Den ærkeamerikanske antihelt kan både synge og spille guitar. Og han – for det er oftest en mand – er ikke bange for at svælge i nostalgisk følsomhed. Adam Granduciel, som sammen med Kurt Vile stiftede The War On Drugs i 2005, har udviklet sig til en unik fortolker af den amerikanske folkesjæl. Med sine storladne og episke sange danser han rundt i og rundt om Bruce Springsteens og Bob Dylans gigantiske fodspor.

Sammenligningen med sidstnævnte var for svær en fristelse at modstå for Politikens Kim Skotte, der i 2015 anmeldte The War On Drugs-koncerten på Roskilde Festivals næststørste scene, Arena.

”Kombinationen af nasale, dylanske fraseringer og disse lige så rytmisk skarpe som diffust drømmende guitareskapader viste sig at være et uudtømmeligt skatkammer,” skrev den henførte anmelder blandt andet og kaldte Adam Granduciel ”Bob Dylans fortabte nevø”. Kim Skotte kvitterede med topkarakteren seks hjerter.

Den omtalte fortabthed blev udløst af et brud mellem de to stærkt beslægtede hjerner og guitarvirtuoser Adam Granduciel og Kurt Vile. Kurt Vile gik solo efter udgivelsen af bandets debutalbum og brød igennem med ”Smoke Ring for My Halo” i 2011. Samme år udkom The War On Drugs med ”Slave Ambient” – ligeledes en meget succesfuld plade. Men blandt andet en pakket turneplan og savnet af den ekstroverte makker Kurt Vile, der supplerede enspænderen Adam Grandcuiel så godt og gav ham håb og styrke, blev pludselig for meget for den tilbageblevne bandleder, der ikke længere kunne stå for presset. Han udviklede depression og angstanfald og isolerede sig i soveværelset i sit treetagers rækkehus i South Kensington, Philadelphia.

Indspilningen af The War On Drugs’ tredje album ”Lost in the Dream” blev en proces, som de øvrige bandmedlemmer så på med stor bekymring. Ikke på grund af frygt for hvad der skulle blive af pladen men af bekymring for den mand, der bærer bandet.

I stedet for at gå ned foldede han sig ud, og resultatet blev et album, der sendte The War On Drugs på en himmelfart af astronomiske dimensioner. Adam Granduciel markerede sig med ti guitardrevne drømmefyldte sange - det perfekte akkompagnement til køreture på øde fuldmåneoplyste highways - som en af sin generations stærkeste sangskrivere.

Hans styrke er at have noget på hjerte uden at have travlt med at formulere sig. The War on Drugs har altid taget sig god tid. Monsterhittet ”Under The Pressure” varer for eksempel 8,52 minutter og bandet anno 2017 er ikke kortere i spyttet. Den spritnye single og albumforløber ”Thinking of a Place” varer hele 11 minutter og skuffer ikke de ellers voldsomt forventningsfulde anmeldere. Det amerikanske musikmedie Stereogum kalder nummeret “an absolute epic”, og Pitchfork har kvitteret med “Best New Music”-stemplet. 

”Han (Adam Granduciel, red.) tænker på et sted, og på hans egen hypnotiske måde gør han det håndgribeligt”, skriver Pitchfork blandt andet.

The War On Drugs spiller på Amager lørdag 25. november.

Lyt til “Thinking of a Place”: https://vimeo.com/213900454

 

Tap 1, Raffinaderivej 10, 2300 KBH S.
Lørdag 25. november 2017 kl. 20
Billetter: 420 kr. + gebyr

Eksklusivt pre-sale: Allerede 2. maj kl. 10 kan fans sikre sig billet til koncerten her http://burl.nu/nccu7d

Ordinært forsalg: Resterende billetter sælges 5. maj kl. 10 via Billetlugen: http://burl.nu/fvivhn