Det er tid til at gøre op, hvilke film der har overbevist os mest i år.
Og var der nogen, der skulle gå med den opfattelse, at filmen er døende, mens alt det kreative talent rykker over i tv-seriebranchen, ja så vil vi gerne bestride den påstand. Da der stadig bliver vist masser af tankevækkende, smukke, raffineret fortalte film på de danske biograflærreder.
Her er et genremæssigt godt og blandet udvalg af film, der kom i dansk distribution i 2017:
Underverden (Fenar Ahmad)
Visuelt overlegen og modbydeligt voldelig. Når man går ud af biografen, overvejer man først, om den måske savner lidt dybde. Men efterhånden er det ikke de spektakulære kameravinkler, men derimod scenerne, hvor den identitetsmæssige splittelse i indvandrerfamilier og – samfund sættes på spidsen, der forbliver på nethinden. Action med stort talent.
Moonlight (Barry Jenkins)
Meget lidt Hollywood-forudsigelighed i denne Oscar-vinder. Vi er i et belastet, sort Miami-nabolag og burde mest høre hiphop, men musikken er arty strygere. Vi knytter os til hovedpersoner – og så forsvinder de ud af historien. Og til slut går det helt anderledes, end vi forventer. Konceptet med tre forskellige skuespillere, der spiller den samme mand og dreng i forskellige faser af hans liv, mens han kæmper med sin homoseksualitet i et macho-miljø og en mor på stoffer, fungerer på grund af præstationernes styrke.
Manchester By the Sea (Kenneth Lonergan)
Der er egentlig ikke meget at glæde sig over i filmen om en onkel og en nevø, der hver især har mistet det kæreste i deres liv, og som tvinges til og kæmper med at komme ud af det med hinanden i en lille nordøstamerikansk flække. Alligevel er der megen komik, som også mindre tragedieramte familier kan relatere til, i dette drama om at leve videre på trods af intens, måske uoverkommelig sorg. Filmen vandt en Oscar for bedste manuskript, og Casey Affleck fik en for bedste mandlige hovedrolle.
Logan (James Mangold)
Superheltegenren er efterhånden blevet ødelagt af de mange Hollywood-film, der stort set har samme plot, hvis man bare skifter heltekræfterne ud. Men pludselig landede endnu en film om Wolverine, og den viste sig faktisk at være god. ‘Logan’ handler om en superhelts sidste kapitel i livet, hvor kræfterne er ved at slippe op, og verden omkring ham har forandret sig så meget, at han ikke længere er specielt relevant. Anmelderne elskede den, det samme gjorde publikum, og vi drysser også med stjerner.
Get Out (Jordan Peele)
Det er svært at skrive om denne plot-twister uden at afsløre for meget. Faktisk burde du heller ikke se traileren, hvis du kan holde dig tilbage. Jo mindre man ved om handlingen, desto bedre. Men lad os i hvert fald sige, at USA’s raceproblemer bliver skildret med ret uhyggelige metaforer. Det er kulørt, det er provokerende, og det er en overbevisende instruktørdebut. Tænk ’From Dusk till Dawn’ – bare med et radikalt politisk budskab.
The Handmaiden (Park Chan-Wook)
Den fantasifulde koreaner Park Chan-Wook, der slog igennem i Vesten med Oldboy, har lavet denne skønhedsåbenbaring, der for en kort bemærkning fandt vej til danske biograflærreder. Hvert enkelt billede er lige til at hænge op på væggen. Handlingen er centreret omkring en japansk rigmands overdådige hus, hvor smukke kvinder og onde mænd spinder hinanden ind i deres intriger mellem soveværelsernes papirvægge og bibliotekets mahognireoler. Den kloge narrer den mindre kloge. Bonus for husarer: dampende lesbisk sex.
Sælgeren (Asghar Farhadi)
Uhyggen er underspillet i dette psykologiske drama om parforholdskrise og selvtægt. En teaterskuespillers kone bliver udsat for et overgreb. Som tilskuere får vi aldrig helt grebet om, hvad der er sket, og det gør manden vist heller ikke. Men det er hele pointen i den kun på overfladen upolitiske film: at beskrive et (iransk) miljø, hvor skammen får folk til at tie om deres ydmygelser, så de under låg kan vokse sig farlige.
Kongens Valg (Erik Poppe)
9. april 1940 ankom tyske krigsskibe til Oslo og gav nordmændene et ultimatum: Overgiv jer betingelsesløst, eller bliv invaderet. Alle nordmænd og mange danskere ved, at den norske konge endte med at sige nej til at overgive sig, hvorefter de norske tropper blev løbet over ende. Så hvorfor skal man se en film, hvor man ved, hvad der sker, kan man med rette spørge? Svaret er danske Jesper Christensen, der spiller den altoverskyggende hovedrolle som den tøvende Kong Haakon, der må træffe den svære beslutning, med psykologisk delikatesse. Norges Oscar-kandidat.
Paterson (Jim Jarmusch)
Der sker ikke ret meget i buschaufføren Patersons liv. Og det er helt, som det skal være, for Paterson ser poesien i de små ting: en køn grafisk tændstikæske; madpakken, som hans kone smører til ham, og som han tager med på arbejde i en brun papirspose; én stille øl på den lokale, når han lufter hunden hver aften. Og så er der selvfølgelig de små digte, som han selv producerer med sit særlige gemyt som brændsel. Men fører det hele nogen vegne? Nej, ikke rigtig. Og det er vist hele pointen.
Blade Runner 2049 (Denis Villeneuve)
'2049' har ambitioner om at overgå Ridley Scotts højt elskede forgænger fra 1982. Intet mindre. Og efter få scener står det klart, at det var fornuftigt af Scott at overlade roret til yngre kræfter. Denis Villeneuve har skabt et skræmmende livagtigt fremtidsmareridt, hvor menneskene lever af syntetisk dyrket protein og søger tilflugt for ekstremt vejr i megabyernes identiske betonformationer, hvis de da ikke lever lovløst i udkanternes lossepladser og skibskirkegårde. Over det hele våger politistaten. Billedskøn gru, godt skuespil, masser af spænding og lidt god gammel ultravold. Hvad kan man ønske sig mere? Læs den fulde anmeldelse af filmen her.
Okja (Bong Joon Ho)
Menneskets forhold til fødevareproduktion satte for alvor sit præg på samfundsdagsordenen i år – og ’Okja’ var den sydkoreanske instruktør Bong Joon-Hos bidrag til debatten. I et sammensurium af udsyret voksenkomedie og rørstrømsk børnefilm bevidner seerne Mijas indædte kamp for at redde sin bedste ven – det intelligente og empatiske væsen Okja, som er blevet avlet til at ende sine dage på en kødkrog. De umiddelbare familiefilms-referencer til trods viser ’Okja’ også den blodige sandhed om nutidens kødproduktion – og filmen ender som et udmærket indspark i diskussionen om fødevareproduktion og dyrevelfærd anno 2017.
Dunkirk (Christopher Nolan)
Nolan er en mester i at drive pulsen op med lydspor og klipning, denne film er ingen undtagelse. Selv om filmen har enkelte opløftende anslag af britisk heroisme, er det først og fremmest en antikrigshistorie om en flok alt for unge mænd, der omringet af den tyske overmagt desperat kæmper for at blive evakueret fra en normannisk strand. Mens de samtidig prøver at undgå at blive skudt, bombet eller druknet. En time og tre kvarters klaustrofobi. En god, dårlig oplevelse, kan man sige.
Heartstone (Guðmundur Arnar Guðmundsson)
Endnu en fremragende film fra Island. Det lille land har de seneste år imponeret med filmperler som ’Virgin Mountain’, Blandt mænd og får’ og ’Om heste og mænd. ’Heartstone’ er ingen undtagelse. Det er en smuk og rørende film, der skildrer de forvirrende følelser, der opstår i unge drenges teenagekroppe fortalt gennem vennerne Thor og Christian. Hormonerne buldrer derudad, og vi er med, når de boller puder og snakker om de lækreste piger fra den lille fiskerlandsby, hvor der ikke er så forfærdelig meget at lave. Hvis du har abstinenser efter den norske hitserie ’Skam’, bør du dulme dem ved at se Gudmundur Gudmundssons film.
The Square (Ruben Östlund)
Danske Claes Bang har fået sit gennembrud som kunstdirektøren i Ruben Östlunds satiriske ’The Square’ om livet i kulissen på et anerkendt svensk kunstmuseum, hvor ikke alt er, hvad det giver sig ud for. Filmen er et portræt af en hyklerisk og kynisk branche af kalkulerende kunstnere, gallerister og PR-folk. Ved en gallamiddag optræder en abelignende mand som et skræmmende stykke installationskunst. Af alle virker han mest menneskelig.
