Den 49-årige standupper om at finde sin indre General Patton, barnegråd, og hvorfor man altid bør tanke naboens traktor helt op, efter at man har lånt den.

Hvilken bog bør enhver mand have læst?

”’Terningemanden’ af George Cockcroft for lige at mærke efter, om man kunne blive lige så kugleskør som hovedpersonen Luke Rhinehart (romanen handler om en psykiater, som begynder at tage beslutninger på basis af terningekast, red.). Man skal også læse bind 2 af ’Min kamp’. Karl Ove Knausgårds murstenskavalkade er en fantastisk refleksion af den moderne mands og familiefars forsøg på at finde sig selv midt i en tornado af karriere, børn, kærlighed og den evigt kværnende længsel efter noget helt andet. Jeg tror, at mange mænd kæmper en betydelig større kamp, end de vil indrømme, med at prøve at finde ud af, hvordan deres ’rolle’ i livet skal se ud. Hvordan vi kan komme igennem hverdagen, op til overfladen og kigge ud over den pragmatiske malstrøm af dagligdags opgaver, der ofte trækker os ned.”

Hvad er det bedste råd, du har fået?

”Casper Christensen fik mig til at indse, at man er nødt til at finde sit eget udtryk og finde det i sig selv. Mange mennesker har en cumulus-sky af meninger om, hvad netop de synes, man skal gøre for at udkomme med noget potentielt succesrigt. Men det er sjældent det, der gør lige netop dig god. Du skal koncentrere dig og overbevise dig selv om, at nogen vil få glæde ved netop din måde at sige tingene på. Jeg skylder Casper Christensen. Medmindre selvfølgelig jeg husker de ting, han sagde forkert, for så skylder han mig stadig 412 kr. for en flaske Armagnac.”

Hvilke fejl er du mest overbærende over for?

”Barnegråd. Medmindre det er mine egne børns, selvfølgelig. Og folks tømmermænd. Jeg ved, hvor hårde de kan være, og så længe de ikke tager overhånd i antal, skal man huske på, at der skal være tid til at feste.”

Hvilket karaktertræk ved dig selv irriterer dig mest?

”Min ulidelige konfliktskyhed. Jeg har lyst til at losse mig selv nogle gange for ikke at kunne rumme og navigere bedre, når relationer eller forhandlinger spidser til. Når det sker, forsøger jeg at lede efter min indre General Patton, men det ender ofte med, at jeg i stedet finder Chamberlain.”

Hvad er humor?

”Dybest set er det god historiefortælling tilsat elementer af urimeligheder.”

Hvem er den sjoveste mand, du har mødt?

”Laust Bie, som jeg gik på landbrugsskole med i 80’erne. Han har, ud over at være en betydelig intellektuel kapacitet, en sublim evne til at presse sarkasme ind i selv de mindst oplagte situationer. Jeg skylder også ham alt. Til gengæld ødelagde han engang motoren på min gamle VW Golf, fordi han byttede om på tændkablerne, uden at jeg opdagede det.”  

LÆS OGSÅ Det har jeg lært: Jakob Stegelmann

Hvordan får man en kvinde til at grine?

”Ved at nedgøre sig selv.”

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?

”At man skal huske at tanke naboens traktor helt op, efter at man har lånt den. Hvilket jeg selvfølgelig udvider til, at dét, han også mente, var, at man skulle have respekt for andres ting og dermed også andres holdninger. Man kan være rygende uenig med andre, men man kan ikke pådutte andre at gøre som én selv.”

Hvilken begivenhed ændrede dit liv?

”At få mit første barn, der viste sig at have Downs syndrom. De mentale processer, det satte – og stadig sætter – i gang om normalitet og et livs overordnede formål, tror jeg ikke, jeg ville have oplevet på samme måde uden. Jeg blev uden tvivl et mere rummeligt og nysgerrigt menneske af at blive far til Eline. Dermed ikke sagt, at jeg var forstokket før, men det gav mig i hvert fald en betydelig større horisont.”

Hvad er din største skuffelse indtil nu?

”Jeg forsøger virkelig at holde skuffelserne væk fra livet. Jeg har set tegnefilmen ’Min skøre familie Robinson’ adskillige gange, og der er en sætning, der går igen hele tiden i den opfinderfamilie: ’Husk, fortsæt fremad.’ Altså efter man har fejlet, så prøv igen. Man når kun frem til noget vellykket ved at lave en masse fejl. Man skal fandeme prøve alligevel, selv om man har nosset gevaldigt i det.”

Hvad er din største succes indtil nu?

”Jeg har ikke kunnet bruge mine succeser til så meget, for de har en tendens til at gøre én lidt lad. Fejltagelser, derimod, de skærper én til at blive bedre. Men det er en stor succes for mig dagligt at kunne sige til mine tre børn, at jeg elsker dem.”

Hvad bør en mand vide om kvinder?

”At de bliver glade igen, efter at de har været sure. Jeg tror, at mange mænd har en alt for stor latent frygt for kvinders arrigskab. Ja, de kan blive fløjtende urimelige, og man tror aldrig, at der igen vil opstå nogen form for seksuel aktivitet. Men de bliver gode igen.”

Hvordan holder man sig ung?

”Ved jævnligt at kigge på YouTube og MTV, skimme nogle ungdomsblade i ny og næ. Tage ud på et gymnasium og sidde og kigge i en times tid. Er der noget, der gør én gammel, er det, at man holder op med at prøve at forstå, hvad der flyver gennem hovedet på unge mennesker. Det er første skridt på vej mod permanent tweed- og cardiganhjerne, hvis man undgår at forholde sig til dem, der rent faktisk er unge, og deres – selvfølgelig – fuldstændig latterlige små problemer.”

Hvornår har du været bange?

”Da jeg kom til at smide nogle af min kones gamle sko ud til genbrug.”

Jan Michael Gintberg er uddannet landmand og har en bachelor i jordbrugsvidenskab. Han har netop afsluttet sin tredje succesfulde sæson af DR1-programmet ’Gintberg på kanten’. Her besøgte han Nationalmuseet, Post Danmark, Forsvaret og Rigshospitalet for at tage temperaturen på velfærdssamfundets ansatte.

LÆS OGSÅ Det har jeg lært: Martin Krasnik