banner image

Få 3 numre af EUROMAN for kun 99 kr. Spar 109 kr. 

BESTIL HER

Manden der gør fiktive drab troværdige

Som tidligere politi- og retsreporter på Jyllands-Posten gennem ni år kender Jesper Stein både til drabsmotiver, psykopater og mordvåben. Den makabre research – og sine egne livserfaringer – har han brugt i sine fire kriminalromaner om efterforskeren Axel Steen.

Du har skrevet om rigtige mord i mange år, inden du begyndte at skrive om fiktive. Hvilke mordtyper er de mest udbredte i virkelighedens verden? 

”I Danmark opererer vi med fire mordmetoder. Den første er kvælning. Det tager længere tid, end folk og mange krimiforfattere tror. Tre minutter, hvis du vil være helt sikker. Hvis du bare kvæler, til offeret holder op med at trække vejret, og går din vej, er der ret stor sandsynlighed for, at han kommer til sig selv. Den anden er slag med en stump genstand, som det hedder. Det kan være alt fra en lampe til en hammer. Så er der knivstik, som er meget lige ud ad landevejen, og den sidste metode er skud. Sidstnævnte relaterer mest til bandemiljøer, men det kan også være et jagtgevær i et parcelhus. Blandt bander er våbnene ofte Glock, Zastava eller automatgeværer som AK-47, selv om den sidste kræver ret meget træning at skyde med. De fire mordmetoder dækker ca. 90 % af alle mord i Danmark.”

Hvad skal man ellers være opmærksom på som krimiforfatter? 

”I Danmark opklarer man 95 % af alle drabssager. Du kan næsten ikke undgå hurtigt at blive opdaget som morder. Det skal man huske som forfatter, så det virker plausibelt, at morderen ikke er anholdt allerede inden for det første døgn.”

Hvordan begynder du at skrive en krimi? 

”Først skal man lave en hovedperson. Hvad skal der ske med ham? Hvilket pres skal han udsættes for? Ikke i forhold til plottet, for det er stort set det samme i alle krimier, men hvilket pres skal han udsættes for i sit personlige liv? De fleste krimier i dag er det, som amerikanerne kalder character driven, altså persondrevet. Det betyder, at når du har læst Jo Nesbøs 10 bind om Harry Hole, er det ikke plottet, men Harry Holes personlige udvikling, du husker.”

Hvordan har du selv skabt din hovedperson? 

”Jeg har konstrueret min egen hovedperson, Axel Steen, med inspiration fra de bøger, jeg selv elsker at læse. Det er den hårdkogte amerikanske krimi blandet med en moderne dansk mand med alle de velfærds- og samlivsproblemer, han har. Sagt med andre ord parrer jeg James Ellroy, Michael Connelly og Philip Marlowes ensomme noir-ulv i et korrupt, voldeligt samfund med de livserfaringer, jeg selv har gjort.” 

Hvordan ved du så, at Axel Steen virker? 

”To gange i døgnet får jeg Facebook-beskeder fra kvinder på 40+, der skriver, ikke for at høre, hvordan Jesper Stein har det, men for at høre, hvordan Axel Steen har det. Om jeg dog ikke snart kan sørge for, at han får sig en sød kæreste og tager lidt færre stoffer. Så ved jeg, at Axel Steen virker.” 

Når hovedpersonen er på plads, hvad gør du så? 

”Så skal man bruge en plot-idé: En begyndelse til bogen, en idé om, hvordan den slutter, og gerne det twist eller flere twists, der er i en krimi, hvor man tror, at nu har man fået opklaret forbrydelsen, men så bliver det vendt på hovedet. Et plot er godt, hvis jeg som forfatter selv bliver overrasket. Det er bedst, hvis jeg undervejs kommer på: ’Jamen, hvad nu, hvis det var ham her, der var morderen i stedet?’ Den overraskelse, jeg selv føler ved det, forplanter sig til læseren og vil være lige stor for både dig og mig.”

Hvordan starter en god krimi? 

”Med et drab på side ét. Mit favoriteksempel er Michael Connellys første roman, ’Det sorte ekko’, hvor hovedpersonen ligger hjemme i sin seng og har mareridt om sin tid som tunnelrotte i Vietnam, og så bliver han ringet ud til et gerningssted, hvor der har været et mord. Så kan du spørge, hvad der er originalt ved det, men jeg kan godt lide det enkle.” 

Hvad er det sværeste i idéfasen?

”Noget af det sværeste er at få et motiv på plads, der er stærkt nok. Min erfaring som retsreporter er, at der skal ret meget til, før mennesker slår hinanden ihjel. Tit, når jeg læser en krimi, tænker jeg: ’Den slags ville man aldrig slå ihjel for.’ Fx misundelse eller mindreværdsfølelse. Det er oftere jalousi, hævn, druk, stoffer, penge eller bandekriminalitet. Deus ex machina er et udtryk fra de græske tragedier. Hvis der var for mange personlige forviklinger til sidst i stykket, lavede man det trick, at der blev hejst en person ned fra oven, som løste det hele på fem minutter. I krimien kan man hive psykopatmorderen ind på side 314. Han har slet ikke noget motiv, han er bare syg i hovedet. Han er som regel også meget begavet og i stand til alt muligt. Det løser ret mange problemer, men jeg synes, det er snyd. Jeg kan bedre lide, hvis det er motorcykelbetjenten, der stod ude ved gerningsstedet til at starte med på side ét, der til sidst viser sig at være morderen. En psykopat forstår vi ikke. Det er bedre, hvis du har, om ikke sympati, så i hvert fald forståelse for, hvorfor gerningsmanden har slået ihjel. Verden er ikke sort-hvid, og hvis din gerningsmand er ren ondskab, tror man ikke på ham.”

Skal man helt holde sig fra urealistiske drab? 

”Jeg har al mulig respekt for krimier, hvor der bliver fundet lig på kødkroge eller mumificerede lig ved et spisebord flere år efter et mord, men sådan er mine ikke. Jeg går efter det realistiske. Der skal være så specifikke detaljer som muligt, for at læseren tror på det. Dem har jeg selv fra mine år som rets- og politireporter og fra mit øvrige liv. Fx foregår en afhøring ikke som i ’Rejseholdet’ i et rum med glasruder, de andre kan kigge ind ad. Det foregår på helt almindelige gammeldags kontorer med papirstabler og kaffekopper. Et andet eksempel er, at min tredje bog hedder ’Akrash’, som er indvandrer-slang for politiet. Det er noget, jeg har samlet op, fordi jeg bor på Nørrebro.” 

Er alle detaljer i dine bøger realistiske?

”I de fleste kulminationsscener står skurken foran helten og truer med en pistol, mens han fortæller det hele: Hvem han er, hvordan og hvorfor han gjorde det, og om hans dårlige barndom osv. Som regel lykkes det helten at finde et koben og slå ham i hovedet, sekundet inden skurken nakker ham. Det er helt ude i hampen. Hvorfor i al verden skulle skurken sige alt det? Alligevel sker det i tre af mine romaner. Det er en ret nem måde at få det hele forklaret, men de fleste mordere, når de fx er i retten, siger ikke noget overhovedet. Hver gang jeg skriver en ny bog, siger jeg til mig selv, at nu skal jeg lade være, og det lykkes næsten i den nyeste.” 

”Du kan sagtens dømme en bog på omslaget. Det skal vise bogens grundtone. Mine bøger viser mørke fotografier af København. Det siger, at det ikke ender lykkeligt, er realistisk og foregår et genkendeligt sted.”

LÆS OGSÅ: Serge Gainsbourgs liv fortalt i kvinder

LÆS OGSÅ: Far, hvorfor griner du ikke mere?

LÆS OGSÅ: ”Jeg var overbevist om, at jeg kunne alt i verden med en kasse plader under armen”

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok