Søren Malling var et ukendt navn i 15 år. Men nu har arbejdsmanden, håndværkeren og skuespilleren endelig fået sit store gennembrud. Hvorfor skulle der gå så lang tid? I det nye nummer af Euroman dykker vi ned i historien om en mand, der først skulle lære sig selv at kende, før han kunne sige fra – og sige replikkerne oprigtigt. Her kan du se 10 ting, du – måske – ikke vidste om Søren Malling.

Søren Malling...

... testede engang familiens hund ved at komme den i fryseren i 10 sekunder bare for at se, hvad der skete. Det er han stadig flov over.

... stak af hjemmefra som treårig på sin trehjulede cykel. Husker stadig den utrolige følelse af oprør og frihed. Blev dog hurtigt sulten og vendte hjem.

... har haft 10 biler, har aldrig fået en fartbøde og har kun været involveret i ét uheld, da han smadrede ind i et vejskilt i det indre København og ødelagde hele fronten på bilen.

... er to gange blevet frihedsberøvet, fordi han skyldte penge og ikke mødte op i fogedretten, hvorefter han blev hentet af politiet og blev bedt om at tage med.

... gik som eneste dreng til ridning, fra han var ni til 13 år gammel. Til gengæld kunne han springe højest.

... købte for mange år siden en stor nedlagt gård på Sydfyn sammen med 10 andre for at udleve drømmen om det frie liv. Det varede et halvt år, så blev de frygteligt uvenner, og hippieeventyret endte brat.

... skrev på tavlen tilbage i folkeskolen, at hele klassen havde fri, da alle lærere var syge. Det kostede en tur på inspektørens kontor.

... prutter altid om prisen, hvilket som regel lykkes. Også i den lokale Irma, fordi ”det er sjovt” og fordi ”han lige kender en af dem fra butikken.”

... pøbte engang en pakke Nicorette tyggegummi. Åbnede pakken, tog et enkelt stykke. Det smagte forfærdeligt. Lagde det tilbage i pakken og gik på apoteket og bad om at få pengene tilbage. Ekspedienten spurgte, om han havde spist fra pakken. Søren Maling svarede blankt nej. Ekspedienten konstaterede, at det havde han. Søren Malling påstod hårdnakket, at det ikke var ham, og gik vred ud fra apoteket uden penge og med ordene: ”Tror du, jeg lyver?!”

... gik engang i banken i Fåborg for at hæve 1.000 kr., men fik 2.000 kr. udleveret. Sagde ikke noget og gik glad videre.

Mød Søren Malling i det nye nummer af Euroman.