Med sociale uroligheder, problematiske politisager og stadig faldende tilslutning fra befolkningen trækker uvejrsskyerne sammen om Barack Obama og hans eftermæle som USA’s præsident.

Men der var engang, hvor horisonten endnu var lys og fremtiden foran ham, og de tider, hvor Obama endnu var en håbefuld ung mand langt fra magtens centrum, bliver nu filmatiseret. 

Nærmere bestemt er det den unge jurists forhåbning om at vinde en vis Michelle LaVaugn Robinsons hjerte, der er omdrejningspunktet for filmen ’Southside With You’.

LÆS OGSÅ: De 10 bedste film i 2014 - indtil nu

Det skriver The Hollywood Reporter, der også oplyser, at det er instruktøren Richard Tanne, der både skriver og instruerer filmen om det senere præsidentpars første date. 

Barack og Michelle lærte hinanden at kende, da de begge arbejdede for advokatfirmaet Sidley Austin, og de blev gift i 1992, men grunden for ægteskabet blev lagt tre år tidligere, i 1989.

I et interview givet som led i valgkampen 2012, fortalte præsidenten og hans førstedame, hvad de havde lavet første gang, de gik ud sammen.

”Det var en ret cool date. Vi brugte hele dagen sammen. Han viste mig alle facetterne af sin personlighed” siger Michelle Obama i interviewet.

LÆS MERE: Zach Galifianakis og Barack Obama mødes i sublimt interview

Tilsyneladende var det den unge Barack, der lagde programmet, og han indledte dagen med at vise sin kulturelle side gennem en tur på museet The Art Institute of Chicago, hvor de også spiste frokost. Derefter gik de en lang tur i Chicago, og daten blev rundet af med en biograftur, hvor de så filmen ’Do The Right Thing’. Filmen, der lige havde haft premiere, var instrueret af en anden ung afroamerikaner, der endnu ikke havde nået toppen af sin berømmelse, Spike Lee.

LÆS MERE: Kom indenfor i Spike Lees byhus i New York City

Michelle Obama sammenfatter indtrykket, som hendes bejler gjorde på daten:
”Han var hip, med på noderne, kulturel, følsom, tålmodig.”

Hør dem fortælle her.