Da ’Anchorman’ ramte de amerikanske biografer i 2004, var det ikke nogen umiddelbar succes. Den store kult om filmen opstod først efterfølgende, da den blev udsendt på DVD. Og efter et promotiontilløb uden lige er ’Anchorman 2’ nu klar.

Da den første 'Anchorman' fik premiere i USA i 2004, blev filmen aldrig den helt store biografsucces. Anmeldelserne af filmen var delte, og Will Ferrell og hans crew bevægede sig i et svært definerbart landskab af kvindefornedrende jokes og selvhøjtidelige platheder.

Syntes nogen. For hvad 'Anchorman' ikke præsterede i biografen, lykkedes i stedet på DVD. I takt med at folk så filmen i egne stuer fik flere og flere øjnene op for den enorme mængde af gyldne replikker, der gemmer sig i Ron Burgundys univers. 'Anchorman' tog springet fra ligegyldig biografkomedie til kultstatus, mens catchphrases blev dyrket af Ron Burgundy-fans verden over.

10 år senere er Ron Burgundy tilbage igen i 'Anchorman 2'. Det blev annonceret af Will Ferrell, da han som jazzfløjte-spillende Burgundy var gæst hos talkshow-værten Cohan O’Brien. En optræden, der senere skulle vise sig at være startskuddet på en medieoffensiv uden lige.

For noget indikerer, at filmselskabet Paramount ikke vil stille sig tilfreds med endnu et biografflop. I hvert fald er listen af mediestunts, reklamer og virale kampagner, 'Anchorman 2' har medført, noget nær endeløs. I flæng kan nævnes Ron Burgundys medvirken i flere Dodge Durango reklamer, der fik bilens salg til at stige med 59%, eller hans optrædener som gæsteoplæser/reporter på flere tv-stationer samt udgivelsen af en selvbiografi, der blandt andet kan købes i Colette.

Ferrell og 'Anchorman' har haft så markant en medieprofil, at det til tider har været tvivlsomt, om det ville ende med at være et selvmål uden lige. Men noget tyder på, at folkene bag promoveringen af filmen slipper helskindet ud på den anden side. Indtil nu har de med et billetsalg på omkring 900 mio. kr. i USA næsten fordoblet de 495 mio., Anchorman i 2004 formåede at indtjene.

Will Ferrell er i liga med Sacha Baron Cohen, når det kommer til optakt og tilstedeværelse i medierne forud for en premiere. Det kunne give bagslag, fordi Ron Burgundy har rykket sig fra kultstatus til mainstream. Men gensynet med Burgundy lader til at være så længe ventet, at hans kultfølge fra første film ikke har noget imod at dele verdens mest selvoptagede nyhedsvært med resten af verden. 

”Stay Classy, San Diego!”

FACEBOOK Bliv ven med Euroman