Vladimir Tomic var 12 år gammel, da han sammen med sin mor og storebror flygtede fra det krigshærgede Bosnien. De endte i København, på hotelskibet med det grandiose navn Flotel Europa, hvor Københavns Kommune i 1992 valgte at huse omkring 1000 af de mange flygtninge fra krigen på Balkan.

Sidenhen fik familien asyl og opholdstilladelse, men i to år boede de i den improviserede flydende flygtningelejr, hvor alle følte, at de levede i en slags tomrum, mens de ventede på at finde ud af, hvad der videre skulle ske i deres liv.

Nu har Vladimir Tomic, der er uddannet fra Kunstakademiet i København, skildret tiden i en film. Den bygger på gamle vhs-optagelser, som mange af de overvejende bosniske flygtninge på skibet lavede. Videoerne blev optaget for at dokumentere livet ombord og for at kunne vise det frem til deres familiemedlemmer, der var blevet hjemme i det krigsramte eks-jugoslavien.

Filmen har vundet flere priser, blandt andet læserprisen fra Berlineravisen Tagesspiegel under årets filmfestival i Berlin. 

Nu får den Danmarks-premiere på festivalen CPH:DOX. Se her, hvor og hvornår.

LÆS OGSÅ: Seks sublime streamingfilm lige nu

Flotel Europa (71', 2015) - Trailer from UZROK on Vimeo.

Euroman.dk har mødt Vladimir Tomic og fået ham til at fortælle om sin oplevelse af at flytte ind på Flotel Europa.

”Der er noget metaforisk i, at vi var på et skib. Vi var ikke på dansk jord, ikke på fast grund. Der var en følelse af, at vi kunne forsvinde, flyde væk, uden at det ville påvirke noget, eller at nogen ville savne os. Vi var uden for samfundet. De voksne gik ikke på arbejde, og børnene gik ikke i dansk skole. Det var en tid med uvished og frustration. De fleste havde mistet eller forladt familiemedlemmer. Flotel Europa var et vakuum i tid og rum. En verden for sig selv. Alle drømte om et eller andet. Ventede.”

”De ældre så tv hver aften for at få et glimt af det hjemland, de havde forladt. De yngre voksne gik rundt og kedede sig, mens de kiggede på det samfund, som de gerne ville være en del af, men som de stod udenfor. I et flygtningecenter er man nødt til at lave sin egen verden inden for de rammer, der nu er. Som barn er det lidt nemmere. Vi børn gav slip på meget af det tunge og triste. Jeg var lige kommet i puberteten på det tidspunkt, og mit liv fortsatte med dagligdag, venskaber og lege – og gruppeonani, ha ...”

Fodboldkamp på Amager, Vladimir Tomic er nummer to fra venstre.

”Vi boede tæt i vores lille kabine, min mor, min bror og jeg. Vi delte toilet og bad med naboerne. Vi fandt ud af at lave mad i det lille fælleskøkken. Familier sad og snittede og lavede fars i deres små kabiner. I dag har jeg svært ved at forestille mig, hvordan det er ikke at have råd til den mad, man har lyst til, eller til at gå på en cafe, men mennesker tilpasser sig jo.”

”Der var noget i mig, der brød sammen, da Jugoslavien faldt fra hinanden. Vi havde troet på nationens slogan om enhed og broderskab. Vi vidste godt, at vi var forskellige etniciteter og forskellige trosretninger. Det var vi, også bare internt i min familie. Men det betød ikke noget. Sådan følte vi det. Indtil sammenbruddet kom, og alle pludselig skulle vælge side."

LÆS OGSÅ: Sagt om Richard Møller Nielsen i Euroman 

"Da vi flygtede over Serbien, mødte jeg børn, der sagde, hvad fanden laver du her, din muslim. Da jeg kom til Flotel Europa, mødte jeg bosniere, der sagde, hvad fanden laver du her, din serber? Min mor så lige fra begyndelsen, at den her krig ville komme til at vare lang tid. Da vi kom til Danmark, var det fra starten min hendes ønske, at vi skulle opnå asyl.”

”Der var en pige på Flotel Europa, Melisa, som jeg var forelsket i. En dag købte jeg et armbånd med hendes navn på. Jeg havde sparet penge sammen til det ved at samle flasker i Fælledparken 1. maj. Jeg fik aldrig givet det til hende."

Vladimir Tomic' store ungdomskærlighed, Melisa.

"Meget af tiden cyklede vi drenge rundt og udforskede byen. Der var altid nogle tøser, man kunne jage, og de danske piger syntes også, at vi var interessante. Anderledes i hvert fald, selv om vi aldrig havde prøvet noget med nogen som helst piger. Der skete ikke noget, vi gik bare og kiggede på hinanden.” 

”Det var tydeligt, at alting i Danmark gled uden de store problemer, som jeg var vant til. Der var tjek på alting. Det var dejligt. Men jeg lagde også hurtigt mærke til, at det var en anden kultur. Et andet klima, der gør, at folk ikke bare hænger ud på gaden, som jeg kendte det fra Sarajevo."

"Jeg havde ikke ret meget kontakt med danskerne. De kom på besøg på skibet, da der var åbent hus. Ellers ikke. På samme måde som danskere heller ikke bare kommer forbi og banker på hinandens dør uden at have en aftale. Og vi talte ikke sproget. Jeg kom først i dansk skole, efter at jeg havde været i Danmark i fire år.”

”Flotel Europa lå fortøjet på Christianshavn, der hvor Noma ligger i dag. Jeg tror, at beliggenheden midt i byen betød meget for at få en fornemmelse af, hvad det var for et samfund, vi befandt os i.  Der var mere gang i den. Et af vores yndlingssteder var Christiania. Der var så mange underlige mennesker i forvejen, at vi ikke følte os så anderledes. Vi gik til nogle koncerter, det var den første smag på voksenlivet.”

”Inden vi kom på skibet, havde vi kortvarigt været forbi et par andre flygtningecentre, blandt andet i Nivå. Der var ikke andet end os, nogle marker og en rideskole. Så kunne man stå og kigge på børnene, der lærte at ride uden selv at have noget at lave. Der var følelsen af at være isoleret ret stærk.”

”Efter to år på Flotel Europa var vi på vej til at få asyl. Derefter tilbragte vi endnu to år i en flygtningelejr på Amager. Efterhånden begyndte alle mine venner at forsvinde, da deres familier fik tilbudt lejligheder. De fleste flyttede til Brøndby Strand. Det gjorde mig trist at miste dem, jeg forstod ikke, hvorfor vi ikke også skulle derhen. Der var billige lejligheder med god plads. Men min mor insisterede på, at det skulle vi ikke, hun foretrak, at vi boede i København, fordi hun mente, at det ville integrere os bedre.”

”Følelsen af tabt sammenhæng, som jeg oplevede med sammenbruddet i Jugoslavien, bliver ved at forfølge mig. Der findes ikke noget perfekt samfund, men det betyder stadig meget for mig, at man gør en indsats for at holde sammen på tværs af ideologier og religioner og etnicitet."  

LÆS OGSÅ: Derfor bør Bosnien-Hercegovina blive din næste feriedestination 

”Jeg har ikke nogen politisk agenda med min film. Ikke noget med, om Danmark skal tage færre eller flere flygtninge. Jeg vil bare gerne rette opmærksomheden mod det menneskelige aspekt af at være flygtning. Give det et ansigt. Ofte bliver flygtninge opfattet som store masser, der driver rundt, helt uden personlighed. Jeg vil gerne fortælle historien om individet i den situation. Derfor har jeg valgt at fortælle den fra mit perspektiv, hvor det hele er lidt tragikomisk. Hvor der også er et smil til sidst. Sådan kan det også være at være flygtning. Jeg tror, at min oplevelse har givet mig styrke.”

LÆS OGSÅ: Farzam blev smuglet til Danmark i bagagerummet på en grøn Mazda

LÆS OGSÅ: "Folk ville vide hvad hun hed, hvordan de kunne hjælpe hende, gifte sig med hende. Vi blev nødt til at finde hende."

LÆS OGSÅ: 10 gribende billeder af dansk presses mest frygtløse fotograf