Pickup-trucks med riffelhylde i kabinen, sindssyge vejrforhold og en presset tidsplan. Ole Christian Madsen har instrueret to afsnit af den nye serie 'Banshee' og kan dermed kalde sig HBO-instruktør.

Ole Christian Madsen står i ankomsthallen i Douglas International Airport i Charlotte, North Carolina, og rasler med nøglerne til en Dodge. Det er en søndag aften i juli, og temperaturen i den amerikanske sydstat simrer i nærheden af de 40 grader. Alt foregår i slowmotion i heden, selv bagageudleveringen. Udlejningsbilen er stillet til rådighed af tv-stationen HBO, som har hyret den danske filminstruktør til at instruere to afsnit af deres nye tv-serie ’Banshee’. Sammen med bilnøglerne har han fået udleveret en GPS. Den skal han bruge til at finde rundt i delstaten, hvor indspilningerne foregår de næste par uger.

Bilnøgler og GPS. Mere er der ikke i velkomstpakken til den 46-årige filminstruktør, der bl.a. er kendt for film som ’Nordkraft’ (2005), ’Flammen og Citronen’ (2008) og ’Superclasico’ (2011). Han finder bilen på en gigantisk parkeringsplads uden for lufthavnen, taster adressen ind i GPS’en og sætter kurs mod et lejlighedskompleks i byen, som skal være hans hjem under optagelserne. Der er ikke megen gammel sydstatsidyl over Charlotte: en hypermoderne storby og det største finanscentrum i USA efter New York.

Når HBO har valgt North Carolina som location, skyldes det, at de får 30 % i tax rebate. Eller rettere, det produktionsselskab, som HBO har hyret til opgaven, får 30 cent tilbage for hver dollar, det bruger her. Den slags gunstige fradrag får i disse år amerikanske tv-selskaber til at flytte rundt alt efter, hvor det bedst kan betale sig. Lige nu er det North Carolina.

Ole Christian Madsen tjekker ind i sin lejlighed og smider sig på sengen. Det lugter af Amerika derude med truende tordenskyer på en høj himmel og lyden af en politisirene i det fjerne. Han er landet en uge før optagelserne for at få en fornemmelse af stedet og er en anelse overrasket over, hvor lidt facilitering, der er forbundet med optagelserne. Ingen instruktørassistent, ingen koordinator. Hvor er de voksne? Han trækker på smilebåndet.

Forud er gået mange måneders forberedelse i Los Angeles, hvor Ole Christian Madsen med egne ord har ageret underholdende abe for filmproducere og pengemænd og forsøgt at udvikle forskellige filmprojekter.

”Hollywood er også et spørgsmål om, hvor underholdende du er, hvordan du er som menneske. Det er ikke kun et spørgsmål om penge, det er en kæmpe misforståelse,” siger han.

Han ser Hollywood som en stor familie, en kogende gryde, hvor man godt kan blive et navn, selv om man ikke har lavet særlig meget i filmbyen. Han har de seneste tre-fire år lavet adskillige raids derover fire-fem gange om året, hvor han typisk tager seks møder om dagen. 

”Det dræner dig fuldstændig, du bliver sindssyg af det. Når man sidder på hotellet om aftenen, kan man nærmest sidde og græde af social overanstrengelse,” siger han.

Til gengæld kan stormløbet godt betale sig, for undervejs kom han i kontakt med en masse producere, deriblandt Scott Nemes, som dengang sad på et konkursramt produktionsselskab, men som i dag er Vice President i HBO. Nemes sendte ham et udkast til en ny serie, ’Banshee’, som triggede Madsens interesse. Han sagde ja til opgaven – underskrev senere en kontrakt på størrelse med en russisk roman med 40 underskrifter – og kan dermed kalde sig HBO-instruktør.

Serien er skrevet af romanforfatterne Jonathan Tropper og David Schickler og bl.a. produceret af stjerneproduceren Alan Ball, manden, der tidligere har lavet serier som ’Six Feet Under’ og ’True Blood’ og som har været en af drivkræfterne i den nye serie. Historien er sat i den fiktive by Banshee i Pennsylvania og handler om den kriminelle Lucas Hood (spillet af newzealænderen Antony Starr), der overtager jobbet som sherif i byen, samtidig med at han fortsætter sin kriminelle løbebane. Undervejs konfronteres Hood med byens forretningsmand og skurk, Proctor (spillet af Ulrich Thomsen), og herfra knopskyder plottet i retninger, som endnu er en forretningshemmelighed. Selv om Madsen har lovet HBO ikke at afsløre seriens handling, indrømmer han, at der i tro HBO-stil ikke er sparet på hverken sex, røg eller vold. Skuespillertalent er der også:

”Der er ikke nogen store Hollywood-stjerner i den her serie,” siger han. ”Men det bliver de.”


Antony Starr spiller hovedrollen i ’Banshee’. Den new zealandske skuespiller har mest lavet tv-serier Down Under, men får måske sit internationale gennembrud med den nye HBO-serie.

Epicenteret for optagelserne er en række kæmpestore lagerhaller, der er ombygget til filmstudier i et industrikvarter uden for Charlotte. Madsen tager turen derud i sin Dodge hver morgen klokken seks, når han tager hul på en 20 timers arbejdsdag. Uden for bilvinduerne folder den amerikanske forstad sig ud med bilforhandlere flankeret af Burger King og Taco Bell. Her har du ikke et liv, hvis du ikke har en bil. Det gælder også filminstruktører. Madsen konstaterer efter få uger, at han aldrig har brugt så meget tid på at køre fra en location til den næste.

Produktionsplanen er så stram, at han aldrig når at møde hele det 150 mand store filmhold. Det er der ikke tid til:

”Du arbejder med skyklapper og tunnelsyn. Sådan er det på en optagelse. Det er ikke kun sjovt at optage film og tv-serier, ligesom det jo heller ikke kun er skidesjovt at skrive en bog. Men jeg tuder ikke. Sådan er det at skabe ting,” siger han. 

Instruktørens første møde med medarbejderne i filmstudiet forløber en anelse akavet. Ingen ved tilsyneladende, hvordan de skal udtale hans navn, eller om han foretrækker at blive kaldt ’OC’. Af en eller anden grund har filmholdet fået det indtryk, at dét er vigtigt.

”Det havde de gjort et kæmpe nummer ud af. Nu kom den fine europæiske spillefilmsinstruktør og skulle instruere tv i USA. De troede virkelig, at man skulle passe på med, hvad man kaldte mig. De troede, at jeg var en rigtig hystade, så de så mig an i starten og var bange for at sætte en fod forkert. Først da jeg begyndte at fyre jokes af, begyndte de at slappe af,” fortæller han.

”Vi kommer aldrig tilbage til Sydstaterne.” Sådan lyder det fra flere filmmedarbejdere på settet undervejs. Utilfredsheden skyldes, at optagelserne rammes af en usædvanlig slem hedebølge med op til 45 grader i dagtimerne, og at Charlotte på trods af sine godt 800.000 indbyggere ikke ligefrem har et kulturliv, der kan måle sig med New York eller Los Angeles.

”Vejret var sindssygt. Hver gang du kom udenfor, foregik alting i slowmotion. Der var også en masse torden, det er jo en sydstat. Så måtte vi slukke for generatoren og sidde med armene over kors i en time, indtil det drev over. Problemet er, at du jo ikke får den time et andet sted i programmet. Den skal du indhente på en eller anden måde,” fortæller han.

Uden for de større byer i North Carolina (og South Carolina, hvor dele af optagelserne også er skudt) viser den ellers så legendariske Southern hospitality sig også fra sin knap så flatterende side. Begrebet redneck er ikke grebet ud af det blå. På landevejene dominerer pickup-trucks med riffelhylde i kabinen, sydstatsflag vajer fra husgavlene, og landarbejdere med store hænder giver offentligt deres unger én over nakken, hvis ikke de gør, som far siger. Et par gange forstyrres optagelserne af hylende unger i baggrunden, som har fået en røffel af farmand – far og søn i øvrigt iført identiske overalls. Hver anden borger i delstaten bærer våben. Som Madsen konstaterer:

”Du kan ikke se våbnene, men du ved, at de er der.”

Men det er små ridser i lakken på en velsmurt maskine, som kører på fuld kraft hen over North og South Carolina, mens Ole Christian Madsen skyder to af seriens i alt 10 afsnit. I snit koster hvert afsnit det samme som en højt budgetteret dansk spillefilm.

Selv om folk på settet kunne have ønsket sig et køligere klima og en lokalbefolkning med en mere pædagogisk tilgang til børneopdragelse, giver alle på filmholdet alt, hvad de har i sig. Der er meget på spil, når man lancerer en ny serie. Det gælder ikke mindst seriens hovedrolle, Antony Starr, der med sit ulvesmil og intelligente spil i øjnene ligner et plausibelt bud på en ny Hugh Jackman.

Undervejs er der fire dages optagelser i et fængsel i South Carolina, et såkaldt Level 4 Security Prison, hvor man bl.a. eksekverer henrettelser. Filmholdet optager nogle heftige voldsscener i syv timer inden for murene, inden de kører i tre timer tilbage til studiet i Charlotte, hvor de optager i yderligere fem timer. Starr er på det tidspunkt blevet kastet rundt i timevis og har bl.a. smadret sine knoer til blods på en væg.

”Jeg har aldrig set en mand være så træt og smadret og slidt. Jeg var bange for, at han brændte ud den dag, men han fik en friweekend og kom tilbage som ny,” siger Madsen, der imellem optagelserne konsekvent bliver kaldt ’Scandinavian Retard’ af Starr, der til gengæld kvitterer ved at kalde sin hovedrolle for ’The Rotten Kiwi’.

”Det var ren værkstedhumor. Der er altid et hårdt sprog på en produktion, men heldigvis har newzealændere og danskere den samme humor,” siger han.

Ole Christian Madsen er nu tilbage i København og er i fuld gang med sit næste filmprojekt om Eik Skaløe og Steppeulvene. Han skriver også på en ny thriller, som han selv vil instruere. Men han er ikke færdig med USA. Langtfra.

”Jeg føler mig fri derovre. Jeg kan tænke tanker, som jeg ikke kan tænke i Danmark. Der er en større frihed til at tænke fortælling,” siger han og nævner som eksempel skuespilleren Chloë Sevigny i hovedrollen som en transseksuel lejemorder i en ny HBO-serie, ’Hit & Miss’, der får premiere i løbet af efteråret.

”Det kan virke enormt spekulativt og kontroversielt på samme tid. En måde at sige ’Hey, hvordan kan vi lave de mest chokerende billeder?’ Men det er også en frihed, en givtig måde at tænke sine fortællinger på. Herhjemme er vi tit bange for at lave andet, end hvad karakteren ’vil’. Vi lader karakteren bestemme, hvad dramaet går ud på. De her serier tør tænke radikalt anderledes og give historierne et tiltrængt dramaturgisk skub.”

Han er allerede blevet kontaktet af folkene bag andre HBO-serier som ’Game of Thrones’ og ’True Blood’, der er interesseret i at hyre ham til kommende afsnit. Uanset om Ole Christian Madsen kommer til at lave nye HBO-afsnit eller ej, tager han en vigtig lærdom med sig fra optagelserne i Charlotte. HBO’s praksis med forfattere, der løbende skriver – og skriver om – på settet og således er med til at diktere handlingen i samarbejde med instruktøren:

”Det var en proces, som jeg var nervøs for til at begynde med, fordi jeg aldrig har prøvet det før. Jeg var bange for, at de ville blande sig unødigt, men i stedet oplevede jeg det som en kæmpe styrke. Faktisk i en grad, at jeg vil prøve at få det med i min næste spillefilm.”

’Banshee’ får premiere på HBO’s søsterkanal Cinemax i januar 2013.

LÆS OGSÅ Er HBO's guldalder ovre

LÆS OGSÅ Netflix' CEO: Vi skal ikke konkurrere mod HBO