De fleste kender den korpulente komikere, selv om han kun var med i en håndfuld film (og endnu færre gode). Alligevel har han gjort et stort indtryk i blandt andet Blues Brothers og Delta Kliken. Og nu skal han portrætteres i en ny film, der begynder optagelserne til foråret. Det er Emile Hirsch, der blandt andet havde hovedrollen i den glimrende Sean Penn-film ’Into the wild’, der skal spille Belushi.

John Belushi var en del af en gylden generation med blandt andre Bill Murray og Chevy Chase, der slog igennem i først radioprogrammet ’The National Lampoon Radio Hour’ og siden ’Saturday Night Live’. Han blev blandt andet kendt for sine imitationer af Marlon Brando og her Joe Cocker:

John Belushi er mest kendt for filmen Blues Brothers, hvor han spiller sammen med Dan Akroyd, der var hans makker i flere andre sammenhænge.

John Belushis liv var privat ingen komedie. Gennem mange år havde han store alkohol og narkoproblemer, der til sidst også endte med at koste ham livet. Det var dopedealer Catherine Evelyn Smith, der gav Belushi den dødelige dosis, hvilket hun to måneder efter hans død indrømmede i tabloidavisen National Enquirer under overskriften "I killed John Belushi’. Hun tilstod uagtsomt manddrab og sad 15 måneder i fængsel.