To mænd sidder i baren på toppen af et fint hotel. Den ene er Matthew McConaughey, den anden Don Phillips. Det er torsdag aften, og selv om de er fremmede for hinanden går snakken godt over de mange drinks, som McConaugheys bekendte fra University of Texas langer over disken. McConaughey og Phillips snakker højlydt om et golfhul, de begge har spillet, og lydniveauet får de to smidt ud af hotellet. 

Sådan beskriver thedailybeast.com mødet, som skulle blive afgørende for skuespillerens karriere. Den anden, Don Phillips, er nemlig caster, og sætter et møde op mellem McConaughey og Richard Linklater, der skal bruge en skuespiller til filmen ’Dazed and Confused’ (1993). Det skulle blive gennembruddet for både instruktøren og skuespilleren. I dag er Linklater favorit til at nuppe en Oscar for 12-årsfilmen ’Boyhood’, mens McConaugheys seneste to film er storslåede ’Interstellar’ og dragende ’Dallas Buyers Club’. 

Nu, over tyve år senere, kan vi endelig se, hvordan McConaughey scorede rollen som den stenede David Wooderson i klippet nedenfor. 

I øvrigt spillede også ukendte Ben Affleck, Milla Jovovich og Renée Zellweger med i filmen, som Quentin Tarantino har kåret til verdens 10. bedste film.