Serien om SvampeBob Firkant og venner har været elsket af børn og voksne i mange år.

Den første film om tegneserie-universet fra 2004, fik gode anmeldelser. 

Nu kommer der så en efterfølger, med originaltitlen ’The SpongeBob Movie: Sponge Out of Water'. Den er allerede blevet udråbt til en af 2015’s største superheltefilm. 

Selvom der umiddelbart ikke er meget Batman, Thor eller Iron Man over SvampeBob, står han og vennerne over for en mission, hvor de skal redde hele deres verden. Den sender dem til vores univers, og dette møde skaber flere underholdende situationer. 

Som da de små tegneserie-figurer vil flytte solbadende mennesker ud i vandet, som var de strandede fisk. 

Her støder de ind i den onde pirat, som besidder en bog, hvori man kan skrive universets gang. SvampeBob får selvfølgelig fat i bogen og omskriver sig selv og vennerne til ægte superhelte. Kampen er sat i gang. 

Der er skruet helt op for antallet af platte og corny kommentarer. Men filmen virker som et frisk pust i den seneste tids meget selvhøjtidelige og actionfyldte superheltefilm. 

Den nye SvampeBob Firkant-film forventes i amerikanske biografer d. 6. februar 2015.