Der er et før og efter 1954, når vi taler om naboer på film. Før var en nabo ofte en godmodig størrelse, der tilbød dig hele sit køkken, når du bankede på for at låne en kop sukker. I USA var der endda en lov om ’Good Neighbor Policy’, hvor USA forplig-tede sig til at være en ordentlig nabo over for de latinamerikanske lande.
Det solide naboskab afspejlede sig i Hollywood. Her fremstillede film som ’Estudantes’ (1935), ’Vi behøver hinanden’ (1941) og ’Masser af guld’ (1951) naboerne som godheden selv, men det ændrede sig brat, da Alfred Hitchcock serverede ’Skjulte øjne’ i 1954. Den store instruktør tog nemlig fat i naborollens nakke og vred den rundt med fortællingen om en mand i rullestol, der gennem en kikkert udspionerer sine naboer og efterhånden føler sig sikker på, at de har begået et mord. ’Skjulte øjne’ gjorde naboerne til en utilregnelig størrelse, og referencerne til, at verden var i paranoiatilstand efter anden verdenskrig, var svære at overse.
”Hvornår har du sidst lånt sukker af din nabo?” spurgte New York Times i 1960, da filmen ’The Apartment’ havde premiere, og svarede selv ved at skrive, at det havde ingen gjort siden manden med kikkerten.’
The Apartment’ spiller netop på frygten for, at ens nabo er bindegal, ligesom filmnaboerne har været det siden 1954. Mennesket inde ved siden af symboliserer i den nyere tids filmfortælling en særlig angst, som vi enten kan omfavne eller frastøde.
Mia Farrow i 'Rosemary's Baby' (1968).
Tendensen kom allerede til Danmark i 1966 med Leif Panduros ’Naboerne’, hvor banale stridigheder udvikler sig til en regulær mikroborgerkrig over hækken, og med årene blev nabotyperne mere og mere skumle. ’Rosemary’s Baby’ (1968) gjorde nætterne søvnløse for mange filmelskere med et næsten overnaturligt nabopar fra helvede, og herfra korrumperedes naboerne så slag i slag. Publikum var nemlig vilde med de grumme, smålurende skæbner, fx blev ’The Sentinel’ (1977) og ’Gysertimen’ (1985) gedigne salgssucceser.
Da 80’ernes samfunds-krise blev afløst af 90’ernes fremtidsoptimisme, blev filmnaboerne morsomme. Pludselig blev stridighederne til komedier, fx ’Gnavne gamle mænd’ (1993) med Walter Matthau og Jack Lemmon. Her bliver 56 års naboskab foldet ud, og filmen beviste, at nabo-temaet er tidløst, fordi ingen går igennem livet uden at leve ved siden af andre mennesker.
Selv om nogle aldrig taler med dem på den anden side af hækken, følger de på en måde med i deres liv. I forlængelse af dette viste en stor amerikansk undersøgelse, at mere end halvdelen af de adspurgte følte, at de kendte deres nabo særdeles godt. Samme undersøgelse viste dog også, at kun hver 10. havde overvejet at invitere naboen på mad eller drikke. Vi følger med i naboens liv, som var det en film. Vi kan lide at zappe ind og ud og ikke mindst selv digte med på, hvad der sker.
Zac Efron er kvarterets nye vilde tilflytter i 'Neighbors'.
Siden årtusindskiftet har filmnaboerne skejet endnu mere ud. Det er nok et fåtal, der har lyst til at have hus ved siden af lejemorderen i ’Ni fod under’ (2000), bo i lejligheden, der støder op til den voldelige hovedpersons i ’Drive’ (2011) eller have matrikel nær de tre drenge, som fester det meste af en by sønder og sammen i ’Project X’ (2012). Det er da også netop i dette spor, at ’Neighbors’ kommer ræsende. Her spiller Seth Rogen (som herhjemme mest er kendt som tosset tyksak i ’Knocked Up’ fra 2007 og ’Observe and Report’ fra 2009) familiefaderen, der først kæmper imod de nye, unge indflyttere på vejen, men som siden drages mod deres vilde, sære og uforpligtende liv. For sådan er det med godt naboskab: Det er hyggeligt at invitere dem indenfor, men seancen bliver mere spændende, hvis det er en utilregnelig mystiker, der træder ind ad døren – eller hvis man udspionerer naboen med sin kikkert, naturligvis.
’Neighbors’ havde premiere 17. juli.
