En Bourne-film uden Matt Damon er som en krop uden sjæl.

Sådan havde mange fans det efter at have set fjerde film i Bourne-serien, 'The Bourne Legacy' fra 2012, hvor Matt Damon ikke var på plakaten.

Men nu er den amerikanske skuespiller tilbage i en af sine mest ikoniske roller.

I et reklamespot under Super Bowl fik fans af agent-serien det første gensyn med Matt Damon som agenten Jason Bourne, der i den nye film befinder sig i et mørkt sted præget af den finanskrise, cyberkrig og kamp for borgerrettigheder, der har præget de knap ti år, der er gået, siden vi så ham sidst i ’The Bourne Ultimatum’ fra 2007.

Selve plottet holdes stadig hemmeligt.

Men sikkert er det, at femte film også byder på et gensyn med instruktør Paul Greengrass, der blev vippet ud af instruktørstolen til fjerde film. Tilbage er også skuespillerinden Julia Stiles, der gjorde det så godt i den første film, ’The Bourne Identity’ fra 2002, at hendes rolle som operatøren Nicky voksede sig større gennem anden og tredje film. Desuden bliver femte film i serien den svenske oscarnominerede skuespillerinde Alicia Vikanders Bourne-debut.

Filmen får dansk premiere til juli.

Se traileren her:

LÆS OGSÅ:  TurboModul er tilbage: ”Jeg har set nok komik med københavnere, som prøver at være jyske, hvor man tænker: Fuck, I ved slet ikke, hvordan det virkelig går ned.”

LÆS OGSÅ: Serie-introer er blevet big business og sin egen kunstform

LÆS OGSÅ: Pigerne fra Sjit Happens: Det tænder os ved mænd