Instruktøren Ulrik Gutt-Nielsen er vokset op på Fremtidsvej i Buddinge i en solid kernefamilie. 

Da hans mor kort før hans 33 års fødselsdag pludselig dør af komplikationer i forbindelse med en knæoperation, begynder hans far at skeje ud med netdating og prostituerede, der afpresser ham for penge.

LÆS OGSÅ: ”Tre måneder efter min mors død sagde han: Ulrik, din far er forelsket. Så viste han mig et billede af en russisk blondine”
 
Samtidig har faren, der har et godt job hos B&W og går i spidsen for det lokale brassband, fået konstateret Parkinsons sygdom. Sygdommen bliver stadig værre og påvirker både hans krop og hans dømmekraft. 

Ulrik Gutt-Nielsen har valgt at dokumentere store dele af forløbet, og det er blevet til filmen ’Fremtidsvej’, der skildrer de mange svære valg og situationer, der opstår, når man som søn pludselig erkender, at ens far opfører sig som et ansvarsløst barn.

”Jeg har været i tvivl om, hvad jeg kunne tillade mig at vise. Kunne jeg vise de her sider af min far frem? Og de mindre flatterende sider af mig selv? Men jeg tror ikke, der er nogen vej udenom. Laver man film om virkeligheden, så må man være sandfærdig,” siger Ulrik Gutt-Nielsen.

I anledning af filmen, der havde premiere søndag på CPH:DOX, og som vises igen søndag 15. november, har vi fået ham til at fortælle historien om forholdet mellem far og søn.

Bliv ven med os på Facebook

1. Min mor døde i februar 2008. Det øsede ned. Hele dagen. Min mor var det naturlige omdrejningspunkt i min familie. Det var hende, der ringede og inviterede og lavede mad og holdt middagsselskaber. Det holdt fuldstændig op, da hun døde.

Ret hurtigt begyndte min far at date kvinder, som han mødte på nettet. Til at begynde med hemmeligholdt han det. Tre måneder efter min mors død sagde han: 

”Ulrik, din far er forelsket.” 

Så viste han mig et billede af en russisk blondine. Det første, jeg tænkte, var: Han er ved at blive snydt. Samtidig virkede han så overbevist, så forelsket, at jeg på en eller anden måde troede på det. Jeg blev faktisk lidt glad. Der var alarmklokker, der ringede. Men også et håb. Jeg er et meget optimistisk menneske. Senere hen fandt jeg ud af, at pigen på billedet ikke er hende, hun giver sig ud for, og at der er nogle bagmænd et sted, der bare bruger hendes navn til at lokke penge ud af folk. 

En dag besøgte jeg ham på hans arbejde. Der kunne jeg se på hans computer, at han var ved at overføre nogle penge til nogle russere. Jeg fik politiet til at ringe til ham og sige:
”God dag, Lars Nielsen. Det er en rigtig dårlig ide, det du er i gang med.” 

Alligevel blev han ved. 

På et tidspunkt sagde han til min svigerinde, at han altid havde drømt om en afrikansk kvinde, og nu kunne det endelig lade sig gøre.

LÆS OGSÅ: Kokainsmugler: ”Jeg skal sluge kokainen i 20 kapsler på størrelse med små golfbolde”

Lars Nielsen og hans første kone, Helen, i Gladsaxe Kirke, 1968. Privatfoto

Jeg er opdraget meget frit og festligt. Jeg har fået lov at filme med videokamera hele tiden. Mine forbilleder er kreative, sjove mænd som Victor Borge og Walt Disney. Når der sker noget skørt, er der en tvivl hos mig. Er det her bare et kreativt menneske, der lever livet anderledes? Eller er han ved at risikere sit eget helbred?

Der var min dømmekraft nok sat noget ud af spillet. 

Meget tidligt foreslog min far selv, at han skulle umyndiggøres. At vi andre skulle overtage ansvaret for hans økonomi. Men det ville vi på den anden side heller ikke. Vi håbede vel, at det ikke stod så galt til. 

Da vi var i skifteretten efter min mors død, burde vi have skiftet boet, så han ikke havde siddet med ansvaret for alle pengene efter hende. Men det gjorde vi ikke. Du drømmer ikke om, hvor meget jeg fortryder. Jeg har brugt meget tid på at fortryde. 

LÆS OGSÅ: "De ville gerne tilbyde min kollega og jeg 225.000 kr. hver for at sikre, at Rumænien vandt kampen med fem mål"

Vi prøvede at udrede hans situation. Min svigerinde tog ham til lægen for at undersøge, om han havde kønssygdomme. Min kone prøvede at undersøge de piger, som vi fandt ud af, han så. Jeg skulle holde kontakt til politiet og anmelde, hvis der var noget, der virkede ulovligt. Min bror skulle have styr på økonomien.

Det viste sig, at han havde overført mere end 600.000 kroner til et par forskellige kvinder. Han blev nødt til at forlade sit hus og flytte til en lille lejlighed.

 Billede fra filmen.

Min bror havde et princip, det var meget vigtigt for ham. Min far skulle erkende, at han var blevet snydt. Erkende, hvordan han havde såret familien. Han prøvede at få ham til at gentage ordene: ”Jeg er ked af det, der er sket.” Men det var en umulig kamp. Det kunne min far ikke få sig selv til at sige. Min bror, der i forvejen var deprimeret over min mors død, begyndte at trække sig væk fra ham.

På etårsdagen for min mors død, holdt jeg en mindehøjtidelighed for min mor. Min far holdt en tale. Mest om sig selv. Han talte blandt andet om alle de ting, de ikke havde gjort. Alle de ting, han ikke havde fået lov til. At de ikke havde købt bil og ikke var taget på ferie, fordi de ikke havde råd til det. Han sagde, at han fortrød, at de var så tilbageholdende. 

Jeg tror, min far i virkeligheden er en ret egoistisk mand. Og sygdommen har bare gjort det værre. Men tidligere i sit liv har han også været en samlende kraft, for sine medstuderende, for sine kolleger og især det lokale brassband under den folkekirkelige organisation FDF. 


Lars Nielsen og hans far i en scene fra filmen.

Undervejs, mens jeg lavede filmen og talte med hans gamle venner, blev jeg opmærksom på, at han var opdraget af en dominerende far, og at min mor havde været en stopklods på mange måder. For problemer. Men også for fornøjelser. Det gav mig en forståelse for, at han nu er i gang med at udleve nogle ting. 

Jeg synes, at det er problematisk, at han ikke har kunnet finde frigørelsen inde i sit ægteskab. At han ikke har kunnet handle dér, men været nødt til at vente til det var overstået. Jeg er ikke enig i hans måde at leve på.

LÆS OGSÅ: Manden der ikke gad være en myte - men blev det alligevel 

2. Han tog til Filippinerne, hvor han havde en aftale med en kvinde, Emma, som han overvejede at tage med hjem og gifte sig med. Han havde egentlig ikke rigtig penge at rejse for. Han ville ikke fortælle mig, hvornår og med hvilken flyver, han skulle af sted. Jeg ville ikke blande mig. Jeg ville bare have, at han orienterede mig, så jeg vidste, hvor han var henne, og at han havde det godt. Den logik forstod han ikke. Han havde fortalt mig datoen, men det var rent held, at min kone og jeg lige fangede ham i lejligheden, inden han fløj.

Da jeg så ham forsvinde op ad rulletrappen ude i lufthavnen, var jeg klar over, at det sagtens kunne være, at der ikke var nogen kvinde på den anden side. Det kunne bare være en svindler. Men hvordan skulle jeg stoppe ham? Skulle jeg få ham arresteret? Jeg kunne også tage ham som gidsel. Men så ender man jo med dagbøder – og sit ansigt i Metroxpress.

 Lars Nielsen er vendt hjem fra Filippinerne i selskab med Emma. Foto: Kasper Birch/Good Company

Da han tog Emma med til Danmark og giftede sig med hende, rejste det nogle spørgsmål. Er det kun den ægte kærlighed, der er valid, eller kan det her også gå an? Det er svært at konkludere sort-hvidt, hvad der er godt, og hvad der forkert. Da min søn blev født, var jeg i tvivl, om Emma var en person, som skulle spille en rolle i forhold til ham. Var hun et menneske, vi kunne regne med, kom til at være der? 

Vi valgte at tro på, at vi kunne stole på hende. Tro på, at hun kunne lide min far. Vi forsøgte at lukke hende ind. Vi lod hende passe vores barn flere gange. Og vores forhold blev lidt varmere. Vi begyndte at finde hinanden. 

Så viste det sig, at hun ikke kunne blive boende, fordi hun ikke kunne tale dansk eller finde et job. Der er jo strenge krav til både opholdstilladelser og familiesammenføringer. Min far havde ikke penge til at forsørge hende. Efter at hun havde været nødt til at rejse, begyndte han at skrive med andre kvinder, som han kaldte for sin kone, og som han skrev, at han gerne ville giftes med. Vi troede på, at Emma var min fars store kærlighed, var det så også bare en fis i en hornlygte?

Det var for meget for mig. Der blev jeg vred, kaldte ham et svin. Smed med hans tastatur. 

På et tidspunkt havde jeg og min kone besluttet, at vi ikke orkede mere. At han måtte sejle sin egen sø. Efter nogle måneder tog vi uanmeldt forbi hans lejlighed. Vi kunne ikke komme i kontakt med ham på anden måde, fordi han ikke havde betalt sin telefonregning. I sådan en situation tænker man jo over, at det kan være, han er faldet død om på gulvet.

LÆS OGSÅ: Whistleblower: "Jeg synes, prisen har været helt urimelig høj"

Der stod en topløs dame på 45 år og røg smøger og rullede et gulvtæppe sammen. Der var høj musik i hele huset. Det lignede et bombet lokum, et klip fra en absurd sketch. Hun var luder, en voldelig type, der var indblandet i noget snavs, viste det sig senere. 

”Hvor er min far,” spurgte jeg. 

”Det ved jeg ikke,” sagde hun.
 
Så kommer han gående op ad trappen og ligner et barn, der er blevet fanget i at tage fra slikdåsen. Jeg tænkte: 

”Du spiller hasard med dit helbred, med din families sikkerhed, og muligvis også med hende kvindens sikkerhed.”

3. Når jeg besøger ham i dag, ser jeg altid lige, hvem han chatter med på Facebook. Forleden var der en, der skrev, at han kunne sørge for, at Emma kommer tilbage. Han skulle bare have nogle penge. Så skrev jeg ”fuck off” og blokerede ham. 

Min far har løjet og hemmeligholdt så meget. Der har været lyse øjeblikke, hvor vi kunne tale åbent om tingene, hvor vi kunne være far og søn. Men når man ved, at der er en masse mennesker, der prøver at lokke penge ud af ham, og han stadig ikke vil dele det med os og have hjælp til at slippe af med dem og komme ud af problemerne, så er det svært at bevare nærheden.

Det værste er ikke vreden over, at han har formøblet alle de penge. Det værste er, at han ikke stoler på os. Og at jeg ikke kan stole på ham. Mistilliden ødelægger relationen. Den slider på kærligheden. Til en grad, så man næsten ikke længere kan kramme eller kysse hinanden som voksne mænd. Nogle gange har jeg haft det sådan, at min far ikke engang skulle kysse min søn. Hvem ved, om han havde fået en virus eller en bakterie? 

Ulrik Gutt-Nielsen (th.) med sin søn og Lars Nielsen på Søborg Hovedgade. Foto: Kasper Birch/Good Company

Min bror orker ikke at se ham juleaften. Jeg vil hellere have, at han er med som gæst, og at vi så ikke snakker om de der ting, men bare lader det hele fungere nogenlunde. Det er også et princip i forhold til min søn. Min kone og jeg kan ikke holde tanken ud om en farfar, der ikke får lov at være med. Det er vigtigt, at vi alle sammen kan være der. Det er kompromisets kunst. Men måske er det for opslidende mentalt. Måske har min bror det bedre, fordi han har sluppet det. 

Det havde været interessant at se, hvad der var sket, hvis jeg ikke havde grebet ind. Hvis jeg ikke havde forsøgt at beskytte ham. Hvis jeg bare havde ladet tingene sejle. Hvad var der så sket? Hvis han havde nået bunden tidligere, kan det være, at han ville have haft bedre muligheder for at blive bedre. Eller også var han måske faldet død om.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at slås med sin far

I stedet er smerten blevet trukket ud. Hver gang, han bliver reddet ud af en suppedas, giver vi ham også redskaber til at komme ud i en ny suppedas. Hver gang vi sørger for, at han har en lejlighed, en computer, et hævekort eller en telefonregning, der er betalt, så har han en lejlighed til at date igen og overføre penge til prostituerede.

Jeg er i tvivl om, hvad der er mest tragisk. Den lange, lange rutsjetur. Eller den pludselige ulykke?


Ulrik Gutt-Nielsen. Foto: Peter Kjeldsen

Artiklen er blevet forelagt Lars Nielsen.

LÆS OGSÅ: Hvornår er man for gammel til at lære noget nyt: hovedspring for voksne

LÆS OGSÅ: Mænd skader også sig selv: "Smerten fra skalpellen var en sluse for alt det der var galt"

LÆS OGSÅ: Bjørn Frost kæmper mod kræften: "Jeg kommer måske aldrig til at se gløden i øjet på en pige der er forelsket"