Nikolaj Stokholm var klassens klovn fra første skoledag og har optrådt lige siden. Til næste efterår er han klar med sit første onemanshow, og selvom han har udsolgt Bremen Teater i København et år i forvejen, er han stadig nervøs for, om folk synes, han er sjov.

Måske kender du ham fra komedieserien ’SJIT Happens’, måske fra stand-up scenen, eller også kender du ham bare, fordi han er en rigtigt sjov fyr.

Vi mødte ham til en snak om grinende publikum, manglende selvtillid og Katrine fra ’Singleliv’s debut som stripper.

Nikolaj, hvorfor kommer dit første onemanshow først nu?

”Jeg har optrådt i næsten 10 år og været professionel i syv, og undervejs er der en del, der har sagt, jeg burde gøre det, men jeg har ventet til nu. Dels har jeg lyst, dels er det først nu, jeg tror på, folk kommer og ser det. Jeg er meget bange for, at der ikke kommer nogen.

Sidste mandag fik jeg at vide, at Bremen Teater er udsolgt, men jeg kunne ikke finde ud af at nyde det. Jeg tænkte bare, at der nok var et firma, der havde købt nogle hundrede billetter, så det ikke betød noget som helst. Jeg var i hvert fald sikker på, det ikke var fordi, jeg er god.

Hvis der ikke kom nogen, ville jeg grave mig ned et par år og så aldrig optræde igen. Hvorfor skulle jeg optræde, hvis ingen gider se mig? Jeg er drevet af publikum, jeg er jo ikke jazzmusiker. Jeg har enkelte gange prøvet at mærke, at folk blev skuffede og havde troet, det var sjovere. Det er sgu ikke rart.

For to uger siden optrådte jeg en søndag formiddag i Kolding for en bestyrelse af en art. Da jeg kom, kom arrangøren over til mig og sagde ”’der er skide dårlig stemning, du. Vi har lige valgt ny bestyrelse, halvdelen er pisse utilfredse, så det er godt, du er her.’ Så er det svært, at vende stemningen.”

Er der nogle ulemper ved først at lave dit show nu?

”Efterhånden som jeg bliver mere og mere kendt, føler jeg et større pres for, at jeg præsterer. På mit job er alle dage nye, og jeg vil gerne have det til at virke hver gang. De første fem minutter af mit set er nemmere, fordi folk kender mig, og jeg derfor ikke først skal overbevise dem om, at jeg er sjov, men så skal jeg også kunne følge op ved rent faktisk at være sjov nok til ikke at skuffe.

Derfor er det også rart, når jeg så har fri, at være sammen med folk, der ikke har en forventning om, at jeg er sjov. Normalt er jeg faktisk ham i gruppen, der siger mindst.”

Det lyder ikke rart at optræde…

”Det er det i hvert fald! Jeg får abstinenser, hvis der går et stykke tid, hvor jeg ikke optræder. I sommerferien tikker mailsne ikke ind, og folk gider ikke sidde indenfor og se stand-up, når det er godt vejr.

 Så får jeg det skidt. Først bliver jeg rastløs, så kommer jeg i dårligt humør og til sidst bliver jeg ynkelig og begynder på sådan noget ’Det var det. Jeg er færdig. Der er ingen, der kan lide mig længere,’ indtil der endelig er nogen, der ringer igen. Det at få folk til at grine er virkelig et afhængelighedsskabende stof.”

Nikolaj Stokholm er født i 1990 i Randers og vokset op i Greve. Oprindeligt ville han være lastbilschauffør, men på grund af dårligt syn lagde han vejen om og tog først en uddannelse som sømand, siden en som gipsmontør. Som 17-årig optrådte han først gang med stand-up og blev semikendt som 20-årig gennem ’Comedy Fight Club’ på TV2 Zulu. Siden har han deltaget i en række tv-programmer, blandt andet på DR Ultra, hvor han viser, at han også kan få børn til at grine.

Nikolaj, har du altid være sjov?

”Jeg har i hvert fald altid forsøgt at være sjov. Første dag i skolen spillede de andre fodbold, og jeg stod ved siden af og var bleg og blind. De nåede heldigvis aldrig at drille mig, for jeg fandt hurtigt ud af at være klassens klovn. Jeg sad helt forrest i klasselokalet, fordi jeg ikke kunne se noget, og fandt så ud af, at hvis jeg vendte mig om, sad hele klassen som publikum.”

I 9. klasse lavede læreren den ordning, at Nikolaj Stokholm fik ét minut til sidst i timen til at optræde, i stedet for at forstyrre undervejs i timen. Det betød jo så også, at han i de resterende 44 minutter sad og skrev alt det ned, han ville sige til sidst i timen i stedet for at følge med.

Første gang, nogen grinte af ham, var han seks år gammel. Hans mor syntes, han skulle have noget at tage mig til i sin fritid, så hun havde meldt ham til børneteater, hvor der udover Nikolaj gik en masse 12-årige piger. De spillede ’Prinsessen på ærten’, og Nikolaj skulle være butleren, hvilket var en rolle, de voksne havde fundet på, så han også kunne være med.

Han havde ingen replikker, men skulle komme ind på scenen med nogle madrasser og et stearinlys. En aften fandt han på at gå sjovt ind på scenen, og så begyndte folk at grine helt hysterisk:

”De andre blev skide sure, men alligevel tænkte jeg meget på, hvad det lige var, der skete der.”

Hvordan begyndte du at optræde for alvor?

”Som 17-årig meldte jeg mig til open-mike på Comedy Zoo og optrådte med de dér typiske ting, man optræder med første gang: ’Har i lagt mærke til at...’ og ’Hvad sker der lige for…’ Det gik hæderligt. Det var ikke fordi, jeg lagde nogen ned i latterkramper, men jeg var god nok og en flink fyr, så jeg blev inviteret med ind i miljøet efter et par gange.

Der er en del, der kun prøver det enkelte gange, fordi de tror, det er en nem måde at blive kendt på. Som regel går det meget godt første gang, fordi værten siger ’Nikolaj er ny, tag godt imod ham’. Først anden eller tredje gang kan man mærke, om det dur eller ej, for der er der ingen hjælp at hente, og så griner folk måske ikke for at være søde.”

Har du prøvet, at publikum ikke griner?

”Ja ja. Især i starten ’dør’ man tit på scenen, fordi man endnu ikke er blevet god til at mærke publikum og tilpasse sig dem. Sidste gang jeg døde, var for et par år siden på et gymnasium i Aarhus. Klokken var 21.30, de havde drukket siden 14-tiden. Næsten ingen opdagede, at jeg gik i gang, fordi jeg ikke blev introduceret. I otte minutter prøvede jeg at råbe dem op, mens flere af eleverne brækkede sig omme bagi salen. Der døde jeg, og så gik jeg af.

En anden gang, da jeg var 18, optrådte jeg til en konfirmation, og det gik faktisk rigtigt godt i lang tid. Jeg fortalte en forfærdelig joke om, at jeg var i byen og mødte en tyk homoseksuel mand, der spurgte mig, om jeg ikke burde få lidt sol. Så sagde jeg til ham ’er du ikke lidt tyk, skal du ikke ud og have aids?’ Så blev publikum helt stille.

Bagefter kommer mosteren, der havde hyret mig, med pengene i en kuvert, som hun holder fast i, da jeg prøver at tage den. Hun fortæller mig, at jeg skulle lige vide, at der sad fire bøsser med aids blandt publikum.”

Hvornår gik du fra at være ’ham den sjove’ til at være komiker?

”Det er først inden for de seneste par år. Jeg er med alderen begyndt at hvile mere i mig selv og har ikke længere behov for at være festens midtpunkt og råbe højest. Jeg behøver ikke bevise mig selv, når jeg har fri, længere. For fem år siden var jeg en belastning at være sammen med, fordi jeg hele tiden skulle være sjov, sjov, sjov. Jeg tænker stadig sjove tanker, det har jeg trænet min hjerne til.

Derfor har jeg en slags mini-tourettes, hvis jeg ikke har mulighed for at sige det sjove, jeg tænker på. Min kone siger ’jeg kan se på dig, du gerne vil sige noget sjovt. Få det overstået’, og så kan jeg slappe af igen og hoppe direkte tilbage i en seriøs samtale.

Før i tiden, når jeg kørte til et job i Jylland med en kollega, sagde vi vittigheder hele vejen. For lidt tid siden kørte jeg sammen med Simon Talbot, hvor vi talte om kærlighed og livet, og han sagde til mig ’hvor er det rart, at vi også kan tale om noget seriøst.”

I starten blev han ikke hyret som Nikolaj Stokholm, men som en eller anden stand-upper. Så lidt efter lidt begyndte de at hyre ham for ham. På et tidspunkt havde nogle af hans kollegaer set en ung komiker lave sit set til en open mike, og de havde sagt til ham, at nogle af hans jokes var totalt Nikolaj Stokholm-agtige:

”Så havde jeg lige pludseligt en stil. I starten var jeg meget Anders Matthesen-agtig. Det er de fleste, når de starter. Så gik jeg over til at være meget gakket på scenen, hvilket jeg stadig er, men i mindre grad end før. Det er også derfor, jeg har pænt tøj på, når jeg optræder, for jeg har opdaget, at hvis jeg er gakket i jeans og T-shirts, bliver det for meget. Kontrasten mellem slipset og det gakkede fungerer bedre.”

Hvordan skriver du jokes?

”Jeg er i høj grad leveringskomiker, mere end jeg er joke-komiker. Derfor skriver jeg ikke mine jokes ned. De virker ikke på skrift, men kun når de bliver sagt højt. Desuden føler jeg mig utrolig låst, hvis jeg prøver at skrive jokes, så derfor har jeg det hele i hovedet.

Hvor mange andre komikere kigger til USA for at se, hvad de store komikere som Louis CK laver, og så lade sig blive inspireret af det, kigger jeg bagud. Jeg bliver inspireret af Dirch Passer og Keld Petersen. Deres jokes er nok gamle og ville ikke virke i dag, men deres levering er uovertruffen.”

Hvad var dit første job som komiker?

”Der var jeg 17 og havde to minutters okay-godt materiale og seks minutters lort. En ven ringede til mig og spurgte, om jeg ville optræde til en herreklubs julefrokost. Det var ude i et industrikvarter på Amager, og det viste sig at være sådan noget halvt rocker-noget. Katrine fra ’Singeliv’ havde sin stripperdebut den aften, sammen med en anden, så de gik nøgne rundt blandt de her fucked up fyre.

Min ven var gået død på coke, og jeg fik at vide, at de to strippere slikkede risalamande af hinanden som deres finale, og så var jeg på. Den mindst stive af mændene råbte så ud over de andre: ’Nu skal vi have det sjovt, her kommer Nicklas Sverige’.

Jeg når at lave næsten halvdelen af mit set, da to af gæsterne begynder at slås på gulvet, og jeg må stoppe op og vente på, at førerhanen skiller dem ad og siger ’du holder kæft, du holder kæft’, og til mig ’og du fortsætter bare!’ Bagefter lod de en ølbakke gå rundt til at samle ind til betalingen. Jeg fik 1.500 kr. og en klump hash.”

Nikolaj Stoksholms onemanshow ’Mit liv som Nikolaj Stokholm’ får premiere 14. september 2017.

LÆS OGSÅ: ”Der er vitterligt intet positivt at sige om Nikolaj Peyks håbløst umorsomme debutfilm ’Undercover”: Anmelderne er enige om ny julefilm

LÆS OGSÅ: Chief 1: "I 1993 fik jeg mit første angstanfald, holdt op med at turnere, jeg fik kræft i maven og bandet gik i opløsning"

LÆS OGSÅ: De 11 bedste danske dokumentarfilm du kan streame dig til