Hvis du er en af dem, der bare vil glemme 2016, er der her en liste over de film, der kan være med til at gøre 2017 til et fantastisk (film)år. Disse 12 film glæder vi os til:

Underverden

Der er dømt action for alle pengene, når den danske film ‘Underverden’ får premiere den 19. januar. Dar Salim spiller speciallægen Zaid, der mister sin lillebror. Herefter begiver han sig ud på en hævntogt i Danmarks farlige, kriminelle miljø.

 

Kongens valg

Jesper Christensen (behøver vi sige mere?) spiller Norges danskfødte konge, Haakon, da Tyskland invaderer landet i 1940. Her må kongen tage en svær beslutning, der kan koste ham livet. Filmen har premiere den 2. februar.

The Founder

Med sine roller i ‘Birdman’ og ‘Spotlight’ er Michael Keaton igen blevet en respekteret skuespiller i Hollywood. I ‘The Founder’ kaster han sig ud i rollen som Ray Kroc, der var med til at gøre McDonald’s til den succesfulde kæde, vi kender i dag. Anmelderne har allerede vendt tommelfingrene op. Filmen har premiere den 2. februar.

Moonlight

Det tegner godt for den lille film ‘Moonlight’ til Hollywoods store awardsæson. Filmen er nomineret til adskillige Golden Globes, så mon ikke også, at en Oscar-statuette er inden for rækkevidde. Filmen skildrer en fattig drengs opvækst, der ender med at få gruelige konsekvenser for resten af hans liv. ‘Moonlight’ har premiere den 9. februar.

T2 Trainspotting

21 år efter premieren på ‘Trainspotting’ kommer der nu en 2’er. Der er altid stor risiko for, at en opfølger kan skuffe fælt, men med det originale hold tilbage og en underholdende trailer, er der grund til at tro, at filmen bliver en succes. Filmen har premiere den 2. marts.

Aminas breve

Med unge talenter som Esben Smed og Sarah-Sofie Boussnina på rollelisten lover det godt for den danske dramafilm ‘Aminas Breve’, der er instrueret af Jacob Bitsch. Filmen er baseret på en roman af Jonas T. Bengtsson og har premiere den 9. marts.

Life

Ryan Reynolds og Jake Gyllenhaal er med i denne science fiction-film, hvor de spiller forskere, der finder liv på Mars. Men dette liv viser sig hurtigt at være langt mere intelligent og fjendtligt, end de først havde regnet med. Filmen har premiere den 23. marts.

Ghost in the Shell

Pilou Asbæk spiller over for Scarlett Johansson i denne science fiction-film, der er baseret på en japansk tegneserie af samme navn. Vi snakker fremtiden, hacking og en masse action. Filmen har premiere den 6. april.

Guardians of the Galaxy Vol. 2

Chris Pratt slog sin status som en af Hollywoods førende mænd fast med sin rolle i den første ‘Guardians of the Galaxy’. Nu er Marvel klar med anden film i rækken, der får premiere den 4. maj. Denne gang medvirker også stjerner som Sylvester Stallone og Kurt Russell.

Alien: Covenant

Michael Fassbender er igen med i denne opfølger til ‘Prometheus’ fra 2012, der fortæller forhistorien til de originale ‘Alien’-film. Filmen har premiere den 18. maj.

Spider-Man: Homecoming

Spider-Man er tilbage i Marvels hænder efter et par mindre vellykkede film hos Sony. Dette er tredje gang, at serien starter forfra. Denne gang er det unge Tom Holland, der spiller edderkoppemanden, mens Robert Downey Jr. er med som Iron Man. Filmen har premiere den 6. juli.

Blade Runner 2049

‘Blade Runner’ fra 1982 får en efterfølger, hvor Harrison Ford vender tilbage i rollen som Rick Deckard, mens stjerner som Ryan Gosling, Robin Wright og Jared Leto er nykommere. Filmen har premiere den 5. oktober.