Netflix har formået at skabe en række hitserier på deres platform; ‘House of Cards’, ‘Daredevil’, ‘Master of None’ og ‘Stranger Things’ er blot nogle af dem. Men det er ikke hver gang, at de rammer plet. Som streamingtjenesten vokser og vokser, har vi lagt mærke til, at mange direkte dårlige serier har set dagens lys med Netflixs egne folk bag. Her får du vores liste, som vi har baseret på vores egen smag blandet med brugernes og anmeldernes dom.

Iron Fist (serie)

Nu gik det lige så godt med de Marvel-serier på Netflix. Mens Jessica Jones, Daredevil og Luke Cage fik rosende ord med på vejen, har Iron Fist fået det modsatte. Serien er blevet sablet ned af anmelderne, som kalder den overflødig, kedelig og mange andre negative termer. Der er simpelthen bare ikke en god historie at fortælle om superhelten med jernnæven. Måske skulle Netflix lære at stoppe, mens legen er god.

Chasing Cameron (doku-serie)

En serie på en streamingtjeneste om en ung fyr, der er stor på de sociale medier. Opskriften lyder som noget, der potentielt kunne blive en succes. Men det blev det bare ikke. ‘Chasing Cameron’ har noget så usædvanligt som én eneste stjerne på Netflix, hvilket mildt sagt vil sige, at brugerne hader den. Det kan der være flere grunde til: Doku-serien om SoMe-stjernen Cameron Dallas er så amerikansk og kvalmende, at man som dansker hurtigt står af. Udover det er hovedpersonen heller ikke specielt sympatisk, hvilket heller ikke hjælper serien på vej.

Flaked (serie)

Will Arnett er en glimrende (og ikke mindst sjov) skuespiller. Men bare ikke i tv-serien ‘Flaked’, hvor han spiller en selvhjælpsguru, der skal holde styr på sine egne løgne. Anmelderne brød sig ikke specielt meget om serien, og det gør vi heller ikke. Det er svært at finde den større historie i serien, og så er den efter vores mening heller ikke særlig sjov. Alligevel kommer der endnu en sæson på et tidspunkt i 2017.

The OA (serie)

‘Kejserens nye klæder’ kunne man også fristes til at kalde denne sci fi-serie, der skulle følge så smukt i fodsporene på den sublime serie ‘Stranger Things’. Det gjorde den bare ikke. Serien er på mange måder nyskabende, men samtidig har folkene bag glemt, hvad grundelementerne i en god serie. Den overordnede historie giver ikke særlig god mening, og hvis man har tålmodighed til at se den til ende, bliver man formentligt skuffet.

True Memoirs of an International Assassin (film)

Når det kommer til Netflixs egne film, skulle man tro, at de stadig levede i 90’erne eller 00’erne. De er nemlig vilde med (tidligere) store stjerner som Adam Sandler og Kevin James. I denne film har Kevin James fået hovedrollen i et plot, vi ikke engang vil nedværdige os til at skrive om. Men filmen har ikke engang fået to stjerner af brugerne på Netflix, mens anmelderne har været endnu mindre gavmilde med stjernerne. Alle film, som Netflix har lavet med Adam Sandler, er ikke nævnt på listen, fordi vi går ud fra, at alle i forvejen ved, hvor dårlige de er.

Arrested Development (serie)

Undskyld, men hvorfor gjorde I det, Netflix? Det kan gøre os vrede, at Netflix genoplivede den sjove kultserie ‘Arrested Development’, når de så ikke kunne finde ud af at gøre det ordentligt. Fjerde sæson kunne ikke leve op til de tre forrige. Hvis man kigger på kvaliteten er den langt fra så lav som på flere af de andre produktioner på denne liste, men vores skuffelse i forhold til mesterværket, som de første sæsoner udgør.

The Get Down (serie)

Eller ‘The Let Down’ kan man næsten fristet til at kalde serien om 70’ernes New York, hvor hip hop og disco er ved at bryde frem på musikscenen. Det er Baz Luhrmann, som står bag serien, og flere kritikere har pointeret, at han måske ikke er den rigtig mand til at skabe en historie om netop dette emne, fordi han ikke har den rigtige fornemmelse for tiden. Måske har kritikerne ret, der er i hvert fald noget ved serien, som ikke fungerer.

Frontier (serie)

Hvad nu hvis vi tager en skuespiller fra ‘Game of Thrones’ og propper ham i en ny periodeserie, mon ikke vi har et hit på hænderne? Sådan har spørgsmålet formentligt lydt på Netflixs kontor, da de opfandt serien ‘Frontier’, som absolut ikke har særlig meget at byde på. Serien mangler grundlæggende at finde ud af, hvad den gerne vil. Slutningen på første sæson er sjusket, og der skal ske et gevaldigt løft, hvis vi skal følge med i sæson to.

The Ranch (serie)

Der er næsten ikke ord til at beskrive, hvor meget vi hader denne her serie på Netflix. Der gik ikke mange minutter, før det stod klart, at den latterlige dåselatter kun gør det endnu sværere at grine af denne tåkrummende komedieserie. Ashton Kutcher er og bliver bare aldrig en særlig dygtig skuespiller. Men serien vender tilbage med en anden sæson, så nogen må have kigget med.

LÆS OGSÅ: Kendrick Lamar lancerer ny single med vild video

LÆS OGSÅ: Guide: De 7 nye musikfestivaler

LÆS OGSÅ: True Detective på ved med tredje sæson