Den øverste etage på Café Victor i Ny Østergade er egentlig lukket af for gæster denne tirsdag eftermiddag. Men i to af de velourbeklædte lænestole i hjørnet sidder Jørgen Leth og Jens Christian Grøndahl side om side i den slags afslappende stilhed, som kun spiller sig ud mellem særligt tætte venner.

Begge er iklædt en pullover og en blazer i mørke nuancer. På næseryggene bærer de begge briller med kulsorte brillestel. Den umiddelbare stilmæssige lighed mellem herrerne går igen på deres CV’er, som for begges vedkommende tæller flere litterære værker. Jens Christian Grøndahl, 58, er forfatter til blandt andet ‘Tavshed i oktober’ og ‘Lucca’ og er kendt for ikke at være bleg for at blande sig i den politiske debat. Jørgen Leth, 80, er digter, filminstruktør og blandt mange kendt som hele Danmarks cykelkommentator.

De to kulturpersonligheders interessefelt ligner endda hinanden så meget, at deres veje krydsede på Filmskolen i starten af 80’erne. Leth var underviser, og Grøndahl var en håbefuld forfatterspire.

“Jeg kan takke Jørgen for, at jeg blev optaget på skolen. Da jeg søgte ind, skulle man skrive et manuskript baseret på et litterært værk. Jeg valgte en lille roman af Søren Kierkegaard, der hedder ‘Forførerens dagbog’. Det var på en måde selvmord. De fleste ville sige, at den er fuldstændig ufilmisk. Men Jørgen kunne godt lide det.”

“Jeg syntes, det var en skide god idé. Kierkegaard er alletiders,” supplerer Leth.

Det blev begyndelsen på mange års venskab og kunstnerisk sparring. Nu har de to venner taget springet ud i at udgive samtalebogen ‘Det er som et digt’ - og det har ført til en ucensureret gennemgang af vennernes refleksioner over alt fra velfærdsstaten til ytringsfriheden.

Hvordan kom idéen til ‘Det er som et digt’?

Grøndahl: “Vi har haft en samtale, som egentlig bare er fortsat, hver gang vi har set hinanden, ligegyldigt hvor lang tid der er gået. Det er jo det, man oplever med de venskaber, som også er kunstneriske. Så min kone Anne spurgte, hvorfor vi ikke optog samtalerne. Det begyndte vi så på for et par år siden.”

Leth: “Men vi anede ikke, hvor det skulle føre hen. Det passer til vores kunstneriske idéer. Jeg har et mundheld om, at tilfælde giver gaver. Vi vidste ikke, om det ville ende med en bog, men turen hertil var god. Det er et godt tegn, at vi har grint meget. Det skaber sammenhæng. Synes du ikke?”

G: “Jo. Humoren bærer det, og den kan fremkalde nogle andre sider af os begge to. Jeg synes, at læserne får nogle sider af dit virke at se i bogen, som mange måske ikke ved så meget om. Det er nok det, jeg er gladest for ved den. Mange kender dig som cykelkommentator og fra dine film, men for mig at se, har hjertet i dit virke altid været digtene.”

Jørgen Leth giver sin medforfatter ret:

“Ja. Mine film kommer også fra digtene. Det hele starter med dem. ”

Samtalebogen som genre gjorde for alvor sit indtog på det danske litteraturmarked i 2003 med ‘Det skal mærkes at vi lever’ af Benny Andersen og Johannes Møllehave. Udskældt af anmelderne og rost af læserne har det været en af de mest omdiskuterede genrer herhjemme. Men Leth og Grøndahl er ikke tvivl om potentialet.

Hvorfor skulle det lige være en samtalebog?

G: “Når man redigerer sådan nogle samtaleoptagelser, som vi havde, har man to valg. Man kan gå efter de steder, hvor vi snakker om noget vigtigt, og så smide resten væk. Så laver man en pæn og ordentlig bog med nogle overskrifter. Her taler vi om litteratur, her snakker vi om politik. Det ville være helt forkert. Vi ville gerne have processen med. Hvordan vi kom fra A til B. Det er den omvej, der viste sig at være det vigtigste. Vi ville gerne have, at det stod som en samtale - også med unøjagtigheder. I bogen kan vi godt sige ‘det ved jeg sgu ikke’. Så kunne vi jo efterfølgende have Google det, men det gjorde vi ikke.”

L: “Det er vigtigt, at man ikke hele tiden slår tingene op. Det er ikke fordi, det er et oprør mod Googleriet. Vi ville bare hellere selv finde ud af, hvad vi mener, synes og tænker er sket. På den måde danner vi vores egen historiske bevidsthed. Ucensureret og utjekket.”

‘Det er ligesom et digt’ bevæger sig vidt omkring. I processen fra samtalerne foran optageren til den trykte bog er ingen emner blevet pillet fra. Alt fra flygtningepolitik, indvandring, socialpolitik til litteratur kommer under Grøndahls og Leths lup. Det er velkendte emner i den danske debat - men vennerne har en vision om at vende det velkendte på hovedet igennem dialog.

Hvorfor har I valgt netop de her emner ud?

G: “Det er jo ikke sådan, at vi har haft nogle bestemte ting, vi gerne vil belære læseren om. Men vi gør os umage i vores samtale med at lytte til hinanden og være nuancerede. Vi prøver at komme ned under klichéerne og se, hvad der er dér. Derfor får vi sagt nogle ting på en anden måde, end de ellers bliver sagt. Det kan man godt have glæde af, er vi højrøvede nok til at tro på. Det er ikke fordi, vi er klogere end andre. Men vi tror, der kommer noget klogt ud at gøre det, vi gør.”

L: “Vi er jo meget sikre på den måde, at vi mener, at der er mange emner, som vi fortæller om på en anden måde end det almindelige, gængse spor. Vi blander os og sender det ud i mængden af stof. Så må folk selv finde ud af, om de har brug for det. Vi synes, de har brug for det.”

G: “Noget af det værste er, når vi danskere bryster os af at være så gode til dialog. Det passer simpelthen ikke. Meget af tiden bruger man sproget, ikke til at tale med og lytte til hinanden og forstå hinanden, men til at overtale. Men Jørgen og jeg har ikke nogen dagsorden. Vi er ikke engang sikre på, at vi har ret. Vi prøver os frem, og den prøven giver noget åbenhed. Det håber jeg, man kan se, men det er højt spil.”

På Café Victor tager larmen fra etagen nedenunder til, som aftenen skrider frem og flere københavnere strømmer ind på caféen. Men heroppe er lyden blot en fjern baggrundsstøj, som fra tid til anden udfylder de få tænkepauser mellem Leths og Grøndahls talestrøm.

Hvad mener I med ‘højt spil’?

G: “Jørgens arbejde har altid været højt spil, der har aldrig været et sikkerhedsnet. Det har altid været sådan, at enten kommer der et digt eller en film ud af det, eller også braser det hele sammen. Så er det ikke en skid, og så står du dér med din bare røv. I din film ‘Det legende menneske’ tager du for eksempel ud i verden for at beskrive mennesker, der leger. Jamen, hvad er det for en idé? Hvad skal der komme ud af det?”

L: “Det er sgu da en god idé.”

G: “Ja, det viste det sig at være. Den tilgang har jeg altid beundret. Du bevæger dig ud på et spindelvævstyndt grundlag, og det kom der en stor og meget vigtig film ud af. Men du ved ikke fra starten, om tingene er noget.”

Jørgen Leth nikker:

“Præcis. Og det vil jeg gerne huskes for.”

LÆS OGSÅ: Jørgen Leth i det nye Euroman: Min stemme har nok givet mig noget ekstra ’sexual mileage’

LÆS OGSÅ: Stort portræt af Jørgen Leth: "Jeg må afskrive flere timer om dagen på grund af depression. Men jeg lever med det"

LÆS OGSÅ: Jørgen Leth: "Unge kvinder er tiltrukket af, at jeg ved noget om kærlighed"