Jonas Breum

dødsfangers sidste ord

Jonas Breum sætter musik til dødsfangers sidste ord

Fællesnævneren er kærlighed og tilgivelse.

Lige inden amerikanske dødsfanger skal henrettes, bliver de ført ind i et rum med to ruder. Bag den ene sidder familien og de pårørende til offeret for forbrydelsen, og i den anden sidder de pårørende til fangen. Inden den dødelige dosis bliver skudt ind i venerne på den dømte, får han mulighed for at sige nogle sidste ord til disse ansigter bag ruden.

Disse ord bliver siden hen offentliggjort. Og det er dem, som den danske musiker Jonas Breum har fundet, oversat og nu synger på sin nye plade ’Endelig fri’.

”Jeg havde ingen viden, inden jeg gik i gang, men jeg havde en masse fordomme om, at fangerne ville være bitre eller vrede. Jeg forestillede mig hadets savl ville løbe ned af mundvigen på dem, mens de fik den sidste olie. Men jeg blev helt forbløffet over, hvad det faktisk var, de sagde. De var overraskende positive, og det gik hurtigt op for mig, hvor åndeligt fattig jeg selv var.”

Her er fx et uddrag fra nummeret ’Tag min hånd’:

’Tag min hånd, jeg kommer hjem
mor og far, jeg kommer hjem
lad nu vreden falde hen

Alle jer, jeg gjorde fortræd
alle jer, jeg gjorde ondt
må I alle finde fred’

Jonas Breum har lavet musik i mange år i bandsene Coolsville, Breumm og de seneste par år under eget navn. I øjeblikket samarbejder han også med andre danske navne, og han er med til at skrive til Peter Sommers nye plade. Det partnerskab har allerede kastet hittet ’Skønne spildte kræfter’ af sig.

Idéen til projektet om dødsfangernes sidste ord kom, da Jonas Breum hørte om to professorers forskning i, hvad bevidstheden om ens død gør ved hjernen. Til grund for deres undersøgelse brugte de netop dødsfangers sidste ord som et bevis for, at hjernen udløser stoffet dopamin, når man ved, at den sidste time er kommet.

Jonas blev nysgerrig på disse sidste ord og blev forbløffet over tonen i dem. Han begyndte at vælge nogle af dem ud, oversatte dem og satte musik til uden overhovedet at læse om fangerne yderligere, eller hvad deres forbrydelser havde været.

”Da jeg havde lavet sangene og var langt inde i forløbet, læste jeg så om deres forbrydelser. Og jeg var helt ærligt ved at kaste op. Jeg havde heller ikke kigget på billeder af dem. Jeg havde fuldstændig isoleret budskabet, hvad de sagde på dødslejet uden at skele til selve forbrydelsen.”

Hvad havde du af moralske overvejelser om at sætte musik til disse menneskers tanker, når flere  af dem har begået frygtelige forbrydelser?

”Man kan sige, at regnskabet for disse personer bogstavelig talt er gjort op. De har betalt prisen for deres forbrydelser. Jeg har også anonymiseret dem ved, at det kun er fangens nummer, som står ved sangens titel,” fortæller Jonas Breum.

Her kan du eksklusivt for Euroman.dk se premiere på videoen 'Endelig fri'. (Artiklen fortsætter nedenunder).

Blandt de forskellige fanger er der flere af dem, der bedyrer deres uskyld til det sidste og trygler sine pårørende om at forfølge sandheden ved domstolene også efter deres død. Mens andre tilstår og angrer ofte forbrydelser de har begået flere årtier før selve dødsstraffen eksekveres.

”Manden, der har sagt ordene til den første single ’Ansigt i ruden’, er et menneske, der aldrig har fået en chance. Han er ligeså begavet som dig og mig, og han fandt både gud og Dostojevskij i fængslet. Men inden da, var han som barn voldtaget af sine forældre, og vokset op på stoffer. Hans eneste mantra i livet var at slå først. Og i en amfetaminrus, da han er 25 år, dolker han to piger. Det kunne næsten ikke gå anderledes for sådan en som ham. Og det fortæller en historie om et vildt samfund, der har en bund, vi slet ikke kan gøre os begreb om.”

Her er et uddrag af hans sidste ord:
’Da jeg var dreng
Tænkte jeg som en dreng

Jeg blev en mand
og drengen han forsvandt
Nu’ jeg et
ansigt i ruden
Da jeg var dreng
nu ved jeg lidt
om lidt ved jeg lidt mere’

Selve dødsstraffen, og måden den bliver udført, kom også bag på Jonas Breum. Her får fangerne oftest en dobbelt dosis dødelig indsprøjtning. Den første dosis lammer hjertet, så de mister bevidstheden og bliver kvalt. Herfra bliver de ført ud af bagdøren og ind i et lille kapel, hvor der er en lille gudstjeneste for dem. Når de pårørende kommer ind til den gudstjeneste, får de et chok, da fangen allerede er blå i hovedet.

”På dødslejet ligner det, at de falder i søvn, men de bliver faktisk kvalt. Jeg ved ikke, hvad der er mest grusomt. Forbrydelserne eller et samfund, der legitimerer hævnen. Jeg synes, der er noget fint ved at kunne lave nogle kærlighedssange ud af disse fanger, der aldrig har fået eller givet kærlighed i deres liv.”

Arbejdet med sangene og albummet kalder Jonas Breum selv det ’letteste’ album, han har lavet, da den kreative proces flød uhindret. Og teksternes budskab gav ham samtidig perspektiv på sin egen tilværelse.

”Jeg har sagt farvel til 5-års planer og ideen om det gode liv. Min generation er vokset op med den følelse af at vi er små guder, der skal ud og skabe vores perfekte liv. Og den livsfilosofi vil gøre, at tusindvis af mennesker er på vej med panden mod muren. For alle os, der er heldige nok at blive gamle vil gøre den erfaring, at vi kan have mange ønsker og drømme, men det er ikke altid os, der sidder bag rorpinden,” siger Jonas Breum og fortsætter:

”Vi er et underligt skuffet folkefærd. Og det bunder i nogle helt sindssyge forventninger om, hvad vi kan kræve af det her liv. Det kommer fra en kultur, hvor vi har fortalt os selv, at alt kan lade sig gøre, og at vi har ubegrænset handlekraft som mennesker. Helt som reklamerne siger: Vi fortjener et fedt køkken, en fed lejlighed. Vi fortjener pæne børn og høj løn. Og mange fokuserer på, hvad de fortjener i stedet for, hvad de kan bidrage med. Det skaber et samfund af små ulykkelige guder, der ikke får, hvad de har fortjent. Og det er synd, for der er en kæmpe frihed i at kysse de der fem-års planer farvel.”

Hans nye samarbejdspartner Peter Sommer mener, at dødsfanger-projektet har været godt for Jonas Breum og hans sangskrivning.

”Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, men jeg tror faktisk, at det var mig, der kom på titlen ’Endelig fri’. Det henviser selvfølgelig til fangerne, men også til Jonas’ egen proces. Jeg tror, han har haft et behov for en gangs skyld ikke at have hånden op i tolvfinger-tarmen på sig selv, når han skulle skrive sange og tekster. Og nu har han taget alle disse tragiske skæbner og historier og løftet dem op til stor kunst. Det er meget meningsfyldt, og jeg kan lide alt ved det her projekt.”

Jonas Breum vil ikke tage på en traditionel turné med disse sange, men vil spille dem i en række kirker rundt om i landet. Ikke mindst på grund af deres salme-agtige kvaliteter. Samtidig vil han benytte de lokale kor til at akkompagnere sig.

Men hvad ville han selv sige, hvis han sad overfor de to ruder inden den dødelige sprøjte?

”Jeg ville sige til mine børn, at de skulle arbejde hårdt på at kaste deres bekymringer bort. Og jeg ville sige til min ældste søn, at han skulle slappe lidt af med at gå op i de nyeste Nike-sko og i stedet bage lidt flere kager. Og når han mærker glæden, skal han blive i følelsen. Så hvis han scorer et mål i fodbold, skal han nyde det lidt. Al den bitterhed og de bebrejdelser som vi alle sammen går med, skal man forsone sig med.”

Jonas Breum er klar over, at disse sange formentlig ikke får meget radio-spilletid eller i det hele taget vil dominere hitlisterne med de sarte sange på den dystre baggrund. Men også bekymringer om det har været en befrielse at slippe, fortæller han.

”Jeg går slet ikke op i anmeldelser eller omtale, for jeg gør meget ud at beskytte det kreative. Det, jeg søger er den fornemmelse, man havde, når man var 10 år og løb rundt i skoven. Hvis man forestillede sig en Spitfire komme flyvende, så kom der en Spitfire flyvende. Og hvis man bredte armene ud, så var man et fly. Og den leg kunne man ikke lege, hvis der havde stået nogle dårlige kammarater eller voksne og sagt: Der er jo ingen Spitfire. Hvis man skal skabe vidunderlige ting, så er man nødt til at holde det kreative rum helt rent. Man skal holde sig fra stemmer, der gerne vil sætte dig i bås.”

De sidste ord i denne artikel kan meget passende være fange 901’s rent faktisk sidste ord:

Jeg har haft tid – jeg har haft tid
til at forstå – til at forstå

Alle de her år – alle de her år
betjent, jeg er klar – betjent, jeg er klar.

LÆS OGSÅ: 21-årige Thomas Korsgaard om sin romandebut: “Det er en kæmpe fuckfinger til dem, der ikke gad at høre på mig”

LÆS OGSÅ: Rasmus Walter: "Jeg er i studiet fra 9-15 hver dag. Det er næsten som et kontorjob, bortset fra at jeg laver musik"

LÆS OGSÅ: Lars Ulrich: "Jeg har mareridt, hvor min arm er lavet af gummi, når jeg prøver at spille"