Da den danske forretningsmand og playboy Pierre Flensborg ankommer til et af Mexicos frygtede fængsler fortæller fængselschefen til de andre indsatte, hvem deres nye medindsatte er:

”Jeg er ligeglad med, hvor meget narkokartelbosser I er, for I er intet til sammenligning med ham, der kommer nu. Den fyr finansierer al-Qaeda, den fyr driver Gaddafis imperium. Han er den eneste terrorist, vi nogensinde har fanget. Den fyr er fucking bizniz. Så I fyre skal slukke for jeres motorer, I skal ikke prøve at måle jer med ham, I skal ikke lege måle-pikke-lege med ham, for han slår jer fucking ihjel.”

Helt så hård er Pierre Flensborg formentlig ikke, men fængselschefens skudsmål er sandsynligvis en af årsagerne til, at danskeren overlever 533 dage i Mexicos nådesløses fængselsvæsen anklaget for at medvirke til en omfattende plan om at smugle Muammar Gaddafis søn ud af Libyens borgerkrig til Mexico City.

Hele det usandsynlige plot kan lyde som blandingen af en krimi, knaldroman og diverse konspirations-teorier, men Pierre Flensborg er en virkelig person, og handlingen i Mads Brüggers nye bog ’11.11.11’ er virkelig.

Eller i hvert fald så tæt på virkelig, man kan komme, når samtlige personer i bogen lyver og bedrager i et omfang, så man bliver helt svimmel undervejs.

”Det er en fortælling om en verden, der er blevet hyper kompleks. Så kompleks, at det er umuligt at oprulle trådene og skaffe valide troværdige oplysninger. Hvad er sandt, og hvem kan man stole på? Historien er fyldt med alle de slagnumre, der går igen i vores tid som hacker-kollektivet Anonymous, Panama-papers, det Arabiske forår, narko-krigen og krigen mod terror. Alle de store problemstillinger bringes sammen på forunderlig vis i denne fortælling,” fortæller Mads Brügger fra sit kontor på Radio 24syv, hvor han til daglig er programchef.

Hele historien starter, da Mads Brügger tilfældigt falder over et billede over den karismatiske Pierre Flensborg i Se & Hør i 2008, hvor han står med sin kæreste, der går under kælenavnet ’brystbomben’, Jackie Navarro. Allerede der bliver han fascineret af Pierre Flensborg som karakter. Et lille år senere står der i Se & Hør, at Pierre nu er sporløst forsvundet, og at Jackie frygter, at der er sket Pierre noget slemt.

Kort tid efter møder Mads Brügger en tidligere dansk jægersoldat, der også har mødt Pierre Flensborg. Her har Pierre fortalt jægersoldaten, at han er med i et hemmeligt selskab, der administrerer en ældgammel asiatisk formue af guld. Slår man op på nettet, dukker den hurtigt op som en af de mest anvendte konspirationsteorier om det, der kaldes Dragefamilierne.

”Jeg sagde til jægersoldaten, at det jo lød som en helt gak-gak-historie, hvortil han svarede: ’Jeg ved det godt, men han sagde det på en så overbevisende måde’.”


Privatfoto.

I november 2011 (deraf bogens titel ’11.11.11’) bliver Pierre Flensborg anholdt i Mexico. I både danske og udenlandske medier står han anklaget for i samarbejde med blandt andet en topchef i en stor canadisk virksomhed at have planer om at smugle Gaddafis søn ud af det borgerkrigshærgede Libyen.

Sagen kommer aldrig for retten, og skyldsspørgsmålet bliver aldrig afgjort, men Pierre Flensborg sidder alligevel fængslet og bliver mishandlet i nogle af Mexicos værste fængsler, hvor han er indsat med ledende figurer af Mexicos største narko-karteller.

Da Pierre Flensborg kommer ud og hjem til Danmark, tager Mads Brügger kontakt til ham. Det starter med talrige møder, hvor Pierre fortæller handlingsforløbet og hændelserne i fængslet set fra hans synspunkt.

I starten af bogen fortæller Mads Brügger, hvordan han endelig kan skrive en historie om en rigtig helt, og hvor han som journalist kan træde i baggrunden.

”Når han bedyrede, at han var fuldkommen uskyldig, og alene et offer for uheldige omstændigheder, troede jeg virkelig på ham.”

Men som deres møder bliver flere, og Mads Brügger taler med flere kilder, ændrer historien totalt karakter. Det bliver en febervild rejse til USA og Mexico, hvor sandheden er en glat sæbe, der glider længere væk, jo tættere på han kommer de centrale personer i et komplot, der var død på ide-plan, hvis det var en kulørt b-film. Det hele er simpelthen for utroligt, uhyggeligt og usammenhængende.

Et egentligt handlingsreferat er tæt på umuligt, men et nogenlunde sandsynligt scenarie er således:

Det store canadiske industrikonglomerat SNS-Lavalin har i årevis plejet nære forbindelser til Gaddafi-familien, som de har fået store ordrer fra. En af deres topchefer Stéphane Roy hyrer Cynthia Vanier, der er konsulent og ifølge Mads Brügger komplet inkompetent, til at smugle Gaddafis søn ud af borgerkrigen på trods af, at sønnen er anklaget for krigsforbrydelser og efterlyst af Interpol.


Mads Brügger og den mexicanske journalist Alberto Vega (tv), der hjælper undervejs i opklaringsarbejdet.

Cynthia Vanier hyrer Gabriela de Cueto, der lever af at lejer fly ud, til at stå for transporten. Gabriela har en affære med sin logistikchef Pierre Flensborg, og det er de figurer, der den famøse dato anholdes i Mexico City. Den canadiske topchef løslades hurtigt, mens de andre sidder længe og under kummerlige kår i fængsel.

Det er hovedkomplottet. Derudover er der ældgamle mexicanske guldobligationer, planer om at åbne en lufthavn i Kosovo og mange, mange flere sidespring i en historie, der aldrig følger et lineært forløb.

”Jeg vågner nogle gange op om natten og er bange for, at jeg har overset noget. På et tidspunkt har jeg også en idé om, at jeg har fundet nøglen til det hele, og det gemmer sig inden i bogen, men at jeg bare ikke har kræfterne eller klarsynet til at opdage det,” fortæller Mads Brügger.

Hvorfor er du interesseret i ham fra begyndelsen? Mange ville måske blot afskrive ham som fantast?

”Grundlæggende orienterer jeg mod ekstremer. Jeg kan ikke lide ’middle of the road’. Jeg taler på et tidspunkt med en forretningsmand, der også er blevet snydt af Pierre Flensborg, og selv om han er blevet snydt, siger han, at Pierre Flensborg er et af de mest interessante mennesker, han har været i nærheden af. Der er også noget trist og stakkelt over Pierre Flensborg. Han bliver fx taget for butikstyveri af to par cowboybukser. Det bliver ikke mere sølle end det. Og samtidigt mødes han i en lobby på et mexicansk luksushotel med en topchef for en af Canadas største virksomheder. Den vekselvirkning er helt utrolig.”

Du har sympati med ham – også hans åbenlyse fejl?

"I høj grad. Det er en bog, der handler meget om fejl og bedrag, og i virkeligheden om måske den mest interessante form for bedrag – selvbedrag.”

Du skriver i bogen, at du selv er skyldig. Hvad er du skyldig i?

”Jeg er først og fremmest skyldig i at fortælle en historie, der ikke kan fortælles. Jeg er også skyldig i at befinde mig i et grænseområde af, hvad der er ret og vrang indenfor journalistik, for jeg har denne romance med min kilde. Jeg bliver så fascineret af Pierre Flensborgs historie, hans fortællergave og min eksklusive adgang til ham, som jeg for enhver pris vil bevare. Jeg er hele tiden bange for at sige eller gøre noget, så det bånd bliver skåret over. Og så er der også et spørgsmål, om man må bedrage en bedrager. Hvis Pierre Flensborg har bedraget mig, giver det så mig ret til at bedrage ham?” siger Mads Brügger og fortsætter:

”Jeg er jo nødt til at gøre, som jeg gør, for jeg ville smadre mit gode navn og rygte, hvis jeg tog alt, hvad han sagde for gode varer. Så havde jeg været en kæmpe klovn. Men det er jo også det, der gør, at journalistik kan være et frygteligt fag.”

På et tidspunkt, mens du researcher til bogen, kommer du galt af sted med dit øje i Mexico City, hvor du får en wire fra sjippetov i øjet?

”Mine fordomme gør, at jeg har en enorm skræk for øjenlæger i Mexico. Bare det at skulle forklare, hvad der er sket var jo helt umuligt. Jeg frygtede, at jeg havde sat gang i en proces, der ville ende med, at jeg får fjernet begge mine øjne ud - og min tissemand. Ha, ha. Men da jeg endelig får behandling, er den faktisk fin. Måske er det med øjet en metafor for et eller andet. Jeg ved bare ikke hvad.”


Mads Brügger kommer til skade med et sjippetorv i Mexico og får en permanent øjenskade. Privatfoto.

Du skriver, at du altid har været fascineret af alpha-hanner som Pierre Flensborg?

”Helt bestemt. Vi kender alle sammen vores populær-psykologi, og det er jo en helt banal projicering. Man vil gerne være det, man ikke er. Og jeg var en brystsvag, rødhåret med stritører, og derfor finder jeg typer som Pierre Flensborg enormt fascinerende.”

Plager det dig ikke længere? Du vågner ikke op om natten og tænker: Er han skyldig?

”Hvis man læser krimier som Agatha Christie, skal der være en elegantier af privatdetektiv, der træder frem med løsningen om, at det var lægen eller cykelsmeden. Noget af det jeg holder mest af ved denne historie er, at man ikke kan afklare skyldsspørgsmålet. Det forbliver åbent. Det er en gave, der bliver ved med at give. I 2018 indledes det juridiske opgør med Cynthia Vanier og SNC-Lavalin og Stèphane Roy i Canada. Og det bliver ubeskriveligt spændende.”

Noget af det mest mærkelige ved det er, hvorfor de hyrer en gruppe af så inkompetente mennesker?

”På den måde ligner det hele også fiktion, fordi den her gruppe så store opportunister og narcissister, som tilsammen er ekstremt overmatchet i forhold til, hvad de skal. Men det kan også være, at det er idéen. At der er en kold ond hjerne bag alt det her, der netop har ønsket, at det skulle udføres af en gruppe umuliusser, for at det netop skulle opdages, og så er vi ude i et Keyser Söze-komplot. Hvis man skal hente en Interpol-efterlyst krigsforbryder ud af en krigszone, hvorfor hyrer man så en undselig konsulent fra Canada, der aldrig har været i en krigszone til at stå for det? Det er virkelig underligt.”

Er du bange for din egen sikkerhed efter den her bog?

”Jeg har lært grundlæggende, at onde mennesker har mange problemer. Du skal bare sørge for ikke at blive deres største problem. Men det er ikke noget, jeg går og tænker på. Det er meget farligere at sjippe.”

LÆS OGSÅ: Filip Nielsen fra Frømandskorpsets første dusin: ”Jeg forestillede mig palmer og strande, men mødte et helvede”

LÆS OGSÅ: De bedste bøger i 2017 - indtil nu

LÆS OGSÅ: Uden om systemet: Sådan finansierede dansk instruktør sin egen film