Vi havde sommerfest i børnehaveklassen og skulle alle sammen synge ’Jeg vil male dagen blå’. Vi var 28 børn, men havde kun tre mikrofoner, og jeg kan huske, at jeg stod sådan lidt bag ved alle de andre. Men på et tidspunkt, midt i sangen, skete der et eller andet inde i mig.
Jeg måtte bare frem! Jeg skubbede mig ud imellem de andre børn, greb fat i mikrofonen, og så sang jeg så højt, jeg overhovedet kunne. Jeg ramte tonerne klokkerent, og jeg kunne se, at de voksne blev synligt imponerede. Hvad skete der lige med ham den lille dreng!? Bagefter fik jeg ros af alle, og den aften følte jeg virkelig, at jeg fløj.
Jeg var kun seks år, men jeg husker det, som var det i går. Jeg havde naturligvis sunget hjemme og elskede i det hele taget at lege med instrumenter. Min far spillede i et 60’er-coverband, og når jeg stod med min plasticguitar foran scenen og kiggede op på min far, tænkte jeg: Det dér, det vil jeg også gerne, når jeg bliver stor. Men det var først under ’Jeg vil male dagen blå’ i børnehaveklassen, at jeg hørte andre børn synge, og i det øjeblik gik det op for mig, at jeg åbenbart havde talent. På den måde blev jeg fra helt lille dreng ham, der var god til musik. En af de andre drenge i klassen var rigtig skrap til matematik, en anden scorede altid mål i fodbold, en tredje var rigtig god til dansk. Men jeg kunne noget med musik.
I 7. klasse skrev jeg musik til hele skolens musical, og jeg blev interviewet i TV/Midt-Vest som komponisten. Jeg stod i min Skive Badeland-T-shirt og var egentlig bare en lille dreng, der ikke tænkte på, hvilket tøj jeg havde på. Siden tog vi på turné med musicalen til skoler i Norge og Sverige, og i hvert land var lærerne meget imponerede over, at det var ham den lille knægt, der havde skrevet musikken. Men der er meget langt fra talent og så til at få succes. Jeg har øvet mig enormt meget og øver stadig mange timer hver eneste dag. Jeg skriver mindst 80 tekster til hvert nyt album for at finde de 12 numre, der ender med at blive udgivet. Jeg føler, at jeg har en slags viser inde i brystet, og når viseren står rigtigt, får jeg ligefrem kuldegysninger. I det øjeblik ved jeg, at jeg har fundet den rigtige tekst eller melodi. Jeg har ikke en opskrift på det, og det kan komme lige pludselig, og uden at jeg aner hvorfor.
Foto: Martin Bubandt
I begyndelsen spillede jeg kun for en lille håndfuld mennesker til mine koncerter, og vi kunne i bogstaveligste forstand lege navneleg mellem numrene. Min første udsolgte koncert foregik i Jazzhouse i København. Jeg kom cyklende og opdagede en kø af mennesker ude på gaden. Jeg måtte klemme mig forbi folk for at komme ind, og det var en helt uvant oplevelse. Men fordi jeg har prøvet begge dele, sætter jeg i dag virkelig pris på hver eneste gæst til mine koncerter. I 2010 skrev jeg under på en international kontrakt med Sony Music, og det var også en vild oplevelse. Jeg blev fløjet til Paris og indlogeret på et luksushotel. Der var champagne og fotosessions, hvor alle Sonys chefer ville hen og stå sammen med mig. I det øjeblik tænkte jeg virkelig: ”Hvad sker der her?!” Jeg er jo bare lille Mads fra Skive.
På min første europaturné spillede jeg for en udsolgt sal i Barcelona. Jeg havde aldrig været i Spanien før, men alle kendte min sange, og jeg var sgu nødt til at ringe hjem til min mor og sige: ”Hæj, der er altså virkelig kommet mange mennesker for at høre mig.” Jeg kniber mig ofte i armen for at forstå, hvad der er egentlig er sket i de senere år.
Singer-songwriter, 29. Udgav i foråret sit nyeste album ’In These Waters’, og er lige nu blandt de største navne i dansk musik. Står bag hits som ’Fact-Fiction’, ’Microscope’, ’Riding Elevators’, ’Elephant’ og ’Overgi’r mig langsomt’. Skrev i 2010 international kontrakt med Sony.
LÆS OGSÅ: Det har jeg lært: Stig Hoffmeyer
