Du er tilbage på ­scenen, hvordan er det at stå deroppe?

”Det er et kæmpe selvtillidsboost at få folk til at grine. Når man skriver et show, sidder man ikke og griner. Man smiler indeni nogle gange, det er den voldsomste reaktion.

Men den jomfruelige oplevelse af, at noget, du har tænkt hjemme foran computeren, ­kommer ud over scenen, og folk griner. Det er fandeme priceless. Det er grunden til, at jeg står på en scene, og jeg kan ikke lade være. Men det var et underligt forløb op til turneen.”

Hvordan underligt?

”På et tidspunkt tvivlede jeg på det hele. Der var nogle emner, som jeg ville have med, men som var svære at behandle. Jeg taler fx om min indlæggelse på psykiatrisk afdeling (Øgendahl blev efter et voldsomt arbejdspres indlagt i 2013, red.), om ytringsfrihed, og jeg forsvarer folk, der er troende, og det sidste er at sætte sig lidt uden for komikerstanden, der er meget ateistisk indstillet. Men jeg synes, jeg har fået det ­masseret, så det fungerer.”

Har du hele tiden vidst, at du ville bruge din indlæggelse i et show en dag?

”Ja. Og det er ikke, fordi jeg i dag tænker på det som en sjov oplevelse, men der er alligevel noget rigtigt i det med, at komedie er tragedie plus tid. Nu har jeg haft tiden.”

Hvad sagde folk til dig, efter det blev offentligt?

”Der var mange især kvinder på sådan 30-40 år, der kom hen og gav mig et kram. Mange havde selv en historie, der mindede om min. Så det var kun positivt. Og så var der nogle tæt på, som ikke nævnte det. Der er jo det lidt mærkelige, at det næsten er nemmere at sige, man har kræft, end at man har haft noget med psyken.”

Gør du noget anderledes i dag for at undgå, at det sker igen?

”Jeg laver skoleskemaer over min dag, og jeg tager én ting ad gangen. Jeg har fx en idé til en lavbudget-spillefilm, og jeg har skrevet den ned i punktform i et dokument på min computer, men det må jeg først åbne, når jeg er langt henne i turneen. Og jeg har fået management. Nogle, der tager nogle beslutninger for mig om, hvad jeg skal sige ja og nej til.”

Du har fx altid sagt nej til ­værtsroller og reklamer på tv. Har det noget at gøre med stress, ­eller er det mere idealistisk?

”Det har ikke min interesse. Det er fiktion og karakterarbejde, der interesserer mig.”

Har det aldrig været fristende? Der er jo en god hyre for tv-­reklamer …

”Det er måske også lidt arrogant at sige, at det vil man aldrig lave. Det kan være om 20 år, når jeg står helt udbrændt og halvfuld på Damhuskroen, at du ser mig i en reklame. Jeg har ikke noget imod, at folk laver reklamer, men som komiker skal man have sin ryg fri.

Jeg blev fx tilbudt en McDonald’s-reklame engang, men to år senere gjorde jeg grin med McDonald’s fra scenen. Man kan ikke tage imod penge med den ene hånd og uddele lussinger med den anden.

Men jo, det har været fristende. Jeg fik tilbudt en reklame for et større dansk bryggeri. Jeg sagde nej tak. ’Men vil du ikke lige høre, hvad der er i det?’ spurgte de. Jeg sagde, at det ville jeg ikke, men så nævnte casteren alligevel et syvcifret beløb. Der fik jeg lige lidt trækninger ved det ene øje, ik’. Men man må jo stå fast på sine principper.”

Er der også standup-job, du ­siger nej til?

”Jeg optræder aldrig til konfirmationer og bryllupper eller lignende, hvor der er meget stor aldersspredning. Det er svært at gøre både en på 14 og en på 89 tilfreds.”

Har du oplevet det?

”I starten af min karriere optrådte jeg til et bryllup, hvor der var en dame, som … vi delte ikke humor. Det var en pensionistmoden dame, som meget tidligt i min optræden rejste sig op, gik tværs igennem selskabet og hen lige foran den lille repos, jeg optrådte på. Hun slog sig på panden og sagde: ’Hold kæft, hvor er du en idiot.’ Min optræden var brudens gave til gommen, så hun angreb jo også brudens gave. Hun kunne stille og roligt have rejst sig og gået ud langs væggen, hvis hun ikke kunne lide det. Bagefter kom gommen hen til mig og var glad. ’Hende der, hun er sgu altid sur,’ sagde han bare.”

Var hun fuld?

”Nej, det havde måske hjulpet. Hun var bare vred.”

Hvad gjorde du?

”Jeg kommenterede vist på, at hun var lidt oppe i årene. Så jeg greb i skuffen med de billige point. Og så må man sørge for at komme tilbage til nuet til dem, der gerne vil høre på én. Det ville give en alt for negativ stemning at bruge for meget energi på hende.”

Er du gået for vidt i den slags ­situationer?

”Jeg optrådte en gang i Hillerød på en café, og der kom en meget, meget fuld pige ind og var meget larmende. Hun havde fået nok at spise gennem længere tid, for nu at være diplomatisk. Hun ødelagde nærmest showet. Jeg sagde: ’Sæt dig ned, lille skat,’ fordi hun var alt andet end lille. Lige da jeg havde sagt det, ønskede jeg, at jeg havde været bedre end at ty til fat-shaming. Jeg blev så flov, at jeg prøvede at undgå at kigge derhen. Men man prøver jo at overleve på scenen.”

Er nogen blevet så vrede, at de ligefrem har truet dig?

”Engang sad der en fyr på første række og brægede op under et show på Comedy Zoo i København. Til sidst tog jeg hans fadøl og hældte ud over ham. Det var om ikke en voldelig handling, så en fysisk handling i en situation, hvor jeg burde have vundet med ord.

Der kom ­sådan et ’det gjorde han bare ikke’-gisp fra publikum. Han kom hen bagefter og var vred. Det er nok dengang, jeg har været tættest på at få nogle på lampen. Men jeg sagde: ’Hvad vil du have, jeg skal gøre? Du reagerede ikke engang, da jeg henvendte mig til dig, du ­snakkede bare videre med sidemanden.’ På en eller anden måde endte det med, at vi fik snakket sammen og fik en øl.”

Er du også blevet skældt ud på sociale medier?

”Nej, men jeg tror, jeg ville tage det ret roligt. En shitstorm er bare et her og ­nu-opkast ned i tastaturet, som ­fordamper igen. Men af alle de ting, jeg har talt om på scenen, har jeg fået en Karen Blixen-sammenslutning på ­nakken. Jeg blev simpelthen opsøgt på min ­hjemmeadresse af en, der forsvarede ­Karen Blixens eftermæle.

Han havde et brev med, jeg skulle skrive under på, hvor jeg undskyldte og frasagde mig, hvad jeg havde sagt om Karen Blixen.

Der var så mange fremmedord, at jeg ikke forstod halvdelen af brevet. Han var en litterær super-elitist. Men han mente i hvert fald, at jeg havde sølet hendes eftermæle til.

Han havde sendt en lang mail noget tid inden, som jeg forsøgte at svare pænt på. Jeg havde ud fra mailen troet, at han var omkring 60, men da han dukkede op, viste det sig, at det var en ung mand. I showet talte jeg om, at de behandlede Karen Blixens syfilis med kviksølv, så hun så ret spacey ud. Jeg har læst lidt om hende, og hun var en ­voldsom dame.

Det kunne have nogle konsekvenser at være i nærheden af hende. Så jeg kørte lidt på hende, primært på hendes udseende, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at der ville komme problemer.”

Var han rolig eller vred at høre på?

”Han var køligt uhyggelig. Jeg kunne ikke finde ud af, hvor jeg havde ham. Det er jo også komisk, at Karen Blixen skrev under pseudonym i starten og endte med at kæmpe for, at alle har ret til at have en stemme. Hans aktion modarbejdede nærmest det, hun stod for.”

Hvad sagde du til ham?

”Jeg prøvede at forklare, hvordan jeg så på det. Dialogens vej. Indtil min kone sagde, han skulle pisse af, og hvis han kom tilbage, ville han blive politianmeldt. Der var hun ligesom manden i huset.”

Gik han så?

”Ja han gik, da min kone ligesom … trådte i karakter. Jeg går også, når det sker.”

Mick Øgendahl er på danmarksturné med showet ’Fest’ frem til slutningen af april næste år. Tidligere har han bl.a. stået bag tv-serien ’Tomgang’, tv-sketchshowet ’Tak for i aften’ med Rune Klan, turneret med flere standup-shows og været ­medforfatter på, og skuespiller i, flere film, fx ’Blå mænd’ og ’Alle for én’.

LÆS OGSÅ: Kasper Bjerre blev afhængig af Tinder: ’Det var en form for kæderygning at swipe frem og tilbage’

LÆS OGSÅ: 10 ting til manden, der påstår, han ikke ønsker sig noget til jul

LÆS OGSÅ: Se listen over de højst betalte YouTube-stjerner