____________________________________________________________________________________________________________________________________
DEBAT: Diskussionen om kvaliteten i den brede smag i dansk musik fik forleden et par kærlige ord med på vejen, da Kim Kix fra Powersolo publicerede nedenstående på sin facebook-profil. Det er en interessant diskussion med synspunkter, der konstant bør udfordres: Skal musikken forbruges som en populærkulturel mellemvare eller er det dens opgave at sigte højere og stille krav om involvering og stillingtagen fra dens lyttere?
Musikindustrien har været under pres siden de digitale formaters indtog, men en gentænkning af strukturen i branchen lader vente på sig. Nogle tror, kampen skal vindes på markedsføring, mens andre mener, den skal vindes på instrumenterne.
Vi bringer her Kim Kix' indlæg i sin oprindelige form.
____________________________________________________________________________________________________________________________________
Kære Uven.
Jeg har tænkt over det et stykke tid. Kan man overhovedet tillade sig det. Jeg kan egentlig ikke lide at være uvenner med nogen. Konflikten er ikke min livret. Men jeg har mine uvenner. Jeg har mine konflikter. De er nødvendige. Måske ved mine uvenner ikke, at vi er uvenner. Det er ikke altid, jeg fortæller dem det, eller at de opdager det. Kære Uven. Kære fordi du er katalysator for min egen virksomhed. Mit arbejde. Mine holdninger. Mine beslutninger.
Jeg har en uven. En flink uven faktisk. Jeg kender ham. Han er ikke en nær ven, men en dog en ven. En perifær ven, vil jeg sige. Måske nok mest en bekendt.
Vi er i samme ”branche”. Vi har et par ting til fælles. Han bor i Danmark, det gør jeg også. Han er forsanger i et band, det er jeg også. Han hedder Simon Kvamm. Han er forsanger i Nephew. Jeg hedder Kim Kix. Jeg er forsanger i Powersolo.
Simon var ham der fik hele Danmark til at klappe i takt. Eller ude af takt. Han og hans venner fra Nephew. Jeg kender et par af medlemmerne i Nephew. Kristian Riis. Han er min ven. Jeg har ikke set ham i lang tid, eller talt med ham. Han inviterede mig til komsammen i sommerhus for efterhånden et år siden. Jeg kunne ikke deltage. Jeg var selv på farten i Frankrig, med mit eget band. Kristian er guitarist i Nephew. En driftig mand med mange gode idéer og en charme, der er de færreste forundt. Han hjalp mit band en del i starten af 2000'erne. Som booker, som tourmanager og som chauffør. Han er også en del af ”branchen”.
Musikbranchen. Den er jeg også en del af. Det vil sige, jeg er en del af den, fordi jeg er ikke kan undgå at være en del af den. Jeg er afhængig af den. Jeg kan ikke undgå at være en del af musikbranchen. Jeg tjener mine kroner, euro, dollars, franc i musikbranchen. Så jeg er afhængig af musikbranchen. Men jeg har en konstant konflikt kørende med denne musikbranche. ”Branchen”. Hvorfor i gåseøjne? Fordi jeg nogle gange bare ikke kan bære at være en del af den branche. At blive sammenlignet med andre i ”branchen”.
Jeg er i hvertfald ikke en del af den danske musikbranche. Jo jeg er! Nej jeg er ikke! Jo jeg er...
Det er jeg jo.
Nephew. Åh... nej! Ikke igen. Jeg er sgu da ligeglad med hvad fanden de render og laver. Eller hvad fanden Simon Kvamm råber. For det er det han gør. RÅÅÅÅÅBER! Som en anden fodbold tosse til en røvsyg ”Superliga”-kamp. Ja – han har sgu skrevet en sang om fænomenet, den kan vistnok kun forstås af fodboldtosser. Oveni købet IKKE til videre fortolkning, som han siger. Dét giver mig koldsved ned ad ryggen.
Simon er en flink mand, når jeg møder ham. Lidt nervøs faktisk og ikke så højtråbende. Han fornemmer, at det ikke imponerer mig overhovedet. Han har interviewet mig ved flere lejligheder. Blandt andet til P3 og Radio 24syv. Det er begge gange været hyggeligt og interessant. Ret personligt faktisk. Simon Kvamm er god til at spørge og lytte.
For en måneds tid siden var jeg ude og spise med min kæreste. Stille og roligt en fredag aften. Mætte og halvtrætte luntede vi hjemad mod Frederiksbjerg, Aarhus. Da vi kom til Frederiks Allé undrede vi os over støjen og de mange unge mennesker, ja vel nærmest børn, som slingrende og højtråbende ”angreb” 7 Eleven og Gerners Grill for en akut kur mod alkoholforgiftning.
Flere hundrede mennesker. Ligesom når der har været kamp på stadion, bare den forkerte vej.
Fælles sang. ”Så klapper vi i takt” og ”Dark Wader”!!? Hvad sagde du??! Jamen allerede dér!
”Hvad sker der?” Udbryder min kæreste. Ja. Hvad fanden sker der?! Er det ungdommen? Ja, det er det. Og det er også dem i trediverne og fyrrerne. Dem med ”rakethår” og Helly Hansen tant og fjas. Det sidste ryk-ind fra oplandet i stiv stiv fællessang.
Jeg bliver voldsomt irriteret! Jeg bliver oveni købet genkendt og anråbt af en brednakket fyr i t-shirt, ”Hey! Du spiller sgu da i det der Powersolo”.
Nej – jeg er fanme IKKE en del af ”branchen” og jeg brug for at have uvenner. MASSER af uvenner. Jeg ELSKER mine uvenner. Mine fjender. De giver mig lysten til at spille hårdere, hurtigere, længere, sejere. Tage folk i kraven og hviske dem frække ting i øreret.
Jeg hader Nephew! Ikke drengene – de er flinke nok, som jeg plejer at sige. En er oveni købet læge. Måske deraf Kvamms store pupiller, når han kommer løbende over for at sige hej på Headquarters. Jeg ved det ikke. Men jeg kan fanme ikke lide Nephew! Jeg kan heller ikke lide dem, som kan lide Nephew. Ja, jeg har faktisk meget lidt respekt for dem. Jeg har mere respekt for Nephew end for deres fans. For hvordan helvede kan man være så dum at lade sig forføre af noget, som mest af alt ligner et U2-kopiband fra Ålborg, der IKKE kan redde nogen i verden?!
Det er også de fans, der voksede op med ”Drengene fra Angora”. Jeg var vild med ”Drengene fra Angora” - Team Easy On og det hele. Jeg har skraldergrinet og slået mig på lårene, afsnit efter afsnit. Hold kæft, de kunne ramme noget i dansken.
Stakkels Simon. Jeg forstår godt, at han beklager sig i et personligt doku-program. ”Jeg har intet privatliv”. Og folk står og flår i ham til det ene afterparty efter det andet, som er arrangeret af hans eget management for at score kassen yderligere. ”Simon, Simon! Sig som Baune, sig som Baune!!!”
Nej! Jeg er ikke i tvivl. Jeg har fanme brug for den uven! En fjende. Ingen tvivl.
På tirsdag (tirsdag 19. nov., red.) skal vi stemme til kommunalvalget. I den forbindelse har StemDK Valgkampagne hyret Simon Kvamm til i en video at lægge op til tre vigtige ord.
Først præsenterer han sig. Så snakker han sort, og så RÅBER han tre ord ud i fjæset, på det der nok i virkeligheden hellere skulle have været en 18-årig forvirret dreng eller pige. Nok mest dreng.
I hvertfald ikke mig. På al for lang tid, og pinlig krumme-tæer-agtig måde, prøver han at fremsige et budskab, som er totalt ude af takt, usympatisk, usexet og humorforladt. Et ”budskab” som vistnok var ment som en opfordring til den unge medborger, om at gå til stemmeurnen i tirsdags og tage ansvar. HVAD VIL DOOOO??!!
Sidst jeg svarede på det spørgsmål, endte jeg på skadestuen og tre stæng i hagen.
JA! Fanme så! Jeg har en god uven i Simon Kvamm og hans skrydende slæng, og tak for det.
Men helt ærligt. Et semi-taktfast budskab og fo'båld-råb i fjæset tror jeg sgu ikke rykker meget i hovedet nogen som helst. Det skulle da lige være en en mor til tre fra Solbjerg med eget tøjlagersalg i garagen og mand med eget firma, der glemte at stemme DF ved forrige valg.
