For 50 år siden blev John F. Kennedy skudt gennem hovedet i Dallas. En ny bog lancerer teorien om, at hans bror stjal – resterne af – præsidentens hjerne.

I 1966, tre år efter at USA’s store håb og inspirator, præsident John F. Kennedy var blevet myrdet, kom det frem, at hans hjerne var forsvundet fra National Archives i Washington. Konspirationsteoretikere har siden kastet sig over den kendsgerning ligeså frådende, som når de ’afslører’ månelandingen som løgn og hjemmevideo.

Hjernen er blevet fjernet af myndighederne – lyder deres forklaring – for at skjule beviser på, at han blev skudt forfra og ikke i baghovedet af Lee Harvey Oswald. Oswald blev blot brugt til at skjule en større sammensværgelse, der, alt efter hvem man spørger, involverer CIA, KGB, vicepræsident Johnson, mafiaen, eller (og selvfølgelig) noget med UFO’er.

En ny bog har dog et nyt, men stadig opfindsomt bud: Hjernen blev fjernet af præsidentens bror Robert for at sikre, at det aldrig kunne spores, hvor store mængder medicin præsidenten måtte tage bl.a. på grund af rygsmerter. Det skriver James Swanson i bogen ’End of Days: The Assassination of John F. Kennedy’.

Her skal vi ikke gå nærmere ind i argumenter for og imod, hvor hans hjerne havnede. Sikkert er det dog, at den forsvandt, og her deler JFK skæbne med en anden historisk leder, der også mistede en kropsdel efter sin død.

Ikke nok med, at kejser Napoleon var blevet drillet pga. sin lille statur. Ydmygelsen skulle åbenbart fuldbyrdes ved, at man fjernede ’lille Napoleon’ efter hans død på øen St. Helena i Sydatlanten i 1821. Historien går således: Lægen skar Napoleons penis af under obduktionen, gav den til en præst, som bragte den med sig til Korsika. Præstens familie var i besiddelse af organet indtil 1916, hvor det blev købt af en brite.

Siden blev Napoleons penis bl.a. udstillet i New York i 1927 (noget medtaget, da den ikke havde været opbevaret i formaldehyd.) Senere blev den købt af en amerikansk læge, der i øvrigt havde været til stede under John F. Kennedys obduktion. Han opbevarede den i en kuffert under sin seng i New Jersey. Så vidt vides er den stadig i familiens ejendom. Efter lægens død fik Tony Perrottet, der er forfatter til bogen med den fremragende titel ’Napoleon's Privates: 2.500 Years of History Unzipped’, lov til at se den.

”Der lå den: Napoleons penis på et stykke bomuld. Meget smukt placeret og meget lille og meget indtørret. Ca. fire cm lang,” som han beskrev oplevelsen over for National Public Radio.

James Swansons bog ’End of Days: The Assassination of John F. Kennedy’ kan købes på Amazon.

FACEBOOK Bliv ven med Euroman