Denne sommer genfandt Mew sin oprindelige form, da bassist Johan Wohlert, vendte tilbage til bandet.

Samtidig annoncerede bandet, der med guitarist Bo Madsens ord spiller stadion-indie, en turne i Norden, der går i gang til november. De første koncerter er allerede udsolgt.

Men hvad kræver de fire bandmedlemmer så, at koncertarrangørerne har klar til dem, når de er på tour?

Det kan man få et indblik i her, med udgangspunkt i deres såkaldte hospitality rider, altså al mad og drikke med mere, der indgår som et krav i Mews kontrakt, når de spiller.

Eksemplet her er taget fra Mews optræden under festivalen Vanguard i august, og som man kan se, er der ikke så meget klassisk rock n’ roll på menuen, men derimod broccoli, gulerodsstænger og te.

I det hele taget er det en vældig høflig rider, der forklarer, at bandmedlemmerne og deres produktionshold vil værdsætte økologisk frugt, at forsangeren på forhånd siger mange tak, hvis en særlig lindrende te kan fremskaffes, og at madresterne fra deres forplejning i stedet for at blive smidt ud bør blive givet til det lokale herberg for hjemløse.

Og så er det åbenbart en klar fejl at servere tyggegummi med frugtsmag for de fire rockstjerner, mens Mars og Snickers og deres venner er fuldstændig bandlyste.

Okay, nu skal vi heller ikke gøre de fire rockstjerner til rene helseapostle. For selv om de er professionelle voksne mænd, skal der selvfølgelig også være adgang til sprut, hvis nogen får lyst til at feste. Men det skal ikke være Jack D., men 7 år gammel rom – man har vel stil.

Du kan læse mere om Mew i det nye nummer af Euroman, der kommer i handelen torsdag.

Du kan selvfølgelig også blive abonnent på samme fortræffelige blad.

Her kan du nærlæse et uddrag af Mews rider: