”Der var en accept af, at man godt måtte fjumre og være dum og grim og ryge i smug.” Engang var det at være barn en anden sag end i dag. I en ny bog tager Jens Blendstrup os atter rundt i barndommens forstad til Århus, hvor de gode historier og galskaben lurer bag hækken.

Mere frihed, galskab og opfindsomhed som følge af usigelig kedsomhed. I sin nye erindringsbog ’Luskefisefortællinger’ rejser forfatteren igen tilbage til 1970’ernes Aarhus, hvor unger strejfer rundt med mere eller mindre flatterende øgenavne som Klunke, Neger Thomas og Tykke Michael. Her har de frie tøjler til at eksperimentere med, hvad der sker, når man lader gassen stå tændt eller putter dynamit i et lokum.

”Vi havde meget frihed dengang. Der var ingen mobiler. Og de voksne gad ikke interessere sig så meget for vores liv, at det gjorde noget. De lod os være i fred. Ikke sådan at de var ligeglade, men det var bare ikke sådan, at man skulle sidde og pudse på sine børn som var de en vase, som mange forældre gør i dag,” fortæller Jens Blendstrup.

Romanen er en slags opfølger til Jens Blendstrups store folkelige gennembrud ,’Gud taler ud’, der handler om hans far. Og også i denne bog spiller den alkoholiserede fader en rolle, men det er børnene og deres univers, som er udgangspunktet.

”Vi røvkedede os. Men det var lettere at forsvinde. Og det tror jeg, børn har brug for. I dag er der også alt for mange ting, man skal være bange for. Vi lever i et overoplyst samfund. Det er lidt som i et terrarium, hvor lyset aldrig bliver slukket. Og dengang blev vi nærmest opfordret til at gå vores egne veje. Der var en accept af, at man godt måtte fjumre og være dum og grim og ryge i smug, uden man skulle have lykkepiller. Det er trist, at vi i dag skal ligne hinanden for at fungere. Og blive accepteret. Al magt til vanviddet.”

Mens forældre, regeringen og det generelle samfund gerne ser ungdommen presset igennem uddannelsesinstitutionerne så hurtigt som muligt, er det et helt andet råd, fortælleren får af faderen i bogen.

”Slap af og vær lille, du kan tidsnok gå skævt og skele og eje tusind millioner og miste dem igen. Nyd det for helvede. Nyd det,” siger han, da drengen i et anfald af karriereangst overvejer en læreplads.  

Jens Blendstrup mener også, at man skal passe på med ikke at tage barndommen fra de, der er børn nu.

”Måske burde der være en måned hvert år, hvor vi voksne kom i vuggestue eller bare ud på vejen med vores cykler. Det er noget, vi har glemt. Og det er derfor, vi har et samfund, der bliver mere og mere rigidt, kedeligt og ensformigt. Jeg tror Helle Thorning-Schmidt og måske særligt Enhedslisten ville have godt af at gå ud på vejen og lege krig eller spark i dåsen og lade være med at gå ind, men se natten komme og råbe: "Helle i dåsen." Men det er selvfølgelig min personlige sygdom. Jeg tænker hele tiden, hvordan Lars Løkke så ud, da han var syv år. Legen bør ikke være noget, der kun kommer tilbage, når vi har små børn, eller når vi bliver senile og sidder og stirrer ind i en væg på et plejehjem. ”

Flere gange har Jens Blendstrup taget af hovedstolen fra sin opvækst. Udover ’Gud taler ud’ har han også skrevet om sin soldatertid i den glimrende 'Bombaygryde', og i øjeblikket arbejder han på en bog om sin egen voksne livsfase, der kommer til at hedde ’Slagtekoner og bagerenker.’

”Den er ikke helt selvbiografisk. Men jeg har et behov for at beskrive alle aldre. Det er dog også lige meget, om det er min egen historie eller ej. Jeg synes ofte, det bliver mindre af, at man siger, det er en selvbiografi. Det eneste, der er vigtigt er, om historien holder. Det betyder rigtig meget for mig, at det ikke bare er personlig afskrift. Det må aldrig blive kedeligt.”

Jens Blendstrup nye bog ’Luskefisefortællinger’ udkommer 17. januar.

TWITTER Følg os på twitter