Hun har "Fuck all haters" tatoveret på sin venstre kæbe, som bliver til en kind dækket af tatoverede, sorte leopardpletter. De fortsætter forbi de optegnede sorte øjenbryn og op til hendes pink hår.

Hun er på Istedgade for at fyre den af, fortæller fotografen Thomas Skou, som har taget billedet af hende. De sad og snakkede, fordi hun syntes, hans hjemmelavede leopardskateboard var nice.

Thomas Skou er fotograf. Både som erhverv, og når han bevæger sig rundt på Vesterbro, hvor han bor. I lommen har han altid et af sine fire faste kameraer, så han kan skyde, når der skal skydes.

LÆS OGSÅ: 19 ting du skal opleve i Aarhus

En række af hans billeder fra Vesterbro er med i en ny bog, BÅV 2, som udkommer den 8. juni på Byens Forlag. Den er efterfølgeren til bogen BÅV, der handler om Vesterbro-kiosken KIHOSKH. Denne gang handler bogen om hele Vesterbro.




"Mit hood, min gade, altid random lort på gaden - mit winterwonderland. Det er bare hvidt guf som mine øjne labber i sig. Haps," siger Thomas Skou.


Kameraet med i pausen
Med i bogen er også andre forfattere, kunstnere, musikere og Peter Gottlieb, der som 19-årig i 1979 skød billeder af et Vesterbro, han lige var flyttet til.

"Der er både noget melankolsk og lykkeligt i billederne, og det er i virkeligheden en ret sand skildring af Vesterbro på det tidspunkt, synes jeg. Jeg havde det meget fedt derinde, men kunne også se, der var nogle, som havde det rigtig skidt," siger han til euroman.dk.

Som et af de mere melankolske billeder nævner han blandt andet manden på bænken, der foroverbøjet slumrer hen.


Foto: Peter Gottlieb, 1979

Peter Gottlieb var i praktik som tømrer. Når han havde frokost, gik han ud med sit kamera.

"Men en dag var der så en mand, der spurgte, hvad jeg egentlig lavede. Jeg var sådan lidt nervøs og havde ikke turdet spørge om lov til at tage billeder, så jeg holdt op igen efter tre dage. Men altså alt godt varer jo ikke for evigt," siger han.

LÆS OGSÅ: ”Da jeg begynder at tabe håret, er det eneste, der bliver hængende, mit skæg. Jeg ligner Walter White”

Der gik flere uger, før han fik fremkaldt billederne dengang. Så at han havde fanget noget for ham helt særligt, så han først med flere ugers forsinkelse. I dag har han flere af billeder rammet ind.




Foto: Peter Gottlieb, 1979

Vildt mange barnevogne på Vesterbro
For Thomas Skou er Vesterbro hans hood, hans øjesten, et sted han har hørt til de sidste otte år. Det er her, han har sit lokale netværk, hvor et lille samfund udspiller sig i et meget større København.

"Spillet ligger for mig imellem Trendsales-mødrene med den rigtige barnevogn, indvandrere, der skralder i containeren og kommer deres ting i en barnevogn, og manden med hunden og barnevognen, hvor han har sit liv. På en eller anden måde går de alle sammen side om side med deres barnevogn med deres guldklumper i."

Selv sidder han og slubrer sin morgencortado i Enghave-enden af Vesterbro, men han kan faktisk allerbedst lide den anden ende med stykket fra Gasværksvej til Hovedbanen.

Her er der de særlige karakterer og udskud, som han bliver draget af, siger han. Det er livsbekræftende, og her bydelen for ham træder i kraft.

LÆS OGSÅ: "Aalborg, du er stadig min gamle havneluder"

Han skyder billeder for sig selv og ret mange af dem. Billederne, han har med i bogen, er taget fra 2013 til 2015, når han tilfældigt faldt over noget, han kunne lide. Som pigen med leopardprikker eller den store Mercedes, som fladede ud i Kødbyen.

"Den har en ekstremt flamboyant nummerplade, som helt enkelt siger alt om nye tider i bydelen og Kødbyen især. Forudindtaget og let fnisende tænker jeg, at ejeren er af asiatisk afstamning. Derfor WONG1. Synes det er genial humor," siger han.






"Amerikanske pro-skatere elsker københavn, cykler og vores frihed. Smukt clash, som ender i smukt crash," siger Thomas Skou.

Vesterbro er fyldt med lommer
Halmtorvet havde for Peter Gottlieb en hel særlig stemning, dengang han boede der. Da han flyttede videre til Nørrebro i 1980'erne, besøgte han af og til torvet for at komme midt ind i Vesterbros stemning.

"Der var sådan en hel særlig lomme," siger han. Lommer der også findes lignende af på for eksempel Nørrebro; lommer mennesker skaber, fordi de lever deres liv der.

"Folk levede deres private liv, og det var også derfor, jeg fik at vide, jeg ikke bare kunne tage billeder, tænker jeg. Men selvom alle levede hvert sit liv, så følte jeg mig ikke alene, jeg kunne fint kede mig, men jeg kunne også altid møde nogle mennesker, bede om en cigaret og falde i snak. Hvis jeg altså havde lyst."

Men hvordan Vesterbro præcis har udviklet sig de seneste 40 år, det er svært at definere, siger Peter Gottlieb.

Han bor ikke længere i København, men han er overbevist om, at han kan finde samme små lommer af liv i dag. Som de to mænd på bænken eller de tre personer foran købmanden.

"Det er det, Vesterbro rummer. Liv i alle afskygninger."

Præcis det samme og helt uafhængigt istemmer Thomas Skou:

"Alt foregår jo på Vesterbro. Livet foregår i alle mulige afskygninger."




Foto: Peter Gottlieb, 1979






"Jeg bor 100m fra dybbelsbro. Der kan jeg fange nogle vilde solnedgange og siluetter af liv. Toge der bumler, dyttende biler, pulsende skorstene, en hverdag som kører regelmæssigt. Der er luft, måske ikke den mest friske, men det er et dejligt åndehul. Jeg har ikke tal på hvor mange solnedgange, jeg har skudt den vej," siger Thomas Skou.

LÆS OGSÅ: 9500 Hobro. Byen der bliver i Superligaen

LÆS OGSÅ: Amager for evigt

LÆS OGSÅ: Nørrebro er med i Apples nye verdensomspændende fotogalleri

Jeg bor 100m fra dybbelsbro. Der kan jeg fange nogle vilde solnedgange og siluetter af liv. Toge der bumler, dyttende biler, pulsende skorstene, en hverdag som køre regelmæssigt. Der er luft, måske ikke den mest friske, men det er et dejligt åndehul. Jeg har ikke talt på hvor mange solnedgange jeg har skudt den vej.