”Elvis er ikke min gud, selvom det er tæt på. Jeg spejler mig ikke i ham, for det er jeg slet ikke god nok til, men jeg ser op til ham og tænker på Elvis næsten 24 timer i døgnet.”

Henrik Knudsen er en 52-årig selverklæret Elvis Presley-nørd. Han er formand for den danske Elvis-fanklub og ejer verdens femtestørste Elvis-samling. Han er også manden, der fik idéen til at bygge et museum til ære for idolet på en brakmark sydøst for Randers, og så er han manden, de amerikanske Elvis Presley-rettighedsejere sidste år sagsøgte for 1,5 mio. kr. En sag, der netop er faldet dom i.

For selvom den hoftesvingende rock’n roller for længst er død og borte, lever hans arv videre. Både hos millioner af fans over hele verden, men også i form af copyright-beskyttede virksomheder.

Forklaring følger. Men først skal vi til en større motortrafikvej sydøst for Randers, få hundrede meter fra Randers Storcenter og mellem Bauhaus’ drive-in trælast og Euromaster dæk- og autoservice.



Her har Henrik Knudsen nemlig opført et Elvis-museum, der udvendigt er inspireret af Presley hjem, Graceland i Memphis. Det har kostet 26 mio. kr. at bygge stedet, som udover Knudsens private Elvis-samling indeholder en diner, en museumsshop og et festlokale.

Indtil for relativt nyligt hed museet Graceland Randers, men museet og Knudsen blev sidste år sagsøgt af de amerikanske Elvis-rettighedshavere for brud på ophavsretten, blandt andet hvad angår navnet, og derfor hedder museet i Randers nu hedder Memphis Mansion Randers i stedet.

”Jeg ser meget op til ham dels som musiker men især som menneske. Han var et meget gavmildt menneske. Han hørte en dag om en betjent, der var blevet skudt, hvis efterladte kone og fem børn, han så købte et hus til, uden at de fik at vide, hvem der havde købt det til dem. Det er sådan noget, der gør ham fantastisk,” siger Henrik Knudsen og fortsætter:

”Den ånd, og den måde at være på, prøver jeg at tage til mig. Fx har jeg de seneste to år fejret  juleaften her på Memphis Mansion med enlige forældre, og vi har givet en konfirmationsfest for en familie, hvor moren var død to dage forinden.”

Også den materielle arv fra Elvis har Henrik Knudsen taget til sig. Hans samling er forsikret for næsten 11 mio. kr. og tæller 80.000 forskellige genstande. I sit hjem har han den del af samlingen, der ikke er plads til på museet, i bilen på vej på arbejde hører han gerne Elvis, især yndlingsnummeret ’Suspicious Minds’.

Når han parkerer bilen på museets parkeringsplads bliver han med det samme mødt af højttalere, der spiller ’Always Elvis’, hans internetradiostation, der, som navnet indikerer, spiller uafbrudt Elvis-musik døgnet rundt.

Og når han ikke søger efter nye elementer til sin samling, viser han gæster rundt på museet. Ferierne bruger han i øvrigt på at rejse på Elvis-ture til USA. Alligevel bliver han aldrig træt af idolet:

”Jeg er glad for is, men hvis jeg skulle spise det hver dag, ville jeg blive træt af det. Sådan har jeg det ikke med Elvis. Ikke én eneste gang, siden jeg blev fan, har jeg fået nok. Hver morgen er jeg lykkelig over, at jeg har mulighed for at bruge så meget tid på min passion.”

”Jeg var 13 år, da Elvis døde, og der blev jeg fan. Mine forældre og jeg sad derhjemme i stuen og så TV Avisen, da oplæseren sagde, at Elvis var død. Så snakkede alle om det i lang tid efter, og jeg tænkte, at det var utroligt, at man kunne være så stor, at ens død var noget, man talte om over hele verden,” husker Henrik Knudsen.

Elvis’ datter, Lisa Marie Presley, var kun ni år, da hendes far døde. Derfor blev firmaet Elvis Presley Enterprises Inc, der siden 1957 har ejet Elvis’ musik, fotos, navn og afbildninger foruden hans ejendele og hjemmet Graceland, varetaget af først Lisa Maries farfar, Vernon Presley, siden hendes mor, Priscilla Presley, i samarbejde med handelsbanken i Memphis og familiens advokat.



Firmaet, der ved hovedpersonens død var en skræntende, misligholdt og dårligt drevent forretning, var ved Lisa Maries 25-års fødselsdag vendt 180 grader: Blandt andet ved at åbne Graceland for betalende besøgende i starten af 80’erne, var Elvis Presley Enterprise i 1993 anslået til en værdi af 100 millioner dollars, altså 1,1 milliarder i nutidskroner.

Selvfølgelig var det ikke kun åbningen af Graceland, der redede butikken, selvom Elvis’ hjem med sine 600.000 årlige besøgende er den mest besøgte, private bolig i verden. Alt fra T-shirts til Elvis-pomader og look-a-like-konkurrencer ejes eller er under licens af EPE. Således tjente Elvis sidste år, 38 år efter sin død, 366 millioner kroner ind til ejerne.

Elvis Presley er nemlig det næstbedste indtjenende, døde menneske i verden, kun overgået af Michael Jackson. De 366 millioner forventes endda at stige næste år, hvor der er planlagt et Las Vegas-show med Elvis-hologram. Deri skal han og Michael Jackson optræde sammen.



Dog er det ikke Lisa Marie, der alene indkasserer de mange millioner. Hun valgte nemlig i 2005 at sælge 85% af EPE, dog ikke Graceland, til CKX Inc. En virksomhed, der ejede rettighederne til en række afdøde kendisser også tv-formatet Idols, der i dansk udgave blev sendt på TV3.

CKX Inc. solgte i 2013 de 85% til Authentic Brands Group, der udover Elvis bl.a. også ejer rettighederne til Muhammad Ali, Marilyn Monroe og Michael Jackson. Desuden ejer ABG en række tøjmærker, der forhandles i amerikanske forretninger som Walmart og Kmart.

Hvor Lisa Marie Presley stadig den dag i dag ejer sin fars palæ, hendes barndomshjem, Graceland, ejes varemærket ’Graceland’ af virksomheden GL SPE. Derfor blev Graceland Randers, og Henrik Knudsen personligt, sagsøgt for 1,5 mio. kr. af hele tre parter: EPE, ABG og GL SPE.

Memphis Mansion blev kendt skyldige i at have forbrudt sig mod GL SPE’s varemærke, ’Graceland’, og for at have solgt kopivarer, nærmere bestemt en serie postkort, der ikke var under den rette licens. For det første søgsmål blev Memphis Mansion pålagt en bøde på 500.000 kr. og for postkortene yderligere 20.000 kr.



At Elvis’ arv kan købes og sælges næsten 40 år efter hans død er ifølge adjungeret professor i international ophavsret ved Københavns Universitet, Jørgen Blomqvist, helt naturligt. For selvom superfans som Henrik Knudsen kan føle, at Elvis tilhører dem, bliver man nødt til at se hans bo som en vare.

”Du kan sammenligne det med, at din far dør og efterlader dig et stort hus eller en fabrik. I Elvis’ tilfælde har han efterladt sine efterkommere, udover et hus og musikken, varemærket ’Elvis Presley’. Den figur har han brugt hele sit liv på at bygge op, så det er i overført betydning hans fabrik.”

Lovgivningen skal desuden sørge for, at ingen skal kunne misbruge en afdød kunsters navn eller udseende til egen økonomske vinding. Det betyder fx, at du ikke kan få en Michael Jackson-is eller en Citroen Bob Marley. I nogle lande udløber rettighederne, så snart kunstneren dør, mens man i andre lande betragter kunstnerens navn og udseende som en del af boet, forklarer Jørgen Blomqvist:

”Der findes ingen internationale regler for beskyttelse af navn og billede, og i USA er lovene også forskellige fra stat til stat. De stater, hvor afdøde kunstnere spiller en større økonomisk rolle, har de strengeste regler. Det er fx Californien, hvor Hollywood-stjernerne er fra, og også Tennessee med byerne Nashville og Memphis, hvor mange musikere er fra.”

Og fordi Elvis’ navn og udseende er en vare, kan den handles, ligesom enhver anden vare kan. Det betyder desuden, at ejerne af Elvis’ navn og udseende er i deres gode ret til at retsforfølge enhver, der uretmæssigt bruger Elvis Presley – uanset hensigten.



Henrik Knudsen er æresborger i både Elvis’ fødeby Tupelo og Memphis, ligesom han er blevet udnævnt til ambassadør for staten Tennessee. Han har arrangeret Elvis-ture til Graceland i Memphis for over 1.000 mennesker og salget af merchandise fra museums-shoppen giver indirekte penge til EPE og ABG. Derfor kommer det bag på ham, at de har sagsøgt ham.

”Jeg havde regnet med, at de ville sige ’sikken et flot stykke arbejde, du gør, Henrik. Skal vi ikke finde ud af noget sammen?’ Men det gjorde de ikke. De sagsøgte mig,” siger Henrik Knudsen.

”Men nej, jeg er ikke blevet mindre Elvis-fan af sagsanlægget, for jeg synes ikke, de har patent på Elvis. Selvfølgelig må jeg affinde mig med, at sådan er loven, men jeg føler ikke, det er fair. Jeg er ikke vred, men jeg er skuffet. Elvis blev ikke skabt af et firma, men af fansene, og det er ikke et firma, men fansene, der holder Elvis i live.”

Det har under tilblivelsen af denne artikel ikke været muligt at få en kommentar fra Elvis Presley Enterprises eller Graceland.


Det originale Graceland i Memphis.

Fakta:
De fem bedst tjenende, afdøde mennesker i 2015

Michael Jackson, musiker (d. 2009): 768 mio. kr.

Elvis Presley, musiker (d. 1977): 367 mio. kr.

Charles Schulz, tegneserietegner (d. 2000): 267 mio. kr.

Bob Marley, musiker (d. 1981): 140 mio. kr.

Elizabeth Taylor, skuespillerinde (d. 2011): 133,5 mio. kr.

LÆS OGSÅ: Journalist bag årets største historie: "Fuck tænkte jeg, da Putin talte om os live på tv"

LÆS OGSÅ: Se trailer: Leonardo DiCaprio sætter fokus på ’verdens største udfordring ’ i ny dokumentarfilm

LÆS OGSÅ: På turné med Lukas Graham