Quentin Tarantino havde ofte tidligere brugt Ennio Morricones numre i sine film.
Men den kultfilm-elskende instruktør havde altid genbrugt hans musik fra andre film og aldrig selv fået maestroen til at komponere noget specifikt til ham. Det lavede han om på med sin seneste film,’The Hateful Eight’.
”Der var noget særligt med den film, måske var jeg lidt mere forfængelig omkring den, men jeg følte, at den fortjente sit eget tema, noget, der ikke havde været brugt i noget som helst andet,” fortalte Tarantino til Variety, efter at han havde været en tur i Rom med manuskriptet til filmen for at overtale den i dag 87-årige italiener til for første gang i 40 år at skabe musik til en western.
Det blev til soundtracket, der søndag vandt en Oscar.
Oscaren er ikke Morricones første. Komponisten, der af mange bliver betragtet som verdens største udi filmmusik, vandt i 2007 en æres-Oscar for sit lange virke, efter at han var blevet forbigået fem gange tidligere med nomineringer for “Days of Heaven,” “The Mission,” “The Untouchables,” “Bugsy” og “Malena”. Måske følte akademiet, at de var nødt til at redde ansigt.
Men nu har han så endelig modtaget den helt store udmærkelse for en specifik bedrift, der, selv om den måske ikke rangerer helt deroppe med hans bedste værker, er temmelig god.
Hør bare den faretruende knagende fagot, der sætter stemningen og temaet omkring et minut inde:
Temaet til Hateful Eight overraskede faktisk Tarantino ved første gennemlytning ved at være så knugende gyseragtigt i sin stemming, en genre, som Ennio Morricone dyrkede igennem 1970’erne og -80’erne. Men instruktøren endte med at være vild med resultatet, selv om han havde forventet noget mere i retning af de fejende episke lydspor, som Morricone brød igennem med i 1960’erne. Så lad os komme i gang med at lytte lidt til dem. Her er 10 af maestroens bedste kompositioner:
1. 1965: ‘Hævn for dollars’ (Sergio Leone)
Efter at have spillet trompet i et jazzband og lavet orkesterarrangementer kompositioner til både tv, teater og popmusik i Italien, fik Morricone international berømmelse i 1960'erne med sine ekspressive og avantgardistiske temaer til den hippe italienske western-bølge. Sammen med instruktøren Sergio Leone og skuespilleren Clint Eastwood kom komponisten Morricone til at personificere genren. Nyd den fjedrende jødeharpe, det på en gang det melankolske fløjtetema og den kække guitar.
2. 1966: 'Den gode, den onde og den grusomme' (Sergio Leone)
Måske verdens bedste og mest genkendelige filmspor. De såkaldte prærieulvehyl blev et varemærke for Morricone, der i nummeret demonstrerer sin evne til hele tiden at lade intensiteten i et pompøst nummer stige en tand mere, selv om man ikke troede, det ville kunne bære, for eksempel med trompeterne og geværsalverne cirka 1.37 inde. Filmens soundtrack nåede på grund af sin store genkendelighed op på en plads som nummer fire på Billboards top 200 album-hitliste:
3. 1966: 'Den gode, den onde og den grusomme'
Fra samme soundtrack stammer det forrygende 'The Ecstasy of Gold', der er både bombastisk og sentimentalt, men altid giver mig gåsehud, når den kvindelige vokal, hornene og violinerne, kommer ind igen efter det korte suspense-strengestykke cirka midtvejs.
5. 1966: 'Navajo Joe' (Sergio Corbucci)
Titelnummeret fra en mindre kendt spaghetti-western lyder nærmest som syret og melodisk pop. Det er vildt. To af numrene fra filmens lydspor blev i øvrigt genbrugt af Quentin Tarantino i Kill Bill-filmene:
5. 1968: 'Vestens hårde halse' (Sergio Leone)
I Leones hovedværk om den retfærdige, men tavse hævner, der mest udtrykker sig med sin pistol og sin mundharmonika smeltede musik og handling for alvor sammen. Det kan man ikke gå for meget ind i uden at spoile overraskelsen, men her kan du nyde en ekstra uhyggelig mundharmonika:
6. 1969: Le Clan Sicilien (Henri Verneuil)
Morricone i en lidt anden stil, med mere kølighed og mindre patos. Letgenkendeligt elguitartema garneret med lidt jazzet saxofon og en smule siciliansk melankoli. Et vanedannende tema.
7. 1982: 'Det grusomme udefra' (John Carpenter)
Igennem 1970'erne var Morricone med til at ophøje italienske gyserfilm til kunst. Den amerikanske instruktør John Carpenter havde øre for italienerens skrækopbyggende evner, som man kan høre i denne minimalistiske og manende komposition:
8. 1984: 'Der var engang i Amerika' (Sergio Leone)
Det fortælles, at instruktøren, ligesom han gjorde på 'Vesten hårde halse', afspillede Morricones lydspor på settet, så skuespillerne virkelig kunne komme i stemning af dets sørgmodige panfløjtetema:
9. 1986: 'The Mission' (Roland Joffé)
Europæisk kirkekor og sydamerikansk percussion understreger flot kulturmødet, som er det store tema i filmen om en gruppe spanske jesuitter, der prøver at beskytte en stamme mod slaveri under Portugals krone. Nummeret her er sublimt euforisk som en Disney-film og iørefaldende som et popnummer. Ren storfilm-stemning, der sikrede soundtracket en Oscar-nominering.
10. 1988: 'Frantic' (Roman Polanski)
I temaet til Polanskis paranoide spændingsfilm lader Morricone med legesyge og subtilitet en parisisk harmonika give sit besyv med blandt højspændte gyserstrygere og drilsk elguitar:
Som en lille bonus til sidst kan du se den aldrende italiener opføre temaet til ‘The Hateful Eight’i Abbey Road-studiet:
LÆS OGSÅ: Harrison Ford: "Jeg har altid frygtet, at Han Solo ville hjemsøge mig"
LÆS OGSÅ: Hårdtslående Matt Damon tilbage i ny Bourne-trailer
