banner image

Få 3 numre af EUROMAN for kun 99 kr. Spar 109 kr. 

BESTIL HER
Pharrel Williams

Pharrel Williams

Pharrel Williams: Gulddrengen

"DET VAR HAM! 100%. MAN KUNNE SE HATTEN."

HATTEN er et trofæ på linje med geviret fra et stykke kronvildt. Den kommer ikke op på væggen, men det er også rigeligt at have den på nethinden. De tre teenagepiger har været på vagten det meste af dagen. Samme sted, lige ud for porten ved bagindgangen til Forum i København. ”Vi kan i hvert fald godt sige, at vi har set ham gennem en bilrude,” fortsætter den mest ivrige af de tre. ”Jeg siger altså, at jeg har set ham. Altså set ham, set ham,” siger en anden. Skuldrene er trukket op til ørerne, mens ærmerne når ud over fingerspidserne. De har stået der så længe, at posituren er frosset fast i septemberluften. De har tænkt sig at blive der, til koncerten starter. Måske komme tilbage, når den er færdig. Men de skal ikke ind. Billetprisen er omkring 700 kr., men det er nu ikke derfor. Siger de. På den nedadskrånende sliske mod garageporten over for pigerne står tre mænd, der er en mellemting mellem udsmidere og secret service-folk, i jakkesæt med lyseblå slips og brede korthårede frisurer. Med en lige så bred amerikansk accent siger den ene, at dagens pressehold skal træde til side og vente, til der er grønt lys. Omme foran den gamle banecyklingsarena vokser køen. 35-årige veninder med masser af krudt i masken, der senere får problemer med at holde balancen i de høje stiletter på det fadølsglatte gulv. Mænd i midten af tyverne, som ikke er slæbt med af en kæreste. Helt unge knægte og piger med dåsebajere og vildskab i øjnene. Aftenens hovedrolle har en bred appel. Man har delt køen op i sektioner. Først når man når enden af den første, opdager man den næste. Sukkene er tunge. Der kommer til at være langt op til scenen. Op til manden, som i de seneste 20 år har overtaget verden, Pharrell Williams.

MADONNA, ELVIS, PHARREL.
Toppen af kendthedsskalaen er nået, når fansene begynder at udelade efternavnet. I 2013 havde Pharrell en finger med i tre af klodens største hits. Tilsammen er de blevet afspillet over én milliard gange på YouTube. Han var producer på ’Blurred Lines’, der blev udgivet i marts 2013 og sunget af Robin Thicke. Selv om han var Amerikas førende flødebollesanger, blev han pludselig gjort til en af de varmeste mænd i showbiz. Pharrell har tilsyneladende så meget street cred, at han kan dele ud af det. ’Blurred Lines’ blev det mest downloadede nummer i britisk historie, men tabte senere den position, da Pharrell udgav ’Happy’. Og så har vi slet ikke nævnt ’Get Lucky’, som var på top 10-listen i 32 lande. I en periode på 12 måneder solgte Pharrell over en mio. eksemplarer af de tre forskellige singler. Det er han den eneste, der har gjort ud over The Beatles. Han er en storsælgende og hyperproduktiv altmuligmand, der kan lave musik med Miley Cyrus og Robin Thicke uden at miste den mindste krumme coolness. Han ligner en på 30, men er 11 år ældre og skrev sit første billboardhit tilbage i 1992 med ’Rump Shaker’. Han gjorde tungesmæk til alles foretrukne percussion i 2003 med nummer 1-hittet ’Drop It Like It’s Hot’, og i 2013 jævnede han sovsen med de tre ovennævnte megahits. Alene i perioden fra januar til september 2013 solgte han 9,7 mio. plader i en pladebranche, der er terminalpatient. I mere end 20 år har Pharrell Williams været en af de allervigtigste at være venner med. Men musikken er blot et enkelt ben i et monster af en kreativ blæksprutte, der også har lavet en tøjlinje, en velgørenhedsorganisation, møbeldesign og smykker. Folk er vilde med alt, hvad han laver. Eller også er de bare vilde med ham. Han slipper i hvert fald af sted med den ene dag at lave lettilgængelig pop og den anden føre en samtale med filmmusikeren Hans Zimmer, hvor de færreste uden en kandidatgrad i kunsthistorie kan følge med. Pharrell Williams beskæftiger sig også med genbrug og producerer tekstiler af de plasticflasker, som 50 Cent og P. Diddy sælger højtprofileret vand med vitaminer i. I det hele taget er der tilsyneladende noget meget korrekt og ufarligt omkring musikeren. Ingen fans, som fortæller, at de er blevet snydt for en autograf, ingen kvinder, der hævder at have haft en affære med ham, og ingen, der påstår, at han har været fuld og ubehagelig. Alt imens han styrer planeten, som det passer ham, giver befolkningen ham stående bifald. Også den tidligere musikproducer Henrik Milling, der har 10 mio. solgte plader under vesten og mener, at Pharrell laver musik fra hjertet. I en indskudt sætning får Milling også sagt noget, hvis egentlige betydning først står klart efter aftenens møde i Forum: Det ville være ligegyldigt for ham at træffe amerikaneren. Han kunne godt se sig selv få et par øl med ham og snakke musik. Men for Milling er Pharrell ikke en David Bowie, der vil udfordre os alle sammen. Der er simpelthen ikke noget budskab. En anden dansk producer, Remee, er enig. Når han vil røres, mærke hårene rejse sig, sætter han noget andet på. Pharrell Williams’ musik er simpelthen for cool til samtidig at røre de dybe følelser. Under koncerten senere på aften ser man heller ikke folk med lukkede øjne og svagt svajende kroppe, mens de bliver ramt i sjælen af de ord, han prædiker. Til gengæld er der begejstrede hvin og hænder over hovedet, der fortæller historien om Pharrells talent.



BAG PORTEN VED Forum åbner sig et parallelunivers, hvor lydteknikere og scenefolk bevæger sig rundt i det organiserede kaos. Hovedpersonen er ankommet senere end planlagt. Selvfølgelig. Og ingen har fortalt den enorme tourmanager, at der også skulle sættes 30 minutter af til medierne. Han er tydeligvis en presset mand her to en halv time inden kampstart.

”I don’t want people walking around like it’s a fucking desert.”

People er journalisterne, som forsøger at få noget ud af ventetiden. Måske finde en fra det omrejsende cirkus, der kan fortælle om livet på landevejen. Journalisterne får klar besked på at holde sig inden for en radius af 10 meter fra det lille rum, hvor interviewet skal foregå. 10 minutter. Det er aftalen. Euroman alene med Pharrell Williams. Plus lovning på at overvære to andre interview. Hele gruppen står og strækker hals op mod det sted, hvor man først vil kunne skimte ham, når han endelig kommer. Ligesom pigerne udenfor.



PHARREL WILLIAMS voksede op i Virginia Beach et par kilometer fra den amerikanske østkyst. Efter at være flyttet rundt i Virginia slog familien sig ned i et jævnt forstadskvarter med række- og træhuse, brede veje og god plads. Et middelklassekvarter, men med mange lavindkomstfamilier, som Pharrells tidligere lærer, Kim Love, beskriver det over telefonen. Pharrell voksede op i et kærligt hjem, hvor moderen underskrev små beskeder med 1-4-3. Til GQ Magazine har han fortalt, at det tog ham år at finde ud af, at det stod for antallet af bogstaver, der var i hvert ord, I love you. Moderen var skolelærer og faderen handyman. De arbejdede meget, og derfor var Pharrell ofte sammen med bedstemoderen. Hun så talentet i ham og sendte ham til hans første musiklærer, Mrs. Warren, den første af fire i rækken. Netop i musikken oplevede han, at han er synæstetiker, et sjældent fænomen, der betyder, at han ser farver, når han hører toner. Det syntes de andre børn i skolen var sært. ”Og når jeg fortalte dem, hvor meget jeg elskede at se farverne i mit hoved, når jeg lyttede til musik, sagde de: ’Hvad mener du?’ og rullede med øjnene. Eller også gik de bare deres vej,” skriver Pharrell Williams i forordet til bogen ’Pharrell: Places and Spaces I’ve Been’. I dag omgiver han sig med folk, som ved, at de er anderledes, og ikke er bange for at give en hjælpende hånd til andre, der heller ikke passer ind. Måske fordi han ikke selv passede i en kasse under opvæksten i Virginia, hvor han gik rundt i Led Zeppelin-T-shirts og samtidig spillede trommer i en hiphop-gruppe.
__________________________
Synæstesi
Synæstesi er et sjældent fænomen, hvor sanser sammenblandes. Hvis du bliver berørt, hører en lyd eller spiser noget, bliver en anden sans også stimuleret. Dvs. en tone har fx også en farve, som du ser for dig. For nogle kan det være enormt forstyrrende og forvirrende, mens andre får en rigere opfattelse af ting. Det er ikke dårligt at have en ekstra kanal at opfatte tingene på. Det vil mange gange være grunden til, at nogle kan skabe særlige sanseoplevelser for os andre. De kan simpelthen sanse toner på en stærkere, anden eller friere måde.
Hjerneforsker Peter Lund Madsen
__________________________



Men generelt kunne Pharrell godt lide skolen. Også selv om karaktererne ofte hed C, D og nogle gange E. Undtagen i musiktimerne. Det var, før verden var på fornavn med ham. En nyuddannet historielærer,
Patricia McGloine, fik på første arbejdsdag en klar og bestemt irette-
sættelse fra den 18-årige Pharrell Williams om, at hans navn ikke skulle udtales rimende på Carroll. Der skulle tryk på sidste stavelse. McGloine husker den unge elev som intelligent, men ikke videre seriøs. Han trommede på skolebordet, og oftest ventede han bare på, at musiktimen skulle begynde. Og det gjorde den i mere end én forstand. Allerede mange år forinden havde Pharrell fundet en åndsfælle, som skulle blive afgørende for karrieren.

I 1985 mødte Chad Hugo og Pharrell hinanden for anden gang. Første gang var et kort møde år forinden i en musiktime på en anden skole. Men først i syvende klasse udviklede deres forhold sig, da de begge var blevet en del af et high school-program for elever med særlige musikalske talenter. Pharrell mødte op, talte med læreren og fik øje på Hugo, der stod og spillede saxofon. De begyndte at lave musik hjemme hos Hugo og kaldte sig The Neptunes, der senere, i 2009, skulle blive kåret til årtiets bedste producere af Billboard. De optrådte til talentkonkurrencer med sokkerne trukket op over knæet, regnhat og regnfrakke fra Helly Hansen. Det var ved en af de konkurrencer, at Pharrell Williams mødte Teddy Riley. Riley er produceren bag Michael Jacksons album ’Dangerous’ og havde netop bygget et musikstudie mindre end fem minutter fra Pharrells skole. Første gang, Riley så Pharrell Williams, var, da han og et par klassekammerater forsøgte at komme ind i musikstudiet. De havde ikke forstået, at studiet var privat. Riley lukkede dem ikke ind. De var jo bare en flok skolebørn med skoletasker, der stod og rappede på parkeringspladsen ude foran. I et radioprogram har Riley siden fortalt, at det var gruppen, der gav ham ideen til, at han skulle afholde talentkonkurrencer på Princess Anne-skolen. Mens de andre børn optrådte med coversange og imponerede med høje toner, gik Pharrell og Hugo op på scenen og sagde: ”Vi har ikke rigtig planlagt noget, men …” Og så startede de et hiphop-beat, rappede og spillede saxofon indover. Riley var solgt. Han skrev kontrakt med Pharrell og Hugo. De fik nu mulighed for at tappe af deres uudtømmelige talent, og allerede i 1992 beviste de deres evner. ’Rump Shaker’ er titlen på en sang af Wreckx-N-Effect, hvor Pharrell skrev det ene vers og solgte det til Riley. Pharrell ville gerne dele sin succesoplevelse med nogen. Den nogen blev hans gamle samfundsfagslærer Kim Love. Timen var lige startet, da han rejste sig fra sin plads og gik op til Love. De stillede sig i døren, hvor han fortalte, hvad der var sket.




The Neptunes arbejder på Beyoncés første soloplade tilbage i 2003.

”Han mente, at han havde gjort en god handel. Men jeg blev lidt vred. Han havde solgt den alt for billigt efter min mening. Jeg vil ikke sige, hvad han solgte den for (1.000 dollars, red.), men for billigt var det. Den gik dobbelt platin eller sådan noget,” fortæller Love om hittet, der også gik ind på Billboards andenplads. Pharrell kiggede på hende og sagde selvsikkert: ”Miss Love. Jeg kommer til at skrive flere sange.”

Sidste år vendte Pharrell Williams tilbage til Princess Anne High School i forbindelse med sit velgørenhedsprojekt, From One Hand to Another. 20 år efter han selv forlod skolen. Han var en time for sent på den, mens 500 elever ventede på ham i idrætssalen med deres smartphones i skødet. Eleverne var udtrukket ved et lotteri, da der langtfra var plads til alle. Skolebandet spillede det samme nummer endnu en gang for at dræbe ventetiden. Overalt på skolen hang hjemmelavede bannere, der bød deres helt tilbage på skolen, mens politi og sikkerhedsfolk guidede trafikken udenfor.

Pharrell Williams ankom iført slidt denimjakke og en rød version af den enorme Vivienne Westwood-hat fra 80’erne, som han havde genoplivet ved grammy-showet tidligere på året. Samme hat har i øvrigt fået sin egen Twitter-profil. På vej til talerstolen stoppede han op og gav hånd til en elev i kørestol. Manden med den store hat og de mange hits talte med en lille stemme i mikrofonen, hvor han først takkede sin mor og siden sine lærere. Han talte om disciplin som en af sin karrieres vigtigste værktøjer. Det betyder, at Pharrell møder op i musikstudiet hver dag. Måske fordi han ved, hvor galt det kunne være gået, havde det ikke været for de lærere, han mødte dengang på Princess Anne. Ifølge ham selv var de ikke interesserede i, hvad han kunne drive det til, men blot i, at han gjorde, hvad han kunne. Det havde han ikke glemt, da han vendte tilbage.

”Da han så mig, blev han helt stille,” fortæller Kim Love. Stille ligesom dengang, hun havde ham i samfundsfag. ”Det var længe siden, han sidst havde været her, så måske blev han lidt rørt. Han kom over til mig, og så stod han og smilede. Vi fik taget et billede sammen. Han sagde stadig ikke noget,” husker læreren. ”Senere holdt han en tale. Han talte om, hvor vigtigt det er aldrig at opgive et barn. Han sluttede med at sige: ’Miss Love opgav aldrig mig.’”

”Han gik meget op i at fortælle børnene, at livet handler om at finde det, man brænder for, arbejde hårdt og ikke være fokuseret på penge,” fortæller Patricia McGloine. At tænke for meget på pengene har Pharrell allerede prøvet.


Når man har 1.092.435.089 Youtube-views på sine tre største hits fra 2013, kan man godt være afslappet blandt overgearede og underklædte kvinder.


PLUDSELIG ER HAN DER. ”Jeg er glad for at være her,” siger han med et sløvt blik under den store grå filtspand, som dog er beskeden i forhold til den, han havde på under besøget på sin gamle high school. Folk smiler. Der er spænding i luften. Småsnakken stopper. Studievært Mikkel Kryger skal interviewe for ’Go’ morgen Danmark’. Han trækker Pharrell lidt til side og forsøger at snakke lidt med ham. Kemien er god. De sætter sig i et par sorte stole foran kameraerne. En kameramand holder sin telefon op og håber på et hurtigt billede. En souvenir. Pharrell ser det, drejer rundt i stolen og kigger den modsatte vej. En klar og komisk afvisning. Kameramanden holder fortsat telefonen oppe. Lidt upassende. Det udvikler sig til en revolverduel. Pharrell drejer tilbage, men holder i protest blikket naglet til gulvet lige indtil første spørgsmål. Kameramanden sænker telefonen. Amerikaneren vandt.

Tv-holdet har godt 15 spørgsmål på blokken. Lidt om det hele. Den forestående koncert, musikken og manden bag. Hvad inspirerer ham, hvordan skriver han sin musik? Brede spørgsmål.

”Du er her i Forum. Hvilken følelse tager du med på scenen?” spørger Mikkel Kryger.

Det går galt fra start. Kemien er væk. Pharrell Williams giver intet. Han virker modvillig. Distræt. Lidt høj måske. Øjnene kigger alle andre steder hen end på intervieweren, og han svarer med så få stavelser som muligt. Slår blikket ned. Hører et spørgsmål, mens han nikker. Korte, hurtige nik. Han kan ikke holde ud at høre spørgsmålet til ende. Han gnider hænderne, laver hurtige ryk med dem, som om irritationen sitrer i fingerspidserne.

”It depends.”

”Depends on what?”

”Depends on a feeling.”

”Depends on what feeling?”

Stilhed.

”Det er et meget underligt interview for mig.” Pharrell træder pludselig ud af situationen. ”Jeg arbejder ud fra min intuition. Jeg har ikke lyst til at snakke om mig selv. Der er andre ting, der er vigtigere.”

Kameraerne ruller, mens stjernen vender situationen på hovedet. Han åbner op. Intervieweren undskylder.

”Du skal ikke undskylde. Du kender mig ikke, og det er derfor, du stiller mig de spørgsmål. Intet af det, jeg laver, handler om mig. Du stiller spejle op omkring mig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”

Han siger, at han ikke er noget særligt. Han virker mere nærværende nu. Manageren signalerer, at interviewet skal stoppe, men Pharrell fortsætter talestrømmen. Der er større problemer i verden. Ebola. Raceproblemerne i Ferguson. Krig i Mellemøsten. Ting, der er vigtigere at tale om end hans musik. Pludselig fremstår Pharrell som mere end en entertainer, selv om det netop er underholdning, der bærer hans karriere, og ikke tekster om verdens problemer. I hvert fald må han sande, at det er svært at få journalister til at tale om Mellemøsten, når hans tekster handler om at være up all night to get lucky. 



DET ENESTE, der overgår Pharrells produktivitet, er hans modvilje mod at svare på spørgsmål om sin egen succes. Han tager æren for lige præcis ingenting. Hverken når han snakker om sine virksomheder eller sin musik. Fx skrev han musikken til ’Blurred Lines’ på egen hånd og ikke med Robin Thicke som medkomponist. Thickes hjerne var bedøvet af stærke smertestillende piller og alkohol, da sangen blev skrevet, og selv om han er angivet som medkomponist, har han siden indrømmet, at Pharrell Williams mere eller mindre skrev det hele. Når journalister spørger, hvorfor han ikke sikrede sig alle rettigheder til sangen, svarer Pharrell blot, at det er den slags, der sker. Til tider er ydmygheden og den politiske korrekthed på grænsen til det overdrevne. Som da Bono overrakte ham en pris for hans musik tidligere i år. Pharrell begyndte at tale om ydmyghed og taknemmelighed i en grad, der fik Bono til at lave et par jokes for at få det hele lidt ned på jorden igen.

”Det er ikke for at være en nar, men lige nu har jeg altså ikke lyst til at snakke om min musik,” afslutter Pharrell Williams sin forklaring til de danske tv-seere.

Tidligere har han dog fortalt om sin musik. Fx om sin første plade fra 2006, den ikke særlig succesfulde ’In My Mind’. ”Jeg sang om, hvor mange penge jeg lavede, og hvilken livsstil der var biprodukt af de penge. Jeg troede ikke, man skulle have et formål med sangene. Jeg troede, man bare gjorde det,” har han sagt til GQ Magazine som forklaring på de sløve salgstal. ”Pengene larmede for meget, pigerne var for smukke, smykkerne for skinnende, bilerne for hurtige, husene for store (…). Jeg tænkte: ’Hvad fanden er det, jeg laver?’” Pharrell var ikke glad. Han pralede bare. Efterfølgende besluttede han sig for, at han ikke ville være soloartist. Hellere ham, der sad ved siden af. Det var hans vej. I hvert fald indtil han ombestemte sig otte år senere og udgav årets største hit, ’Happy’, som står nederst på setlisten til koncerten i Forum.

DIKTAFONON HAR TALT til 14 minutter. Et radiointerview burde være slut, men spørgerækken fortsætter. Og Pharrell svarer. Når han taler, smiler munden. Men kun med højre side, så ansigtet bliver skævt. Som om han holder noget mellem tænderne, mens han snakker.
Tiden går i den forkerte retning.
”Behøver du at få dit eget interview?” lyder ordene fra repræsentanten for pladeselskabet til Euroman.

”Tourmanageren siger, at Pharrell Williams skal tilbage og varme stemmen op.”

”Du får ikke dit interview.” Tourmanageren tager over. Beslutningen er truffet. ”Du har været med hele tiden. Du må bruge, hvad du har optaget. Han er nødt til at gå.”

Et spørgsmål?

”Desværre.”

Pharrell Williams giver hånd til radiofolkene. Siger Sir og Ma’am efter sit thank you. Det siger folk, at han altid gør.

Ét spørgsmål?

”Ja, o.k.”

På opfordring fra pladeselskabet retter Pharrell blikket i den rigtige retning.

Målet er nået. Jagten er slut. Nu skal manden selv fortælle, hvem eller hvad der er hemmeligheden bag verdensherredømmet.

”Har du en mentor, en person, du respekterer, som du spiller din nye musik for, og hvis kritik du lytter særlig meget til?”

Han ryster på hovedet.

”No.”

Nyt forsøg:
Du sagde til journalisten tidligere, at du arbejder ud fra dit instinkt. Hvornår vidste du, at du skulle begynde at lytte til dit instinkt?

Diktafonen tæller fire sekunders stilhed.

”Det er ikke det, det handler om. Det handler om, at folk glemmer at lytte. Jeg glemte det aldrig.”

Han deler et tørt og afstemt håndtryk ud og siger: ”Goodbye, Sir.”

Pharrell Williams sagde det selv. Han laver musik efter instinktet. Efter følelserne. Spørger man de 10.000 mennesker, som forlader Forum denne nat i september, er han pokkers dygtig til det. Også selv om der ikke er noget dybt budskab. For Pharrell kan få andre til at være happy på kommando. I det mindste i et par timer. Og det er der vel ikke noget galt med.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok