Det seneste stykke tid har politiet stået klar ude foran Christiania for at uddele bøder til turister, der fejlagtigt troede, at hashkøb var fuldt legalt på Staden. Alene i dagene op til Roskilde Festival blev der uddelt 230 bøder på minimum 2.000 kroner.

Men det er langt fra den eneste ubehagelige overraskelse, turister kan få, når de besøger Danmarks hovedstad. For, hvor de indfødte lærer at sætte røde flag op på det spil minestryger, byen er, vader hjælpeløse turister ind i den ene bombe efter den anden. Vi har her samlet 9 ting, som vi går en stor bue udenom, fordi de er de rene turistfælder.

LÆS OGSÅ: 11 hemmelige tricks der giver dig en billigere rejse

Tivoli Hotel
Når man sidder derhjemme i USA, Japan eller Frankrig, lyder det jo ualmindeligt dansk, dejligt og tiltalende: At bo lige midt i den gamle have klos op ad den antikke bjergrutchebane ved siden af Himmelskibet, dybt inde i Danmarks verdenskendte forlystelseshave, hvor man i badekåbe og slippers kan spadsere ud af sit værelse og lige ned til Pantomimen. Turister vil dog hurtigt opleve, at Tivoli Hotel ikke bare ligger langt fra Tivoli, men også langt fra alt andet, der måtte have interesse.

Den lille havfrue
Det er noget af en klassiker på lister som denne, for der er vitterligt ikke meget at komme efter. Til projektets forsvar skal det siges, at de ikke lover noget, de ikke kan holde: Det er en lille havfrue. Dog skal alle besøgende en tur forbi den vævre bronzeskulptur. Hvis man som turist ønsker at få den fulde oplevelse af statuen, uden at forlade Kastrup Lufthavn, kan man med fordel købe en Den lille havfrue i glas-med-sne-hvis-du-ryster-den i nogenlunde naturlig størrelse straks ved ankomst. Det er i øvrigt med bævende læbe, at vi har bragt et billede af selv samme havfrue, for arvingerne har for vane at sagsøge de medier, der gør.



Café Royal
Radisson Blu Hotel Royal er en gigant på to måder: Dels var det i mange år den højeste bygning i Danmark og landets eneste skyskraber. Dels kommer folk langvejsfra for at se Arne Jacobsens Danish Design mesterværk. I stueetagen ligger så Café Royal. De har så valgt at sætte plakater op i vinduet med slogans som ’Sæt dig i Svanen og få en kold fra hanen,’ og ’Vi serverer alt undtagen Ægget.’ Interiøret minder også mere om IKEAS rodebutik end stueetagen i en designmastodont.

Strøget
Var ved sin begyndelse i 1962 verdens længste gågade og er stadig en af Europas længste. Ved omlægningen fra normal- til gågade modtog byplanlægningsborgmesteren dødstrusler fra vrede butiksejere, der frygtede, at gågaden ville dræbe handlen. I dag er det omvendt: Butikkerne er ved at dræbe gågaden. Især den del, der ligger mellem Rådhuspladsen og Gammeltorv, er så elendig, at man undres over, hvordan butiksejerne kan være sig selv bekendt.

LÆS OGSÅ: 30 steder du bør besøge, inden du fylder 40

Cykler
Der er to ting ved cykler, der snyder turisterne. For det første ser det let ud. Det er det ikke. Det er smaddersvært både at holde balancen og at lære kendte som ukendte trafikregler at kende uden at have fået det ind med modermælken. For det andet ser det hyggeligt ud. Det er det heller ikke. Især ikke inde midt i København, hvor jungleloven hersker på cykelstierne, og du kun kommer fra dit hotel til Rundetårn med blod, sved og tårer. Især selve kombinationen af dårlige evner på den tohjulede og de barske medcyklister kan være livsfarlig.

De dér tre restauranter
Alle storbyer har sine turistfælder i form af restauranter, der alene lever på location, location og fryse-kyllingenuggets. Fx skal du ikke sætte dig på restauranter lige ved siden af Colosseum eller Eiffeltårnet, hvis du er ude efter noget dejlig mad. Hvad særværdigheden er omme bag Vor Frue Kirke er uvist, muligvis er det det solbeskinnede torv, muligvis er det de overdimensionerede peberkværne tjenerne render rundt med på Ristorante Italiano (hvilket et af stederne i ramme alvor hedder) i hvert fald ligger byens ringeste restauranter her. Københavnere ved godt, at det er forfærdeligt, men sagesløse turister har naturligvis ingen mulighed for at ane uråd, før det er for sent.



LÆS OGSÅ: Guide: Sådan skal du IKKE opføre dig, når du rejser i udlandet

Taxaer
I udlandet er taxaer noget, man tager. I Danmark er det noget, man sparer op til. Hvorfor det skal være så dyrt i Danmark ligger hen i det uvisse, men dyrt er det. Hvis en turist skal fra Gothersgade og tilbage til Tivoli Hotel, må han ved taxaturens afslutning smide både guldur og flybilletter for at betale den tre kilometer lange tur. 

Hovedbanegården
Gare du Nord og Grand Central Station er begge imponerende bygningsværker i henholdsvis Paris og New York. Helt samme storbypragt har Hovedbanegården altså bare ikke, så en turistattraktion i sig selv, bliver den aldrig.  Det kan også have noget at gøre med det komisk lave antal informationsskranker, der nærmest altid er overrendt af turister, der ikke kan finde ud af togene. Det kan have noget at gøre med det flove forsøg på at omdanne bygningen til et shoppingcenter. Det kan også have noget at gøre med mikset af tiggere, turister og TV 2 Godmorgen-værter, stiknarkomaner, stive svenskere og stanken af friture. 

LÆS OGSÅ: Syv turister du møder på din ferie

LÆS OGSÅ: Nøgne italienere var dråben: Barcelonaborgere til kamp mod festturister

LÆS OGSÅ:  8 caféer, butikker og biografer man ville savne, hvis de ikke var der