Selv om bydelen Williamsburg kun er et subway-stop fra Manhattan, lige på den anden side af East River, føles det langt væk. Her er tempoet lavere og stilen mindre poleret med graffiti og street art. 

Restauranter, cafeer og diners er der masser af, og en af de rigtig gode er Extra Fancy. Navnet er dybt ironisk, da der bestemt ikke er noget fancy over stedet.

De har en traditionel amerikansk menu med sweet potato-fritter, majsbrød, steak tatar, fish’n’chips og andre fiskeretter. Bedst er deres udsøgte lobster roll (kan bedst beskrives som en hotdog med hummer i – lyder mærkeligt, men det fungerer).

Det ekstra gode ved stedet er, at de serverer varme snacks helt til kl. 3.30 om natten. Med en kold Budweiser i den ene hånd og brandvarme friturestegte muslinger i den anden giver livet ligesom mere mening.

➝ 302 Metropolitan Avenue.


En Lobster Roll fra Surf Bar. 

Kaffe City

New York (og især Williamsburg) har et stort udvalg af coffee shops. Det er ret simpelt at finde en anstændig kop kaffe, latte, cappuccino eller espresso. Og når konkurrencen er så hård, må de dårlige steder hurtigt lukke. Survival of the fittest, når det er bedst.

Blandt de bedste kaffesteder i Williamsburg er hipsterhuset Black Brick, det svenskejede Konditori samt Den, Toby’s Estate Coffee og Oslo (som ikke er norsk). Der er nok at gå efter bortset fra de sædvanlige kædebutikker – der er ikke en eneste Starbucks i hele Williamsburg.

➝ Black Brick, 300 Bedford Avenue.
➝ Konditori, 167 North 7th Street.
➝ Oslo, 328 Bedford Avenue og 133 Roebling Street.
➝ Toby’s Estate Coffee, 125 North 6th Street.
➝ Den, 45 South 3rd Street.  


Ortodokse jøder er der mange af - men der er plads til alle.


Absintigt
På absintbaren Maison Premiere (de har ingen skilte ude foran, så man misser let stedet) kan du vælge mellem absint fra hele verden, og baren har efter sigende det største udvalg i hele New York. For 12 dollars får du et absinthe drip med en sukkerknald og et glas vand. Hvis absint ikke er din stærke side, er der også cocktails på menuen.

Bartenderne kræser om dem, så vær tålmodig, for det tager lidt tid. Stedet minder om Paris i gamle dage. De har forsøgt at gengive stemningen fra en hotellobby, hvor den store træbar er hovedelementet i indretningen. Det er lykkedes ganske godt. 

➝ 298 Bedford Avenue.  




Shop småt
På hjørnet af Bedford Avenue og North 5th Street ligger der et lille, men ganske fint shoppingcenter. Boghandlen Spoonbill and Sugartown har gamle bøger helt ned til 3 dollars, mens de nye kunstbøger og musikbiografier er lidt dyrere.

Desuden er der cafeen Verb, som også laver en værdig kop kaffe. Butikken Awoke Vintage er den bedste i centeret. Det er en unisex-tøjbutik med nøje udvalgt genbrugstøj. De har fx kortærmede skjorter med sjove mønstre til herrer. Skjorterne er fra 80’erne, men de er syet om, så de har fået et smalt snit, der passer ind i modebilledet i dag.

Desuden har de tætsiddende læderjakker, der er lavet lokalt i Brooklyn af genbrugslæder. Sidste butik, der er et besøg værd, er MeMe Antenna, som er lige dele giftshop og musikbutik. En mærkelig kombination, men der er meget at gå på opdagelse i. Der er fede plakater af Brooklyn og Manhattan, men det er også her, du kan få dit ’I Love New York’-krus med hjem. 

➝ Bedford Avenue og North 5th Street.   


Awoke Vintage i centeret Mini Mall.


Pardon my French (toast)
’A taste of Paris in Brooklyn’ erklærer restauranten Juliette modigt, men vi godkender sloganet. Juliette i hjertet af Williamsburg har alt det (og måske lidt mere), som du kan få på en café i Paris. Start din dag med brunch på tagterrassen, hvor du kan nyde en klassisk omelet, Eggs Benedict eller deres French toast med bananer (og en Bloody Mary, hvis du har tømmermænd).

Du kan også tage frokosten her. Spis den i baglokalet, hvor de grønne planter hænger ned om ørerne på dig, mens du nyder en fransk løgsuppe, en baguette med kylling og cheddar, tatar eller stegt blomkål. Som på de fleste caféer i Williamsburg er prisniveauet rimeligt.

➝ 135 North 5th Street.


French toast fra restauranten Juliette.

Halbal
Tæt på East River ligger det lille koncertsted Music Hall of Williamsburg med plads til 550 mennesker. Danske artister som The Raveonettes, MØ og Oh Land har spillet her, og det er generelt cool navne fra både ind- og udland, der fylder spillestedet til bristepunktet. Baren ligger i kælderen, og det er her, du kan proviantere med fadøl til bare 5 dollars. Tjek koncertkalenderen på hjemmesiden.

➝ 66 North 6th Street.musichallofwilliamsburg.com


Kebab skal du ha’
I New York ligger kebab-hyblerne ikke på hvert gadehjørne, men i Williamsburg kan Kabob Shack anbefales. Brødet er nybagt, falaflen er sprød, lammet er saftigt, og fritterne er uden sammenligning nogle af de bedste, du nogensinde har smagt. Husk dyppelse til.

Prøv fx den hjemmelavede ’Kicker’ – en mayo, hvor der ikke er sparet på chilien. Personalet er supervenligt (hvilket er lidt usædvanligt, når det bare er over-the-counter servering). Det går ikke helt så hurtigt, som hvis man bestiller en kebab derhjemme. Det vælger vi at tage som et kvalitetsstempel. 

➝ 182 Havemeyer St.➝ Gadekunst i massevis.


A bridge with a view
Der findes ikke mange syn, der kan måle sig med Manhattans skyline. De fleste turister vælger at gå en tur over Brooklyn Bridge, og det er også en oplevelse, men den er altid proppet med turister (og lokale newyorkere på cykel, der bliver irriterede på massen af fodgængere, der breder sig ud på cykelstien). Tag i stedet et smut over Williamsburg Bridge, hvor du kommer til at gå blandt de ortodokse jøder og lokale joggere. Broen har udsigt over både uptown og downtown Manhattan med bygninger som Freedom Tower (det nye World Trade Center), Chrysler og Empire State Building.

Selve broen er også et par knips med kameraet værd. Der er graffiti over det meste af den, så der er hele tiden noget nyt at gå på opdagelse i. Den ene side af broen er dedikeret til cykler, så måske var det her, du skulle give newyorkerne baghjul. Vil du kun gå den ene vej over broen, så husk at gå i retning mod Manhattan. Går du den anden vej, har du den flotte udsigt i nakken.

➝ Bedford Avenue og South 5th Street. 




 Williamsburg Bridge.

Beach party
Når amerikanerne kører et tema, går de all in, fx på Surfbar. Det er kitschet, over the top og gennemført. Gulvet er belagt med sand, loftet er fyldt med surfboards, og væggene er pyntet med hawaiiskjorter, strandbilleder og lyskæder. Menukortet består af fisk, fisk og mere fisk, så det er her, du kan prøve dampede muslinger, taco med rejer eller den berømte lobster roll. Tag maden med ud i baggården, hvor der bliver spillet reggae i højttalerne. Efter et par drinks er det let at glemme, at man er i New York og ikke på Jamaica. 

➝ 139 North 6th Street.  


Gadekunst i massevis.

Klassisk Williamsburg
Moto er en lille café, man næsten ikke får øje på, og som ligger lidt væk fra Williamsburgs hovedgade Bedford Avenue. Cafeen har ligget der siden 90’erne, hvilket er en evighed for et sted i New York, hvor tingene åbner og lukker oftere, end du skifter underbukser. Moto har et traditionelt menukort, der ændrer sig i takt med årstiderne. Prøv den helt klassiske mac’n’cheese (man er vel i USA), som de laver til perfektion. Der er live- musik hver aften omkring kl. 21. Det giver lyst til at blive til desserten. 

➝ 394 Broadway.  


Markedsdag
Hver søndag fra 10-17 er der Williamsburg Flea helt nede ved vandet. Der er ca. 150 stande, hvor der bliver solgt alt fra lp’er, plakater, gamle møbler og tøj til friskpresset juice, ispinde og sandwich. Loppemarkedet er åbnet, uanset om det er rain or shine, som de siger derovre. På markedet kommer både turister, lokale og folk fra andre dele af New York. Og når du alligevel er nede ved vandet, så husk at nyde udsigten til Manhattans skyline.

➝ 50 Kent Avenue.  




Skrammelbutik
I genbrugsbutikken Junk har de lidt af hvert, som der nok kan blive plads til i kufferten. Som navnet antyder, er der meget skrammel i butikken, men det er billigt, og der er ikke så få skatte, der gemmer sig imellem det hele. Gå fx på opdagelse i gamle billeder af mennesker, der for længst er gået bort, køb en gammel amerikansk fodbold, men undgå at stille ejeren spørgsmål. Han har ry for at være knap så hjælpsom og venlig. 

➝ 567 Driggs Avenue.  


Aktuelle begivenheder
Tjek freewilliamsburg.com.
Her kan du læse mere om aktuelle begivenheder og få mere inspiration til din tur.