Hans stedfar bankede ham. Hans mor så passivt til.
En dag blev Strider Wolf som to-årig slået så hårdt i maven, at hans indre organer sagde fra. Tre operationer og 23 dage i en hospitalsseng reddede hans liv, men et ar fra brystet til under navlen vidner endnu om, hvad drengen har været udsat for.
Nu er Strider Wolf fyldt seks år, og siden indlæggelsen har han ikke boet hos sine forældre, men hos sine bedsteforældre, der trods en trang økonomi har taget sig af ham.
På trods af sin ulykkelige og uhyggelige start på tilværelsen, klatrer Strider Wolf sig stadig opad. Men spørgsmålet er, hvor højt han kan komme? Hvor langt kan han bevæge sig? Hvor meget tynger hans fortid og historie ham?
Det er refleksioner som disse, der står for frit skue i fotojournalist Jessica Rinaldis fotoserie 'The life and times of Strider Wolf' som for nylig blev hædret med den fornemme, amerikanske Pulitzer-pris i kategorien 'feature fotografi'.
For hvordan er livet overhovedet, når man altid har været traumatiseret og udsat for vold - oven i købet fra sine nærmeste? Og hvordan holder man humøret oppe? Hvad skal der blive af Strider og andre, der har det som ham?
Historien er lavet for det amerikanske medie The Boston Globe i samarbejde med journalist Sarah Schweitzer, der har skrevet en udredende fortælling om hans liv. I første omgang faldt Sarah Schweitzer over Strider Wolfs historie, da hun så, at hans stedfar, Justin Roy, havde fået afvist en appel, efter han havde fået en dom på 55 år i fængsel. Dommen havde han fået for at have tæsket løs på Strider Wolf.
Det var tanken om, hvordan den lille dreng måtte have det, der fik journalisten til at læse opfølgende historier om sagen. De nævnte, at Strider Wolf efter indlæggelsen var flyttet hen til bedsteforældrene. Først tog Sarah Schweitzer forbi, kort efter kom Jessica Rinaldi med sit kamera.
"Vi kom nogle dage ad gangen og forsøgte at være en slags fluer på væggen, så længe de kunne holde os ud," siger Jessica Rinaldi.
De opholdt sig som regel området i flere dage i træk og besøgte campingpladsen fra tidlig morgen til sen aften. I alt brugte de fem måneder på at lave historien, fire af månederne sammen med familien.
"Jeg skød så mange billeder, jeg kunne komme til ad gangen. Men der er også en fin balancegang mellem at vide, hvornår man må gå tæt på, og hvornår jeg skulle trække mig tilbage og give dem lidt frihed," siger Jessica Rinaldi.
I begyndelsen var bedsteforældrene meget forsigtige med, hvor tæt de to reportere måtte komme. Men efter lidt tid var det som om, at familien næsten glemte, at hun og journalisten fulgte med over det meste.
I sidste ende er familien også glade for historien i sig selv, siger Jessica Rinaldi, og interessen fra omverden har været overvældende.
"Historien er rå og trist, selvfølgelig. Men den lyder som dem, fortalte Lanette, bedstemoren, mig. Og mange mennesker har efterfølgende sendt hjælpepakker og økonomisk støtte til familien. Strider har haft et godt år i skole, og hans lillebror begynder snart på en ny skole. Og bedsteforældrene ser frem til helt officielt at adoptere børnene."
Hjemme i skoven: Strider Wolf blev født fattig i distriktet Maine i USA. Da han var to år bankede hans mors kæreste ham næsten til døde. Strider Wolf rækker op for at fange en gren, og strækket afslører arret på hans mave som følge af de slag, han har fået på kroppen.
Efter at han blev udskrevet, boede han hos sine bedsteforældre med sin lillebror Gallagher. Bedsteforældrene havde trange kår og blev hjemløse i forsøget på at forsørge børnebørnene. I det kaos og med afsavnet i sig havde Strider Wolf et simpelt og langvarigt ønske: at føle sig elsket.
Månekig: Strider og Gallagher er ofte efterladt til at lege alene. Her har de fundet en forladt Ford i månelyset, og Strider holder en ødelagt slange fra bilen mod sine øjne som en kikkert og spørger: "Hvad er der på månen?".
Tillykke med fødselsdagen: Til Strider Wolfs seksårsfødselsdagsfest kører hans bedstemor og oldemor på en tur til indkøbscenteret Walmart for at hente hans fødselsdagskage. Det skulle tage 15 minutter, men efter at have været væk i over to timer, sidder Strider noget skuffet tilbage med sin bedstefar, Larry, og venter på, at de kommer tilbage, så festen kan begynde.
Afmagt: Bedsteforældrene fik 30 dage til at pakke deres ting og forsvinde fra campingområdet, da de ikke havde betalt husleje i to år.
Det er aften, da de skal ud, og bedsteforældrene flytter deres ejendele til et opbevaringsrum. Strider og hans lillebror Gallagher venter i bilen. Træt og frustreret bider Gallagher Strider, som trækker sig væk, pressende med sin krop op mod bilvinduet.
Ud af skoven: Bedsteforældrene, Strider og Gallagher får et nyt hjem i en tidligere præstebolig i Lisbon i Maine. Før boede de i Oxford i Maine. Den nye baghave til deres nye hjem er hegnet ind og ligger i et nabolag, der er meget fjernt fra campingområdet i skoven, som Strider før kaldte hjem.
På The Bosten Globes hjemmeside kan du se og læse hele fortællingen om seksårige Strider Wolf. Og på Pulitzers hjemmeside kan du se hele udvalget Jessica Rinaldis vinderbilleder.
LÆS OGSÅ: Billeder fra et af verdens mest uberørte steder
LÆS OGSÅ: Verdens bedste naturbilleder er næsten unaturlige
Strider Wolf blev født fattig i distriktet Maine i USA. Da han var to år bankede hans mors kæreste ham næsten til døde. Han overlevede og flyttede hen til sine bedsteforældre, som efterfølgende blev hjemløse i forsøget på at tage sig af Strider Wolf og hans lillebror Gallagher. I det kaos og med afsavnet i sig havde Strider Wolf et simpelt og langvarigt ønske: at føle sig elsket. Strider Wolf rækker op for at fange en gren og strækket afslører arret på hans mave som følge af slag, han fik, der næsten tog livet af ham.
