En tribal i ansigtet skriger ikke ligefrem, at man er den mest sympatiske mand i verden. Tværtimod vil nogen nok kalde ansigtstatoveringer en tydelig social markør, der i alle fald er lidt tættere på Horserød Statsfængsel end Bamse og Kylling på associationsstigen.

Man fristes lidt til at tro, at man har med en tikkende bombe eller et bandemedlem at gøre, når folk er tatoverede fra top til tå. Men ikke desto mindre gemmer der sig naturligvis mennesker bag ved tusserne, og dem forsøger fotografen Steven Burton at sætte i fokus.

’Skin Deep’ hedder den nye portrætserie, som Burton har skudt af 27 tidligere bandemedlemmer fra Los Angeles.

For hver mand er der to billeder. Ét helt naturligt, og et der har været en tur i Photoshop-maskinen. I redigeringsprogrammet har Burton brugt små 400 timer på at fjerne enhver tatovering for at illustrere effekten af den kropslige udsmykning og ikke mindst for at vise mennesket bag.

Portrætseriens budskab er velsagtens det ældgamle budskab, at man ikke skal skue hunden på hårene. I videoen herunder fortæller en af portrætpersonerne om, at folk som udgangspunkt bliver bange, når de møder ham første gang på grund af alle hans tatoveringer, hvilket er frustrerende, fordi han ikke længere er medlem af en bande. 

”Mine tatoveringer behøver ikke betyde, at din fordom er sand. Fordomme er ikke fair. De er ikke cool. Men de er en del af livet,” siger han i klippet herunder.  

Ifølge Highsnobiety fik Burton idéen til portrætserien gennem et bandeexitprogram, der hedder Homeboy Industries. Her tilbyder de blandt andet hjælp til at finde et arbejde og til at få fjernet tatoveringer, da man har fundet ud af, at tatoveringerne er en stor hæmsko, hvis man ønsker at lægge bandelivet bag sig.