Marvel har offentliggjort traileren til filmen ’Black Panther’, der har premiere i februar næste år.

Filmen, der har Chadwick Boseman og Lupita Nyong’o i hovedrollerne, handler om T’Challah, der efter sin fars død vender tilbage til sit hjemland, den fiktive, afrofuturistiske nation Wakanda for at gøre krav på den trone, der retmæssigt er hans.

Karakteren T’Challah, der deler identitet med superhelten Black Panther, går for at være den første sorte af sin slags i amerikansk fiktion. Black Panther figurerede første gang i en Marvel-tegneserie i juni 1966 (samme år som den revolutionære afroamerikanske bevægelse af samme navn blev dannet) i udgivelse nummer 52 af De fantastiske fire, som han hen ad vejen skulle få en del at gøre med.

Wesley Snipes har blandt andet sagt om Black Panther-karakteren:
”Jeg har altid været tiltrukket af historien, fordi hovedpersonen er en stærk afrikansk figur, en monark, der er meget intelligent og magtfuld, som bruger sine evner til at beskytte sit folk.”

Herværende trailer afslører ikke meget i forhold til handlingen i den nye Marvel-film, som der endnu ikke foreligger en dansk premieredato på. Men tilsyneladende er der ingen mangel på action.

Og så er der Gil Scot Heron på lydsporet: ”The revolution will not be televised!”

Eller vil den?