Når man er vokset op med en kendt far, holder man privatlivets hemmeligheder tæt til kroppen. Nu, fem år efter skuespilleren og entertaineren Jesper Kleins død, lægger Sebastian Klein kortene på bordet.
Hvorfor har du skrevet en bog om din far?
”Det handler i virkeligheden om, at jeg altid har gjort mig umage for ikke at fortælle noget om min far. Når man er søn af en mand, der er så kendt, som min far var, da jeg voksede op, bliver man meget beskyttende.
Alle ville vide noget om ham: venner, skolelærere, de andres forældre. Og jeg vidste, at hvis jeg gav dem en lillefinger, ville de have hele armen. I 70’erne og starten af 80’erne var han et af Danmarks kendteste mennesker.
Bilerne holdt ind til siden, for at folk kunne hilse på ham på gaden, og når vi var i Tivoli sammen, måtte jeg løbe efter ham, fordi han ikke kunne komme i sikkerhed i Grøften hurtigt nok. Han var ikke god til at håndtere det at være kendt. Jeg bad ham holde op med at komme på skolen, fordi det var for pinligt. Han kunne lige så godt have været en elefant, der troppede op i skolegården.
Undervisningen stoppede, og børnene løb ud for at sige hej til ham. Så jeg har altid været dygtig til at undgå at tale om ham og om, hvad der skete hjemme hos os. Nu er han og de fleste fra dengang døde, og det gik op for mig, at jeg efterhånden var den eneste, der kendte alle historierne.
Jeg syntes ikke, de skulle gå tabt, når jeg på et tidspunkt heller ikke var her længere. Der er allerede mange historier, jeg aldrig kommer til at høre. Fx blev han i 1969 tilbudt at komme på ’The Ed Sullivan Show’ i New York.
Dengang var USA de onde, så han tog ikke derover. Jeg fik aldrig spurgt ham, hvad han skulle lave der, eller hvordan de havde hørt om ham, og det ærgrer mig nu. Derfor har jeg skrevet en stor bog med alle historierne.”
Sebastian Klein
Født 1972. Skuespiller, tv-vært og foredragsholder. Søn af skuespillerne Jesper Klein og Lykke Nielsen. Blev kendt som Dr. Pjuskebusk i børneprogrammet ’Naturpatruljen’, der blev sendt 1997-2003, og har siden lavet en række tv-programmer for børn.
Hvordan undgår du at skrive et helteportræt?
”Det er også svært, for min far var min helt. Det er han stadig, men jeg ville ikke have, at min bog blev en lang uforbeholden hyldest. Derfor har jeg taget en del ting med, jeg for få år siden aldrig kunne finde på at fortælle til nogen. Faktisk er jeg nervøs for, om jeg har taget for mange af de ting med, så den tipper over og bliver for kritisk.
Det har også noget at gøre med, at det er nemmere at huske de dårlige episoder. Alle de gode år og alle succeserne var der så mange af, at de flyder sammen for mig og bliver svære at huske, hvor de dårlige ting står klarere for mig.
Der var en lang periode fra slutningen af 60’erne til midten af 80’erne, hvor alt, han rørte ved, blev til guld. Han brød igennem i 1969, da han fik en Bodil for bedste mandlige hovedrolle i ’Balladen om Carl-Henning’, der også blev vist til Berlins internationale filmfestival.
Siden havde han stor succes med at lave radio, teater, tv og var nok den tids sjoveste mand i ’Klyderne’ (musikalsk komikergruppe med Klein, Jess Ingerslev og Tom McEwan, red.). En stor nedtur for ham kom i 1985, hvor han var instruktør på tv-satsningen ’Mor er major’.
Den var skrevet af Lise Nørgaard, havde Helle Hertz i hovedrollen og skulle være den nye, store serie efter ’Matador’. Men det blev ikke ret godt, og pludselig blev min far udnævnt til syndebuk i aviserne.
Alle skrev om, at det var hans skyld, også Erik Balling, der sagde, at han havde set manuskriptet og mente, at alle burde kunne få det til at blive en succes. Det var et stort nederlag for ham, og han følte sig i den grad dolket i ryggen. Og alkohol var også en faktor som hos så mange andre i den branche.”
Drak din far?
”Ja, det gjorde han. Og det er en af de ting, jeg har haft sværest ved at åbne op om. Han sagde altid, når vi var ude eller sad ved bordet: ’Nå, nu skal den gamle alkoholiker vist have en fadøl.’ Det holdt han op med på et tidspunkt i slutningen af 80’erne, for der var det ikke sjovt længere.
Han opdragede ironisk. Når vi var uenige om noget, sagde han altid: ’Du er for lille og for dum – gå ned i kælderen og modn!’ Så var mit faste svar: ’Jeg skriver en bog om dig en dag med titlen ’Fra min faders skygge’.’
En meget ildevarslende titel på en bog om, hvor forfærdelig en far han havde været. Det var han nu overhovedet ikke, han var en fantastik far. Det var vores fælles humor. Men det med alkoholen holdt han op med at lave sjov med, da det blev alvor.
En dag efter jeg var flyttet hjemmefra, besøgte jeg mine forældre. Efter at have snakket med min mor gik jeg ovenpå til min far, der sad oppe på sit kontor og skrev, som han plejede. Da jeg kom ind, så jeg, at han gemte et whiskyfarvet glas væk.
Jeg skulle have sagt noget, men det gjorde jeg ikke. Senere i hans karriere måtte min mor hente ham enkelte gange, fordi han var fuld på scenen. Det var ikke, fordi han rendte i byen, men hvis han alligevel var ude, kunne han godt finde på at blive hængende lidt for længe.
Det var meget normalt i de kredse, han kom i, at man drak for meget. Det startede med, at han som voksen havde besluttet sig for at drikke vin til maden hver dag. Hans forældre havde været fattige, så det var en måde for ham at markere, at han havde klaret det godt.
Min mor syntes efterhånden, at det var for meget at drikke vin hver dag, så hun drak Ribena i stedet, og så drak han vinen selv. Han stoppede først med at drikke, da han i 2005 efter et mavesår fik at vide, at han ville dø af alkoholmisbrug, hvis ikke han stoppede.”
Jesper Klein
1944-2011. Skuespiller, komiker og instruktør. Var gift med skuespilleren Lykke Nielsen, der døde i 2006. Bl.a. kendt fra komikergruppen Klyderne, julekalenderne om Pyrus, tegnefilmene om Jungledyret Hugo og for, af den kommunistforskrækkede formand for Aktive Lyttere og Seere Erhard Jakobsen at blive udnævnt til ’rød lejesvend’ i 70’erne.
Hvilken opvækst havde din far?
”Han voksede op i et fattigt hjem i Næstved. Hans far var arbejdsløs pottemager, og hans mor var syg. ’Træt’ hed det dengang, så hun fik et skud et eller andet og lå meget. Han har altid hadet sin barndom og afskyede sin far.
Han talte ikke ret meget om det, kun én gang prøvede han, og der kunne han ikke. Han kom en dag ned på mit værelse i kælderen og forsøgte, men kunne ikke finde ud af, hvor han skulle begynde: ’Bastian, de sendte mig væk!’ var det eneste, han kunne sige.
Senere fandt jeg ud af, at han var blevet sendt på landet flere gange. Kun én historie fra sin barndom fortalte han, og den handlede om, at han fik tæsk. Hans far, min farfar, tævede ham med et langt skohorn i træ. Han slog og slog ham over ryggen med det, til det til sidst flækkede hele vejen op.
Grunden til, at han fortalte lige den historie, var, at han syntes, det var så sjovt, at der på skohornet stod ’Godt værktøj er det halve arbejde’. Nu hvor jeg har skullet skrive bogen, har jeg måttet spørge de tilbageværende medlemmer af familien, hvad de vidste, og så stykke det hele sammen.
Da han blev voksen og fik succes og penge, prøvede han at købe gaver og et sted at bo til sine forældre, hvilket bare resulterede i, at min farfar blev sur, fordi min far ikke skulle bryde sig om at tro, han var mere værd end ham.
Min far var på min skole én gang, fordi jeg havde fået en lussing af skolens rektor. Det ville han under ingen omstændigheder finde sig i, så han var oppe og bede om en undskyldning. Han var meget vred på sin barndom, og det var også derfor, han ikke ville skrive en selvbiografi.”
Hvordan har du ellers fundet oplysninger fra dengang?
”Han gemte breve. Jeg er gået igennem en stor flyttekasse fuld af breve, han syntes var for gode til at smide ud. De er fra alle mulige, fx Kim Larsen, Anker Jørgensen og Dan Turèll. Dan var en af min fars gode venner. De skrev enormt meget sammen, fordi de havde et eller andet fællesskab i at være intellektuelle enere.
Deres korrespondance var i et floromvundet kancellisprog: ’Kære hr. acteur,’ skrev Dan altid til min far, som svarede med: ’Bedste hr. digter.’ De skrev om alt og ingenting, gerne mobbende. Min far gjorde nar ad Café Dan Turèll, og det gjorde Dan også. Og så mødtes de en gang imellem og drak sig i hegnet.
Jeg kan følge med i deres brevveksling, fordi min far gemte kopier af de breve, han sendte til Dan. Der er også et skidesjovt et fra Bertel Haarder, som min far havde gjort grin med. Det er en lang tilsvining, der slutter af med: ’Og alt det skal være dig tilgivet, hvis jeg får billetter til din næste premiere.’”
'Fra min faders skygge udkommer 31. oktober på Politikens Forlag.
LÆS OGSÅ: Køber du bøger, men læser dem aldrig? Der findes et ord for din type
