Walter White i den berømte 'Breaking Bad'-scene.

Slut med besynderligt pizzaritual: Frustreret ejer bygger hegn om berømt ’Breaking Bad’-hus

’Breaking Bad’-fans må finde alternative destinationer for deres pilgrimsfærd.

I årevis har sejlivede fans af den populære serie valfartet til en helt særlig ejendom i New Mexico, men nu har ejeren fået nok af deres eskapader. Det skriver Esquire.

Huset har opnået en slags kultstatus efter en helt bestemt scene i sæson 3. Efter et mislykket forsøg på forsoning med sin kone slynger seriens hovedperson Walter White – den kræftsyge kemilærer, der i løbet af fem sæsoner forvandler sig til drug-overlord – en kæmpestor pepperoni-pizza op på taget af netop dette hus.

Det er den scene, der er hele omdrejningspunktet for et noget specielt ritual, hvor trofaste ’Breaking Bad’-støtter lægger vejen forbi det sydvestlige USA for at genskabe episoden. Men nu har den kvindelige ejer altså fået nok af at få høvlet pizzaer på taget i ét væk.

Hun har derfor besluttet sig for at få bygget et knap to meter højt hegn, der skal holde de uønskede ’Breaking Bad’-tilbedere væk.

”Vi føler, at vi ikke kan forlade huset. Hvis vi gør, sker der noget, og det er latterligt,” siger kvindens datter Joanna Quinta til det lokale medie KOB 4.

Og der er også problemer, selv om de nysgerrige horder ikke nødvendigvis er bevæbnet med pizza.

”De beder os om at lukke garagedøren eller smutte ud af billedet – altså de fortæller os, hvad vi skal gøre i vores eget hjem,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Efter Eminems knusende rap: Seth Meyers giver sine fans Trump-ultimatum

LÆS OGSÅ: ‘Game of Thrones’ søger tre nordiske skuespillere til finalesæsonen

LÆS OGSÅ: Apple hyrer Spielberg og går ind i streamingkampen på ’Stranger Things’-måden