Hvis du vil læse mere om, hvad krig gør ved dem, der overlever den, kan du i det aktuelle Euroman, som rammer kioskhylderne i dag, møde mændene fra Veteranhjemmet i København. Her bor en håndfuld mænd, som gik i krig for Danmark og det, de troede på. De kom ud af de voldsomme kampe med livet i behold, og så alligevel ikke. For nogle af mændene flyttede krigen med hjem.

Her kan du læse et uddrag af Dy Plambecks nye roman 'MIkael', der udkommer fredag 15. august.

Uddrag af Mikaels dagbog

Fjenden er et menneske. Hvis jeg ikke forstår ham, kan jeg ikke træffe den beslutning, der kan dræbe ham. Fjenden tænker som mig. Det husker jeg mig selv på hver dag. Jeg ser på fjenden uden had. Jeg gør, hvad jeg kan for at opsøge ham i ildkampen og slå ham ihjel. Jeg forventer heller ikke andet af ham, end at han skal forsøge at slå mig ihjel. Hvis jeg er for lang tid ad gangen i lejren, kommer frygten for fjenden. Jo mere tid, jeg bruger uden for murene, i nærheden af fjenden, jo mere vænner jeg mig til, at han er her. Inde i lejren bliver min frygt tydeligere. Hvor længe kan jeg blive ved med at være heldig? Er det min tur næste gang?

                        *

Inde i mig er et rum. Der ligger mit bristepunkt. Jeg har set frygten i øjnene på nogle af mine kammerater i delingen. De er gået ind i deres rum. Nu kan de ikke slippe ud. Når frygten kommer under en ildkamp, prøver jeg at se igennem den. Så langt at jeg kommer ud på den anden side. Jeg er ikke færdig med at være bange, men jeg er færdig med at være bange for noget bestemt. Jeg får en følelse af at, okay, så er det sådan, nu skal jeg dø, men først skal jeg ordne den her situation. Det vigtigste bliver at gennemføre, hvad jeg kom for at gøre. Så vil jeg altid vinde. Om jeg så lever eller dør.

                        *

Lyset kom ind over kanten på badekabinen. Hår, der lignede tynde, efterladte guldtråde på den sorte badepose. Jeg åbnede for hanen og stillede mig ind under vandet. Det hårde træ, kabinen var lavet af, den dødes stive knæ. De to unge mænd løb hen til den døde mand ved Helmandfloden, dishdashaen flagrede efter dem. De tog halskæden af ham, så turbanen, de svedte, de kæmpede med at bøje hans stive albuer, så de kunne få dragten af ham. Hans arme slog mod dem, som forsøgte den døde at modsætte sig tyveriet. Jeg var tør i munden, mit spyt var klæbrigt og hvidt. Da jeg spyttede i floden, flød spyttet rundt oven på vandet som en tot vat.

                        *

I det øjeblik flybomben slår ned, når mortererne og artilleriet kommer, når alt, hvad der er ondt, rammer fjenden, smiler jeg til mine kammerater i delingen. Træerne i den grønne zone står klarere frem i lyset, når jeg hører de rungende brag ovre fra fjendens stilling. Ja, jeg smiler. Fordi fjenden har prøvet at tage mit liv. Fordi han har prøvet at tage det, jeg holder af, fra mig. Mine venner. Min familie. Min kammerat ved siden af mig.

                        *

Kamp er nogle af de klareste øjeblikke i mit liv. Der er ikke dét, der ikke kan lade sig gøre i den tid, ildkampen står på. Jeg går gennem den grønne zone. Pludselig ligger jeg på jorden og hører projektilerne hen over mit hoved. Jeg har ikke hørt dem komme, jeg har heller ikke tænkt, at jeg skulle smide mig på jorden. Der er et instinkt i mig, der er langt hurtigere end min bevidsthed. I kampen er der kun arbejdet, ingen tanker. Få styr på pulsen, træk vejret. I radioen taler jeg hurtigere, end jeg plejer. At få mændene i stilling. At få dem til at åbne ild. Det hjælper at råbe. At få dem fremad.

Og så stopper ildkampen, lige så brat som den startede. Fjenden slipper sit tag i mig. Jeg står tilbage med adrenalin i blodet, den høje puls, uden at jeg forstår, hvad der egentlig er sket. Jeg ser på de andre i delingen, hvordan de også langsomt bliver sig selv igen. Af og til tænker jeg på, hvordan det føles at blive ramt, når huden sprækker, og projektilet går gennem kødet og rammer nerverne.

                        *

Støvet rejste sig omkring ham. En ung mand snublede af sted i sin dishdasha ned ad en sti. Jeg havde lyst til at råbe til de andre i delingen, at de skulle holde op med at skyde efter ham. Et øjeblik tænkte jeg: måske er han bange, den unge fyr derude. Det havde jeg egentlig ikke så meget imod, at han var. Det var jeg også selv, men pludselig stod det klart for mig, at vi var i gang med at skyde ham, og at vi ikke ville stoppe, før han var død. Jeg sænkede mit gevær og så ud over den grønne zone, på et mundingsglimt i buskadset over for mig.

                        *

Faizhullah bagte brød over ildstedet i sit lerklinede hus og kom kørende på sin tuk-tuk med brødene op til hovedvagten i Bridzar. En ældre mand med et modermærke, der flød som et lille vandløb ned over hans venstre kind. Han smilede, løftede på turbanen og lod sig kropsvisitere. Jeg gennemsøgte brødene på hans tuk-tuk. På vej ud af lejren løftede han hånden og vinkede til mig. Faizhullah var som en varm jordbund om en plante, en bager med sit brød. Han havde ikke det blik, som jeg havde set hos andre afghanere, som papir, der var blevet krøllet sammen, små hårde papirskugler. Jeg viftede ham fremad, direkte ind i lejren. En dag kom Faizhullah ikke længere. Jeg tænkte: han er død. Så havde kampene altså fået ham. Men i dag kom han kørende herud til lejren med brødene på sin tuk-tuk. Jeg blev stående et stykke fra ham og ventede, indtil han drejede hovedet mod mig. Et smil bredte sig over hans ansigt, da han så mig. Vi rystede hinandens hænder længe, så trak han mig ind til sig og lagde armene om mig og klappede mig på ryggen.
   
                        *

Hver gang jeg lader mit gevær, tænker jeg, at i dag kan være en dag, hvor jeg skal slå fjenden ihjel. Det var jeg afklaret med, da jeg tog til Afghanistan. Jeg fandt et sted i mig selv, hvor der var plads til det, hvor det kunne være sådan. Alligevel: først da jeg var midt i det, forstod jeg, hvad det vil sige. I ildkampen ændrer jeg min opfattelse af, hvad et menneske er. Jeg ser udelukkende efter, om det har et våben eller ej. Fjenden ved, hvad han går ind til, det gør jeg også selv. Jeg kan ikke se, hvordan jeg skal komme levende ud af ildkampen uden at handle, som jeg gør.

Når folk spørger mig, om jeg har slået nogen ihjel, tænker jeg: vil du gerne vide, om jeg lever, fordi jeg dræbte fjenden? Eller vil du vide, om jeg er en rigtig soldat? Om jeg kunne finde ud af mit arbejde?

                        *

I Afghanistan er der en kraft, der gør mig levende. At mærke hvad jeg kan udrette under pres. Men det er ikke bare det. Det er også noget i mig selv, som jeg forsøger at finde frem til. Hvad det er, ved jeg ikke præcis, men når jeg er i Afghanistan, føles det, som om jeg er tæt på det. At jeg er der. Jeg skal bare række ud efter det. Men når jeg rækker hånden frem, kan jeg ikke gribe om det og holde det fast. Alligevel kommer jeg tilbage til landet for at prøve igen. Det er på en måde helt naturligt. Det, der driver mig.

                        *

Da fjenden åbnede ild mod os, mens vi lå i stilling og besvarede ilden, så jeg mig selv og delingen. Vi lå i grøften mellem de vildtvoksende planter, med fødderne nede i åen og geværet rettet ud over marken. Og under tilbagetrækningen, da vi havde fået beordret en Canadian Tunnel, så jeg os, den måde, vi bevægede os gennem den grønne zone på, mens projektilerne smældede over vores hoveder. Det var, som om ingen af os længere tænkte på, at der kunne findes en anden form for arbejde, et andet liv, en fremtid.

                        *

Har du slået nogen ihjel?
Hvor meget får du for det?
Hvorfor gør du det, når du ikke får mere for det?
Var det ikke hårdt?
Fik du noget at spise?
Hvorfor tog du derned?
Har du det godt med det?
Var der ikke varmt?
Det lyder fedt – var det dét?
Nåh, du er sådan én?
Har du set nogen dø?
Var du bange?
Har du fortrudt?