Da Roskilde Festival for nylig lavede en facebookteaser dagen før offentliggørelsen af årets program, var gættelegen en video sammensat af elementer udelukkende fra The Jesus And Mary Chains univers.
Og da Store Vega sidste år annoncerede koncerten med de skotske indie-legender som foregår søndag aften, var der udsolgt på meget kort tid. Brødrene William og Jim Reid, på henholdsvis 58 og 55 år, kan stadig sælge billetter.
I dag behøver The Jesus And Mary Chain ikke længere møde op på spillesteder og påstå, at de er opvarmningsbandet, som de måtte gøre for at få deres første live-jobs i 1983.
De to brødre fra Glasgow-forstaden East Kilbride har altid været innovative. Dengang hed dét, Jesus And Mary Chain spillede, alternativ rock. Og Jesus And Mary Chain var alternative. De så alternative ud med deres høje, sorte frisurer, som muligvis var touperede, og muligvis bare så sådan ud, fordi de ikke gad at klippe eller rede håret.
Da Jesus And Mary Chain spillede en berømt koncert i Saltlageret i København i 1985, bestod underholdningen af en halv times rabiat støj og Jim Reid, der råbte 'Jesus fucks' som en af sangene hed.
Sådan var de fleste af bandets koncerter dengang. Ofte spillede de ikke mere end 20 minutter. Til gengæld var de høje på amfetamin, stod demonstrativt med ryggen til publikum, og der var altid kæmpe westernslagsmål foran scenen. Folk gik simpelthen amok, og optøjerne fortsatte uden for koncertsalen.
The Jesus And Mary Chain var et af tidens mest spektakulære og omtalte nye bands i musikpressen. Det toneangivende engelske musikmedie, NME, kaldte The Jesus And Mary Chain for ”verdens bedste band”, men de havde nu også altid været hurtige med at hype nye verdensmestre. Andre kaldte bandet for de nye Sex Pistols. The Jesus And Mary Chain var ligeglade med det hele. De var kun interesseret i at lyde som ingen andre. Det lykkedes.’
I 1985 var det stærkt alternativt og radikalt at sætte 60er-pop som The Ronettes, Shangri-Las og Beach Boys sammen med Hank Williams og The Velvet Underground og give blandingen fuld feedback-pedal, så det lød, som om der var nullermænd på pladespillerens pick-up.
The Jesus And Mary Chain lød anderledes og støjende. William Reid undlod, helt bevidst, at stemme sin guitar.
Men som tilfældet også har været med andre radikale, larmende og nyskabende bands, eksempelvis kædesavspunkfædrene The Ramones og de amerikanske støjpionerer The Pixies (som Kurt Cobain sagde om sin egen og Nirvanas ”gamechanger” Smells Like Teen Spirit: ”Basically, I was just ripping off The Pixies”) lå der melodier under muren af støj og larm.
The Jesus And Mary Chain havde en sær, enestående evne til at skabe psykedelisk pop, som blandede alle referencerne og samtidig afspejlede den socialrealistiske stemning i Glasgow-forstaden, som brødrene kom fra.
Teksterne var dystopiske og fandenivoldske på en underligt opløftende måde. Det komplekse miks blev samlet i en forbilledlig enkelhed og melodisk støj. Og nogle gange stor skønhed, som i sange som April Skies og Darklands.
Kritikere har sagt, at alle bandets syv studiealbums lyder ens. Neutrale iagttagere er enige om, at brødrene Reid har været med til at flytte musikken nye steder hen. Det, som lød radikalt alternativt, da Jesus And Mary Chain gjorde det første gang i sidste halvdel af 1980erne, lød naturligt i 1990erne. Og der havde i øvrigt ikke været noget The Raveonettes uden The Jesus And Mary Chain. Sune Wagner og Sharin Foo har lyttet godt efter i timen.
The Jesus And Mary Chain har som nævnt ikke kun leveret støj og feedback. Bandets kendteste sang er den sug-i-maven-smukke Just Like Honey fra 1985, som i 2003 fik en renæssance som lydspor til afslutningsscenen i filmen Lost In Translation med Scarlett Johansson og Bill Murray.
I det hele taget har Reid-brødrene altid leveret en blanding af dynamit og sirup, eller for at sige det med en af deres egne titler: Barbed Wire Kisses. Altså pigtrådskys. Deres debutalbum hed Psychocandy, og så var tonen slået an. Jesus And Mary Chain er en skizofren blanding af sort og hvid, sukker og benzin. Albummet Stoned And Dethroned fra 1994 er alt andet end støjende rock: helt lo-fi, minimalistisk, melankolsk og bevægende.
Musikkens dynamik er smukt afspejlet i brødrenes eget forhold, der fra starten har været bygget på en krudttønde. Begge har selvfølgelig haft misbrugsproblemer og været på det meste, inklusive LSD og noget endnu stærkere, og i øvrigt altid gjort en dyd af at opføre sig introvert og usympatisk i interviews. En slags Liam og Noel Gallagher fra Oasis, bare uden humor, charme og oneliners.
Brødrenes evige uenigheder kulminerede i 1998 med et skænderi på scenen under en koncert i Los Angeles, som opløste gruppen. I 2007 blev de gendannet efter en del solo- og sideprojekter, og for nylig udkom det første studiealbum i 19 år, Damage And Joy. Det har fået pæne anmeldelser. The Jesus And Mary Chain lyder som sig selv.
For 32 år siden skabte Jesus And Mary Chain stor ballade ved koncerten i Saltlageret, der siden har fået ikonisk status blandt berømte københavnske koncerter. I 2017 er deres koncerter angiveligt mere tilbagelænede. Man bliver jo ældre. Det er dog stadig to af indie-rockens absolutte legender, der går på scenen i Vega søndag aften.
The Jesus And Mary Chain, Store Vega, søndag den 23. april kl. 20
LÆS OGSÅ: Se billederne: De 87 bedste øjeblikke fra Chateau Motels første halvår
LÆS OGSÅ: Kendrick Lamar lancerer ny single med vild video
LÆS OGSÅ: Jonas Breum sætter musik til dødsfangers sidste ord
