banner image

Få 3 numre af EUROMAN for kun 99 kr. Spar 109 kr. 

BESTIL HER

Thomas Vinterberg: "Det er vigtigt for mig ikke at give folk det forventlige. Når man siger ’kollektiv’, tænker mange straks på atommarcher og fri sex. Fint, så udelader vi det"

Mine film starter indefra. Det kan lyde abstrakt, men det er det egentlig ikke. Tag Lars von Trier fx. Hans film starter udefra. Han har en historie og en flok skuespillere, der ofte agerer som brikker i hans spil. Som i ’Dogville’ (2003), hvor der er kridtstreger på gulvet, og så bevæger vi os stille ind i historien.

Jeg går den anden vej. Jeg starter med rollerne, og så finder jeg historien. Som i ’Jagten’ (2012), hvor jeg gerne ville fortælle om en mand, der var meget inde i sig selv. Han var med i mandefællesskaber, gik på jagt og var oprindelig smed. Men jeg kunne ikke komme ud med historien. Derfor måtte smeden til sidst skrives om til at blive skolelærer, for ellers kunne historien ikke åbne sig op. Han ville simpelthen blive for enstrenget som smed. Ved at ændre ham til at være en mand, der arbejdede med børn, gjorde vi ham til en selvmodsigelse. Han dyrkede mandetingene, men var samtidig følsom. Pludselig kunne vi genkende ham som menneske.


LÆS OGSÅ: 2015’s bedste serier – der kan streames i Danmark

Mit hold og jeg skriver alle rollerne til en film, men hvis man som instruktør putter et joystick op i røven på skuespillerne og kører rundt med dem, kommer der til at være en distance til fortællingen. Det er der uden tvivl noget kunstnerisk smukt ved, men sådan kan jeg ikke lide at arbejde. Jeg vil helst undersøge menneskelige historier sammen med skuespillerne og se på de signaler, som vi mennesker sender til hinanden. Lad os sige, at to venner mødes, og den ene siger: ”Hej,” og den anden svarer: ”Hej.” Ja, så er det jo enormt kedeligt og vil aldrig kunne fungere som en filmscene. Men hvis den ene nu siger: ”Hej, tak for sidst, hold da kæft, det var noget værre noget,” og den anden bare svarer ved lige at puste stille ud eller bide sig i underlæben, ja, så har man pludselig en hel historie lige dér. Hvad er gået forud, hvorfor siger de sådan, og hvor er de på vej hen?


Med Mia Maria Back og Trine Dyrholm, ’De største helte’ (1996). 

Jeg sad i min gamle lejlighed og var vred, da jeg skrev scenen med de to taler i ’Festen’. Altså den, hvor Ulrich Thomsen rejser sig og giver sin far muligheden for at vælge den gule eller den grønne tale. Jeg havde en masse raseri i mig, og da de to farver på talerne kom frem, kunne jeg ligesom se Ulrichs smil for mig. Han var tilfreds ved følelsen af hævn.

Det havde jeg en stor fornøjelse ved. Ikke at jeg har noget at være sur på min egen far over, men scenen føltes som en befrielse, fordi den ikke var selvmedlidende. Og når man holder en tale om incest, er faldgruben netop det selvmedlidende. Der er absolut ingen, som gider heppe på en mand, der har ondt af sig selv. Den følelse må man arbejde sig uden om, hvis en film skal kunne fungere.


For mig er det afgørende, at skuespillerne kræver stor indflydelse på deres roller. Det er danske skuespillere gode til. Min seneste film inden ’Kollektivet’ var den britiske ’Far from the Madding Crowd’ (2015), og her havde jeg et hold af autoritetstro skuespillere, der gjorde, hvad de fik besked på. Lige på nær Carey Mulligan, faktisk. Hun er lidt dansk på den måde. Det er vigtigt for mig at arbejde med folks følelser, så de ikke bare gør, hvad man siger, men hvad de selv føler er rigtigt. I ’Far from the Madding Crowd’ tog jeg fx fat i Michael Sheen.


Kollektivet tog altid på skovtur på Thomas Vinterbergs fødselsdag 19. maj. Hans far Søren sidder til højre i mangefarvet sweater.

Vi gennemspillede sammen hans rolles liv op til de scener, han skulle indspille til selve filmen. Vi kunne ikke bruge scenerne i filmen, fordi det ville få den til at tabe sit naturlige tempo, men hvis ikke Sheen kunne bære de helt rigtige følelser med ind i indspilningerne, ville det ikke blive godt. Han spiller en mand, der er blevet forladt af sit livs kærlighed, og jeg syntes, det var afgørende, at han havde oplevet de øjeblikke, hvor han mistede hende. Alle roller har en fortid og formentlig også en fremtid. Hvis skuespilleren ikke selv føler det, hvordan skal vi andre så kunne mærke historien?

Det er helt afgørende for mig, at man ikke giver publikum en alt for stor bid af en scene. Man må aldrig forklare for meget. Hvis man fx skal lave en scene, hvor en mand er bange, skal han rent faktisk virke ligeglad, og så er det jo min opgave som instruktør at skabe en sprække. Det kan være et ansigtstræk eller en svedperle. Det, scenen i virkeligheden handler om, viser vi kun igennem sprækker. Dette er den indre fortælling, mens den ydre så kan være hans måde at være ligeglad på.

For at kunne fremstille sådan noget ordentligt må man stille sig selv en masse spørgsmål og kende rollen ned i mindste detalje. Har manden måske lige været til luder, og er han derfor bange for at have fået aids? Det kan man vise ved, at han tæller sine penge, fordi hans kone ikke må opdage, at der mangler 1.000 kr., men mere gør vi heller ikke ud af det. Resten er op til folks fornemmelser og fortolkninger.


Vinterberg i efteråret 1988 – året før han blev optaget på filmskolen – i gang med optagelserne til sin første film, ’Sneblind’.

Jeg har et system, hvor jeg kan teste min historie af, inden vi skal filme. Jeg holder prøver med skuespillerne i helt op til 14 dage inden optagelserne. Det er faktisk det hårdeste ved hele filmen. Langt hårdere end selve optagelserne. Det er i de 14 dage, vi skal finde ind til selve filmens kerne. Det er også i den periode, vi skal gøre alt så præcist som muligt, inden optagelserne går i gang. Vi skal finde frem til, hvad de enkelte roller skal vise til verden, og ikke mindst hvad de skal skjule for verden. Når vi har klaret alt det, kan vi pege deres sprækker ud.

Med ’Kollektivet’ opsatte Tobias Lindholm og jeg et regelsæt, da vi skrev filmens manuskript: Vi måtte for alt i verden ikke lave en kliché ud af et kollektiv. I den henseende minder kollektivet i filmen meget om det, jeg selv voksede op i, fra jeg begyndte i skole, og til jeg flyttede ud som 19-årig.

Det kollektiv var en række højtuddannede mennesker, der besluttede sig for at bryde med familiemønstrene og flytte tre familier sammen under ét tag. I starten syntes jeg, det var pinligt, og undgik at invitere venner med hjem, men som teenager var det jo et fedt sted med højt til loftet og masser af diskussion. Alligevel er det, der blev talt om dengang, nok for abstrakt til, at det ville kunne passe ind i en spillefilm. Derfor er det eneste helt konkrete fra dengang, som jeg har med i ’Kollektivet’, en mand, som tager det rod, der ligger og flyder rundt omkring, og brænder det. Men det er nu mest med, fordi det er sjovt.


Med Tobias Lindholm, Mads Mikkelsen og Thomas Bo Larsen i Cannes under præsentationen af ’Jagten’ i 2012.

Det er vigtigt for mig, at man ikke giver folk det, de forventer. Når man siger ’kollektiv’, tænker mange straks på atommarcher og fri sex. Fint, så udelader vi det. Det ville svare til, at jeg havde castet Jens Okking som faderen i ’Festen’. Ikke et ondt ord om Jens Okking, men man vil bare godt kunne se ham spille en far, der har pillet ved sine børn. Ved at caste Henning Moritzen var vi ude over det med det samme, og Henning takkede da også først nej, fordi han ikke kunne udstå tanken om at have gjort dette her. Hvis man kan plante denne fornemmelse af selvmodsigelse i biografsalen, holder man folk på stikkerne og får dem til at gætte med.

Man kan fx sætte en scene, hvor en mand skal være desperat, og så lader man ham under ingen omstændigheder fare rundt. Tvært-imod sætter man ham roligt og henslængt i en stol, og pludselig undervejs skal han så lave et udfald, der siger publikum, at han nok skjuler noget. At han har en sprække, og at han i sig selv er en selvmodsigelse. For mig ligger det mest interessante i verden nemlig i, at mennesker ofte gør det stik modsatte af, hvad de siger. Det er faktisk det, mine film i bund og grund handler om. 

’Kollektivet’ har premiere 
14. januar.

LÆS OGSÅ: Umage komiker-par: Obama og Seinfeld cruiser i Corvette Stingray

LÆS OGSÅ: Harrison Ford: ”Jeg havde aldrig troet, at historien ville velsigne mig, men derimod har jeg altid frygtet, at Han Solo ville hjemsøge mig”

LÆS OGSÅ: Jesper Christensen: Opium, løgne og en far, han nægtede at se

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok