banner image

Få 3 numre af EUROMAN for kun 99 kr. Spar 109 kr. 

BESTIL HER

Serie-introer er blevet big business og sin egen kunstform

DR-serien ’Bedrag’ er seneste eksempel på, at titelsekvensen er blevet en genre i sig selv.Vi bringer dig syv af seriehistoriens mest betydningsfulde - og én, der floppede.

Hvordan illustrerer man grådighed af en livstruende karakter?

Det var spørgsmålet, som Esben Fisker, Rune Fisker og Stine Behrendtzen fra designstudiet Benny Box stillede sig, da de fik til opgave at skabe titelsekvensen til DR’s aktuelle finanskrise-serie ’Bedrag’.
 
De løste opgaven ved gradvist at lade Nikolaj Lie-Kaas, Thomas Bo Larsen og seriens øvrige hovedpersoner oversvømme i løbet af det godt et minut, som titelsekvensen varer. 

”Det handlede om at visualisere noget grundlæggende menneskeligt, der ender med at være selvdestruktivt. I dette tilfælde begær efter penge. Derfor tænkte vi ret hurtigt på vand. Vand er fuldt af symbolik. Folk drukner i det. Dråber får bægre til at flyde over. Man kommer ud på dybt vand og så videre,” fortæller Esben Fisker, der instruerede titelsekvensen i ’Bedrag’ og tidligere har været med til at skabe titelsekvenser til serierne ’Lærkevej’ og ’Borgen’, til Euroman.dk

LÆS OGSÅ: Thomas Vinterberg: "Det er vigtigt for mig ikke at give folk det forventlige. Når man siger ’kollektiv’, tænker mange straks på atommarcher og fri sex. Fint, så udelader vi det"

Titelsekvensen i en tv-serie er det indslag, der går igen i hvert afsnit, og på en gang skal præsentere skaberne og skuespillerne og anslå selve seriens grundtone og tema. 

”Titelsekvensen skal ikke bare ligne serien, men være et koncentrat af serien. Der skal være noget, der fanger, undrer - noget man ikke får svar på. Seeren skal efterlades i en stemning, hvor man får lyst til mere,” siger Per Fly, seriens instruktør, der sammen med hovedforfatter Jeppe Gjervig Gram, holdt grundige indledende møder med Benny Box for at lægge linjerne for den ønskede titelsekvens.

”Der var en del forventningsafstemning, det nytter ikke noget at stå med nogle dyre undervandsoptagelser, som kunden ikke er tilfreds med,” siger Esben Fisker, der lånte noget af udstyret fra produktionen af ’Bedrag’, men ellers selv ordnede det hele.

Da Per Fly viste den færdige titelsekvens til sin 19 årige søn, sagde sønnen, at den var på HBO-niveau.

”Det er et stort kompliment, for HBO er nogle af dem, som virkelig har forstået at forny genren inden for titelsekvenser,” siger Per Fly til Euroman.dk

Her kan du se titelsekvensen til 'Bedrag':

Bedrag / Follow the Money - Main title sequence from Benny Box on Vimeo.

Man kan undre sig over, hvorfor holdet bag en tv-serie, ikke bare selv laver titelsekvensen, men er nødt til at bestille den ude i byen. Men det er del af den specialisering, der foregår omkring titelsekvenserne i disse år, hvor de små filmbidder er blevet en genre i sig selv, et selvstændigt kunstværk i kunstværket.

”Titelsekvenser har udviklet sig til en millionindustri med firmaer, der udelukkende laver denne ene ting,” siger Tobias Bukkehave, der er kandidat i film- og medievidenskab med speciale i amerikanske tv-serier og har skrevet bogen ’50 tv-serier du skal se’.

Han mener, at udviklingen af titelsekvenserne er et eksempel på, hvor raffineret en kunstform tv-serieformatet er gået hen og blevet.

LÆS OGSÅ: Sexede kvinder: Se filmhistoriens flotteste forførelsesscener

”En gang brugte man mest nogle meget pædagogiske titelsekvenser med en kendingsmelodi og en præsentation af hovedrollerne. I dag, hvor vi befinder os i tv-seriernes anden eller måske tredje guldalder, er man ikke bange for at udfordre publikum med mere gådefulde og kunstneriske titelsekvenser og hele tiden skubber grænserne for, hvad man kan med produktet.” 

Vi har fået Tobias Bukkehave til at pege på og kommentere syv af sine yndlingstitelsekvenser, der viser noget om, hvordan genren har flyttet sig:

1. Hill Street Blues (1981-87)



”Serien var med til at indstifte en kvalitetstradition inden for serier på et tidspunkt, hvor der mest var sitcoms til laveste fællesnævner på markedet. Titelsekvensen er meget direkte og ikke særlige avanceret, det er mest bare the dudes, der bliver præsenteret, men den har en fed stemning og kendingsmelodi.”

2. Mine glade 60’ere (1988-93)

“Vi er i den lette ende, men den er vidunderlig. Det er et meget moderne greb at skabe den reality med hjemmevideogrebet. 8 millimeter-optagelser af barbecuefest, det fungerer på to planer: Det viser familiestrukturen, og det stinker af nostalgi. Det virker både på en direkte måde til børnene og udenom siver, der også en følelse igennem til deres forældre, der selv havde oplevet tiden, serien skildrer. ”

3. Twin Peaks (1990-91)

“En af de første titelsekvenser, der rigtig leger med publikums forventninger. Ved første blik ser det hele smukt ud, med skøn natur og billeder af savværket - et traditionelt og genkendeligt USA. Men ved andet blik ligger der tåge over landskabet, en allegori for de skjulte laster og forbrydelser i lilleby-samfundet. På samme måde symboliserer vandfaldet og dets understrøm alt det uregerlige, altså Killer Bob. Titelsekvensen er et glimrende eksempel på, hvordan man kan bruge musikken kontrapunktisk: Den er lidt melankolsk, men ikke uhyggelig, smuk, faktisk. En modsætning til den meget traumatiske og dystre handling med en far, der voldtager og dræber sin egen datter. Men alt det ved vi jo ikke, når vi ser første afsnit, på den måde er det en titelsekvens, der får mere liv og mening, efterhånden som serien skrider frem.”3. 

4. Riget (1994)



”Vel nok den mest interessante danske titelsekvens. Den er helt sin egen med det splatteragtige blod, der sprøjter, den dynamiske rockmusik og pastichen på lægeserie-introen.”

5. Six Feet Under (2001-2005)



”Serien var sammen med fx Sopranos og andre HBO-serier med til at indstifte en ny tv-seriegulalder, og titelsekvensen er et godt eksempel på, hvordan man kan lave et koncentrat af serien og dens stemning uden rigtig at beskrive handlingen. Serien handler om en bedemandsforretning, og derfor er der masser af dødsmotiver: et lig, balsameringsvæske, en ravn. Det bliver næsten lidt tykt. Men selvom der er masser af skæbnenærvær, bliver det aldrig morbidt, men snarere underfundigt, blandt andet på grund af musikken med oboerne, der laver pjat i baggrunden.”  Desværre kan denne video ikke indlejres, men du kan se den på YouTube

6. Mad Men (2007-15)



”I selve serien er der jo hverken pistoler eller hvinende hjul, det meste foregår jo på et kontor, så det er ret fedt, hvordan det alligevel er lykkedes at indbygge en dramatik i denne titelsekvens. Symbolikken er ret tydelig, men ikke desto mindre smuk: Det handler om patriarkatets fald. Det handler om en verdensorden, hvor mændene bestemmer, hvordan de vil hore og drikke, men som er under opløsning.”  

7. True Detective, første sæson (2014)


“Efter min mening den bedste nogensinde. I selve serien bliver omgivelserne, den rådne sump, en karakter i sig selv. Og hvordan laver man en titelsekvens, der kan give den følelse? Ved at lave landskaberne smelte sammen med hovedkaraktererne. På det tidspunkt, hvor man ser en motorvejssammenfletning over Woody Harrelsons ansigt, er det som om, man har pillet huden af og kigger direkte ind på hans sener, ligesom i serien handler det om at skrælle lag af for at kigge på sandheden. Det er en montage af ren lækkerhed.”

Vi har også fået Tobias Bukkehave til at pege på en titelsekvens fra den nye serieguldalder, der ikke fungerede:

The Leftovers, første sæson (2014)



”The Leftovers handler om, at en procentdel af verdens befolkning forsvinder ud i det blå. Det vil sige, at alle har mistet nogen, og serien har derfor et stærkt religiøst tema. Men i titelsekvensen blev det skovlet ind med skeer. Det var ikke godt. I anden sæson valgte man da også fuldstændig at ændre titelsekvensen, så man i stedet for kirkemusik havde en country-ballade og i stedet for vægmaleriet benyttede familiefotos. Det var gladere og lettere og dannede et modpunkt til det tunge tema, og anmelderne tog også pludselig meget bedre imod serien.”

LÆS OGSÅ: 2015's bedste serier - der kan streames i Danmark

LÆS OGSÅ: Hold fast: fem serier der kun bliver bedre

LÆS OGSÅ: Top of the Lake er Twin Peaks' moderne arvtager

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok