Spidsen af en glitrende rød Ferrari, bjergtagende ørkener, lyden af en motor, der går i gang, benzin, der drypper fra udstødningsrøret og Jeremy Clarkson, der siger ”OH MY!”, mens han bliver presset tilbage i sædet af en formel 1-bil, der runder et sving på racerbanen og accelerer.  

Det er indtrykkene, der bliver kastet i fjæset på en, når man ser traileren til The Grand Tour. Fart og dekadence tilsat tør britisk humor.

Det er Amazon Prime, streamingkonkurrenten til Netflix, som har lavet deres helt egen motorserie, og den første episode kan ses allerede dette efterår den 18. november. Og få sekunder inde i den nye trailer er det allerede bedre end Top Gear uden dem. 

Og som insinueret ovenfor, er det ikke hvem som helst, der være værter på det nye program. Det er nemlig selveste Jeremy Clarkson, Richard Hammond og James May, der skal tage os med gennem forskellige landskaber og ikke mindst forskellige svinedyre og hurtige biler, sågar også en militærhelikopter.  

Det gamle Top Gear-hold fra BBC har filmet i USA, Tyskland og Storbritannien, og deres studie er et kæmpe ørkentelt med et stort logo på siden. Undervejs gennem optagelserne har folk kunnet købe billetter i de tre forskellige lande og følge de rasende hurtige udskejelser fra første parket.   

The Grand Tours facebookside tager holdet os med bag kulissen og afslører blandt andet trioens umiddelbare evalueringer af diverse køretøjer og Jeremy Clarksons anekdote om, hvorfor man aldrig skal køre rally med tømmermænd.

Ifølge The Telegraph kommer Charlize Theron og Matt Damon blandt andre til at gæste efterårets program. Hvert afsnit varer en time og kan streames fra Amazon Prime hver fredag i 12 uger. Se traileren herunder.

LÆS OGSÅ: Showtime i Singapore: ”Om natten bliver Formel 1 bare endnu mere spektakulært”

LÆS OGSÅ: Video: Jeg smiler hver gang, jeg sætter mig ind i min Mustang

LÆS OGSÅ: Mens vi venter på den nye hurtige Tesla: Her er 7 biler til dig, der ikke kan vente