Vi kan ikke få nok af fodbold for tiden. EM kører for fuld udblæsning, men når det slutter om godt en måned, skal abstinenserne erstattes.

Her kan FIFA-fans så allerede begynde at glæde sig. EA Sports har netop udgivet den første gameplay-trailer til FIFA 2017. Og det lover store forandringer på selve gameplayet, ligesom der bliver tilføjet en række nye funktioner.

En af de nye og cool funktioner er muligheden for at spille spillet i 'Journey-mode' (Rejsen på dansk). Det er første gang nogensinde, at FIFA giver dig som spiller mulighed for at vokse med din personlige karakter på et hold omgivet af virkelighedens stjerner. 

Her spiller man det lovende talent Alex Hunter i hans kamp for at få succes. Hunter har kontrakttilbud fra nogle af Premier Leagues største klubber, og det er din opgave at få ham til tops.

Dine beslutninger i spillet har indflydelse på, hvordan dine medspillere, trænere og fans reagerer på dig, hvilket også påvirker din karrieres op- og nedture. Dette gamemode handler ikke kun om at score mål, men er langt mere virkelighedstro og følger de mange facetter af et fodboldliv.

Der er også masser andre gameplay-mæssige fremskridt. Blandt andet nye fysiske interaktioner, nye løbestile, nye tackling- og driblemuligheder, ligesom det bliver muligt i højere grad at personalisere dødboldssituationerne.

Og så er skruet op for animationen, der er blevet endnu mere virkelighedstro, takket være den nye spilmotor Frostbite 3, der er kendt fra fx Star Wars Battlefront og Battlefield.

Det gælder også for trænerne på sidelinjen, der får en langt mere fremtrædende rolle i 17-udgaven end tidligere. Blandt andet i Journey-mode, hvor du har private samtaler med manageren på kontoret.

Det bliver James Rodriguez fra Real Madrid, Anthony Martial fra Manchester United, Eden Hazard fra Chelsea FC og Marco Reus fra Borussia Dortmund, der skal være frontfigurerne det det kommende spil, der kommer i handlen den 29. september i Europa.

Se her, hvordan "Rejsen" ser ud i den nye udgave: