”Den her kasse er ikke tilat græde igennem. Den er kort fortalt ’skråle-om-hjælp-isoleret’.”

Salgstalen for den store trækasse kommer fra en af tv’s mest usandsynlige helte, Tonni Bonde. Han er blot en af de mange skæve, spøjse og først og fremmest sjove karakterer, som komikerduoen ’TurboModul’ har skabt ud fra deres opvækst i den lille landsby i Nordthy, der hedder Østerild. 

Mange af de videoer, de har lagt på YouTube, har hver fået over en million visninger. Og det var succesen dér, som banede vej til en kontrakt med TV 2 Zulu. 

”Der er folk, der har sagt til os, at typer son Fjeder og Tonni Bonde aldrig ville komme på tv. Det er en sejr for os, at det lykkes,” fortæller Charter McCloskey, der har lagt krop til de fleste af karakterne.



Hans makker Lars T. Therkildsen er også er med i flere af sketchene, men skriver, klipper og instruerer samtidig også.

Vi har sat duoen i stævne på en café på Nørrebro, næsten så langt væk du kan komme fra Thy. Her er der formentlig flere standuppere per kvadratkilometer, men næppe et helt lige så frugtbart komisk klima. 

”Jeg har set nok komik med københavnere, som prøver at være jyske og tage en dialekt. Og så sidder man og tænker. Fuck, I ved slet ikke, hvordan det virkelig går ned,” siger Lars T. Therkildsen og bliver suppleret af Charter:

”Det var aldrig meningen, at det skulle være jysk for det jyskes skyld. Men det var det, vi kunne bidrage med, for vi har været der på første parket.”



Det kan virke usandsynligt (eller i hvert fald skræmmende), at der i 2016 skulle rende en Tonni Bonde rundt. Men mange af replikkerne til de forskellige personer er direkte snuppet fra virkeligheden, og nogle gange er de nødt til at skrue ned for galskaben, for at det skal blive ved med at være realistisk.

”På et tidspunkt stod jeg på en lokal grill-bar, og forbi kommer der en mand på en overtunet Kreidler-Florett med et sydstatsflag om hovedet i bar mave og en rockwools kniv bundet om maven. Hvis vi lavede det 1-1, ville det virke udklædt, og folk ville tro, vi overdrev,” fortæller Charter og fortsætter:

”Der er en mand i Thy, der har sprunget ned fra et 11-mands mål med strakte ben for 2 kroner. Men vi lavede det om til 80 kr., for at det skulle lyde mere troværdigt.”



I dag er Charter flyttet til København og Lars til Aarhus, men det er stadig fra hjemegnen, de henter størst inspiration. 

”Det er et kontrastfyldt sted. Der er en bestemt måde, man skal opføre sig på for at blive accepteret af lokalsamfundet. Men samtidigt er det et af de steder, hvor der er den største samling af originaler,” siger Charter.
Lars følger op:

”Man ved godt, hvem særlingene er. Men der er også en stemning, hvor man siger: ’Det er fandeme vores særlinge’.”



En af årsagerne, til at nogle af særlingene er særlig særlige i Thy, er den isolation, der stadig er. Her har de fået lov til at udvikle sig skævt, uden at myndigheder eller andre forstyrrende elementer har fået lov at forstyrre.

Det har været vigtigt for dem, at det deres program er lavet med en kærlighed til oplandet. Derfor vil de heller ikke (endnu) kaste sig over at lave københavner-karakterer. God komik kræver et indgående kendskab for at får den rette tone.

”Der var en hjemmefra, der stod og bankede badekar hele weekenden, for han solgte det støbejern, der var i bunden. Det er et sindssygt arbejde at give sig selv, synes jeg. Og så solgte han i øvrigt snolder og bajere til børn om aftenen. De mennesker findes sikkert også allerede andre steder, men det er bare den særlige version, vi kender,” forklarer Charter.



De startede også med TurboModul, fordi de synes, at deres karakterer manglede i det danske mediebillede.

”I Danmark har vi været ret dygtige til at lave noget nyskabende, og ikke et ondt ord om stand up, men det blev næsten det eneste, der kunne sendes, det blev konventionelt. Der måtte være nogle ligesom os, der savnede noget andet."
Succesen med serien kom i sidste øjeblik. De havde fået flere afslag, og de havde ikke flere penge tilbage.

 ”Vi var ret pressede,” som Lars forklarer.

Ofte stødte de ind i vidt forskellige vurderinger af deres materiale. Hvis der var én på en tv-station, der elskede dem, var der altid også én, der ikke forstod dem.



Derfor kom YouTube som en gave. De lagde flere af deres populære figurer ud, og pludselig tog det fart.

”Jeg kan huske, en fra min familie sagde, at hun havde set det delt på et scooter-forum. Det var meget mund til mund. Og lige pludselig var vi oppe på at have 100.000 tusinder visninger om ugen,” fortæller Lars.

Succesen gjorde, at de fik en aftale med TV 2 Zulu, som samtidigt betød, at de fik frie rammer til at lave det på deres egen måde.

”Det var heldigt for os, at vi fandt formatet, før andre fandt det for os. Det var genialt til at vise, at det, vi laver, faktisk virker,” siger Charter.

Mange af karakterne i serien som Fjeder kan godt lide at puste sig op, og der er sjældent forbindelse mellem ego og virkeligheden. Hvis man troede, at jyder altid havde uld i mund, har man ikke mødt TurboModuls sære skæbner.

”Man kender det fra sig selv. Man har også selv prøvet at hive fat i et marmor-bord for at løfte det, og så må man bede om hjælp. Det er der noget grundlæggende sjovt i det, når noget oppustede bliver punkteret,” fortæller Charter.

LÆS OGSÅ: 5 vigtige serier du bør unde dig selv


LÆS OGSÅ: Pigerne fra Sjit Happens: "Det tænder os ved mænd