Det kan være frygtindgydende at hoppe ud fra den højeste vippe i svømmehallen for allerførste gang.

Det er tydeligt i kortfilmen ’Ten Meter Tower’, der viser nervøse svømmere i det afgørende øjeblik, inden de kaster sig ud i deres første spring fra 10-meter vippen.

Gennem en internetreklame i Sverige fandt filmens skabere Maximilien Van Aertryck og Axel Danielson 67 personer, der aldrig havde prøvet at springe fra 10-meter vippen. De betalte dem ca. 200 kr. hver for at gøre forsøget, mens de blev filmet fra seks forskellige kameravinkler. 

Flere af svømmerne i filmen tøver længe, inden de endelig beslutter sig for at hoppe, en ung mand bruger tre minutter på at diskutere springet med sin kæreste, og andre vender om og klatrer tilbage ned ad trappen. Ca. 70 % af deltagerne gennemførte springet.

”Folk, der aldrig har været deroppe før, er nødt til at vælge mellem at hoppe eller kravle ned. Situationen fremhæver et dilemma: Den instinktive frygt ved at springe over for ydmygelsen ved at kravle ned igen,” siger Maximilien Van Aertryck om filmen på sin hjemmeside. 

’Ten Meter Tower’, der blev vist på Sundance Film Festival, er oprindeligt fra 2016, men det er først nu, at den er tilgængelig i fuld længde online via New York Times. Se filmen her: