banner image

Få 3 numre af EUROMAN for kun 99 kr. Spar 109 kr. 

BESTIL HER

En kvinde vi ka' li: Freja Wewer

Jeg har dyrket kampsport, siden jeg var 6-7 år, bl.a. boksning og taekwondo. Jeg har taget pauser, men min plan for det kommende år er at få det sorte bælte i taekwondo. Jeg kan godt lide den respekt, der er forbundet med sporten. Der er ikke nogen, der kommer for sent til træning, ingen, der snakker eller fniser ad hinanden. Der er en ro over det.

Folk retter ind og gør, hvad der bliver sagt. Jeg kan også godt lide, at man kan komme af med sine aggressioner og lærer at forsvare sig selv. Det var et vendepunkt for mig at gå i gym-nasiet. Jeg gik først på Det frie Gymnasium på Nørrebro og siden på Øregård Gymnasium i Hellerup. Det var to meget forskellige verdener, der politisk og miljømæssigt gik i to forskellige retninger. Min familie er lige så sammensat: Min morfar boede på Christiania, og min farmor i en kæmpe villa i Holte. Da jeg var yngre, var jeg altid i tvivl om, hvor jeg hørte til, og følte, at jeg burde vælge side. Men jeg fungerede egentlig fint begge steder. Jeg kan sagtens sidde på Månefiskeren og spille backgammon eller tage på en fin restaurant.



Det kom bag på mig, hvor meget man kan tjene som blogger. Det havde jeg aldrig set komme. I starten blev jeg kontaktet af firmaer, som ville betale mig for at poste et billede af en T-shirt. ”Fedt!” tænkte jeg, indtil jeg hørte fra andre bloggere, at det var vildt underbetalt. Man skal dog passe på, at det ikke bliver for sponsoreret. Jeg blogger ikke om noget, jeg ikke kan stå inde for. Det skal være noget, som jeg selv kunne finde på at bruge. Jeg skal føle noget for det for at opretholde troværdigheden over for mine læsere. Jeg bliver ikke bare betalt for at skrive, som jeg gør. Jeg mener det, jeg skriver.

Dem, man møder på vej op, møder man også på vej ned. Det er et råd, jeg har fået af min mor, og som jeg tit tænker på. Jeg tror, at mange, der får succes, har en tendens til at glemme dem, der støttede dem i starten.



Jeg har en svaghed for Quentin Tarantino. Jeg har set alle hans film en million gange og er fascineret af hans personer og miljøer. Min SRP-opgave (studieretningsprojekt, red.) i 3. g handlede om ’Pulp Fiction’. Alle var ved at brække sig over deres opgave, fordi de havde valgt alle mulige kedelige emner, men jeg hyggede mig derhjemme og så filmen 50 gange. 



Det mest sexede ved en mand er, hvis han formår at være ambitiøs omkring sit liv, sit arbejde, sin fremtid uden at blive for selvhøjtidelig og snobbet. Det er også sexet, hvis en mand kan tage pis på sig selv. Det får mig til at sænke paraderne. Jeg har aldrig haft en fascination af vildt veltrænede fyre. Store muskler siger mig ikke noget. Jeg trænede i et fitness-center engang og så nogle fyre, som pumpede jern hele dagen. ”I bliver jo kun dummere af det,” tænkte jeg. Jeg kan ikke forstå, at man vil bruge så meget tid på at stå og glo på sig selv i et spejl og pumpe sig. Der er så mange andre bedre ting at tage sig til. Læs en god bog, eller se en dokumentar. Det tyder på lavt selvværd, at de har behov for at være så store. Jeg kan bedre lide, når mænd er langhårede eller lidt rockede i deres udtryk. 

Fyre, der tager for mange selfies, tænder mig af. Der må være et eller andet galt på den anden side, hvis man har så stort et behov for at vise sig frem. Jeg ved godt, at det lyder vildt dobbeltmoralsk, for jeg tager jo selv masser af selfies. Jeg synes bare ikke, at det er sexet, når en fyr går for meget op i, at hans Instagram og selfies står knivskarpt, og tager billeder af sit outfit ind i spejlet. Nej, nej, nej! Det bliver for forfængeligt. Mænd er pænere uden skæg.

Freja Wewer skriver bloggen frejawewer.com og er model. Hun har 61.000 følgere på Instagram.

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li’: Marie Boda

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Joy Frederikke Lundgreen

LÆS OGSÅ: 4 kvinder vi kan li – Mænd og dufte

 

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok