banner image

Få 3 numre af EUROMAN for kun 99 kr. Spar 109 kr. 

BESTIL HER

En kvinde vi kan li': Hilary Guswiler

Den 24-årige balletdanser om nerver, bordtennis, og mænd i trikot.

"Jeg havde tidligere alle mulige ritualer inden en forestilling. Jeg skulle kysse min fingerring to gange, inden den røg i lommen, men det har jeg vænnet mig af med. Man kan godt få lidt OCD af at være danser, hvis ikke man stopper det i tide.

Jeg optræder som regel tre aftener om ugen og kommer ind et par timer før forestillingen for at varme op, lægge sminke og sætte hår. Det gør vi selv, med mindre man skal være trold eller have en næse på. Så får vi hjælp af en frisør og makeupartist. Drengene har det lidt nemmere. 

Det sker, at man falder. Jeg er, 7-9-13, kun faldet en enkelt gang, da jeg lavede en piruet til træning og landede pladask på røven. Det var ikke pinligt i mine øjne. Det sker jo, fordi man giver los.



På et tidspunkt kom Nicolai Hübbe hen til mig i kulissen. Jeg stod som reserve til stykket ’Etudes’. ”Du skal ind på scenen nu,” sagde han. Solodanserinden var blevet skadet under forestillingen, og nu skulle jeg på. Jeg havde ikke regnet med, at jeg nogensinde ville komme ind, og kunne ikke alle trinnene. Nicolai lærte mig trinnene ude i kulissen, inden jeg skulle på. Jeg husker især et moment, hvor jeg skulle lave et spring, som jeg aldrig havde lavet før. Jeg kunne lige så godt have landet på røven. Det endte godt. Alban (Lendorf, solodanser, red.) greb mig heldigvis.

Der er en del fordomme om ballet. Mange tænker tylsskørter og piger på tå – de klassiske gamle balletter som ’Svanesøen’ – men vi laver mange nyfortolkninger af de gamle balletter, så de ikke er outdatede. Vi har lige lavet en forestilling, hvor vi sidder på knæ og banker på nogle trækasser og skaber en hel symfoni. Vi har også lavet en ballet til musik af The White Stripes. Ballet er i virkeligheden lige så varieret, som hvis du går ind til en koncert i Vega. Hvad er du til? Country eller rock? Ballet kan spænde over lige så mange genrer, som der findes musik.

Eddie Izzard får mig virkelig til at grine. Hans kropssprog er fantastisk. Han var transvestit i sine tidlige shows og optrådte i kjole og høje hæle. Det er især måden, han bruger sin krop på, jeg som danser lægger mærke til. Han agerer sine jokes ud, mimer dem. Jeg bliver aldrig træt af at se hans shows. Min favorit er showet ’Dress to Kill’.

Min kæreste er balletdanser. Jeg mødte ham på jobbet. Der er mange forhold på kryds og tværs i balletten. Man tilbringer mange timer sammen hver dag og har en forståelse for hinandens hverdag. Som regel fortæller kærester hinanden om deres dag, men det gør vi ikke. ”Nå ja, du var der jo, da det skete.” Vi finder på noget andet at tale om. Det er fint, for ballet fylder meget i vores hverdag, og når man har fri, er det rart at fokusere på noget andet.

Jeg er fascineret af bordtennis. Jeg overvejede for nylig at købe et Stiga bordtennisbord til 1.400 kr., der kunne stå i mit gæsteværelse. Eneste problem er, at så ryger sengen.



Jeg faldt for min kærestes måde at være på. Han er meget privat og hviler i sig selv. Jeg kan være lidt flyvsk, men han er lige der, hvor han er. Det kan jeg godt lide. Og så overrasker han mig hele tiden. Jeg lærer helt tiden nye ting om ham. Det mest sexede ved en mand er hans hænder. Der er noget ved flotte, robuste mandehænder, der kan holde om én. Folks hænder i ballet betyder meget. Det er vigtigt for en danser, det gør linjen færdig.

Du går op og ned ad nøgne mennesker hele tiden, når du er balletdanser. Du har tæt kropskontakt og bliver lidt immun over for kroppe. Folk krammer meget. Hvis man er træt, ligger man tit op ad hinanden. Folk masserer hinanden. Det lægger man ikke så meget i. Heller ikke, at man er omringet af mænd i stramme tights.

En kvinde skal forføres med mystik. Min kæreste er meget privat, det er bare sådan, han er. Det er ikke noget, han lader som om. Jeg var meget nysgerrig efter at lære ham at kende. Han var anderledes end alle de andre fyre. Han prøvede ikke at imponere mig, og netop det var befriende.

Mænd lærer aldrig at forstå, at en kvinde kan gå igennem mange modsatrettede følelser på en dag. Vi kommer hurtigt op i det røde felt, men vi falder også hurtigt ned igen." 



Hilary Guswiler er korpsdanser ved Den Kgl. Ballet. Hun blev stylet af Kimmie Therese/kimmietherese.com  og stylingass. Rau Flyvbjerg Nielsen. Hår & makeup ved Monika grensteen/Le Management.

LÆS OGSÅ: Kvinder vi kan li': hele 2015


LÆS OGSÅ: 16 danske bud på den næste Helena Christensen

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Naghme Ashabi

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok