I anledning af vores fødselsdag har vores chefredaktør Kristoffer Zøllner her nogle få velvalgte ord:

I et kvart århundrede har Euroman været med os. Det har været vores wingman, kammerat og bedste ven. Vi har skålet, grinet, grædt ud ved hinandens skuldre og taget tømmermændene sammen. I modgang og medgang, gennem tykt og tyndt.

Da vi var gode til fodbold, dengang EU var smart, Osama fik verden til at ryste, og Obama var det nye sorte, var Euroman her.

Ingen magasiner har lært os så meget om at klæde os godt, forføre en kvinde, smage på vinen, være en god far, tage 100 på foden, handle med aktier, skifte olien og bleerne, tage tæskene – og give dem.

Da skuldrene skulle have puder, bukserne være stramme og ærmerne opsmøgede, havde vi Euroman. Da der skulle gule stjerner på de blå sokker, og en rigtig mand røg cigar, var Euroman her. Da endnu mere rigtige mænd skulle spise stenalderkost og have barselsorlov, var Euroman her også.

Magasinet, du holder mellem dine hænder, er et stykke levende danmarkshistorie. Det blev født på resterne af yuppie-tiden i februar 1992, hvor verden sjældent havde set lysere ud.

Den kolde krig var forbi, det samme var de lige så kuldslåede 80’ere, og det forenede Europa var en realitet. Og her kom et nyt magasin, der gav en stor, fed, erigeret langemand til al dansk smålighed, snæversynethed og jantelov.

Som turde være stor i slaget, velklædt og have dyre vaner. Som hyldede smukke kvinder, skinnende biler og store armbevægelser. Som lærte mænd at gå med brede slips, tunge ure og drikke dyr vin.

Manden, som skabte Euroman dengang i start-90’erne, hedder Peter Linck. Med sit tilbagestrøgne skinnende hår, skræddersyede jakkesæt og enorme ambitioner var han selve personificeringen af datidens moderne verdensmand.

Siden stod Peter Linck bag en af 00’ernes største medie-orkaner, dagbladet Dagen, som blev født med fanfarer og alles opmærksomhed rettet mod sig – og som 41 dage senere var konkursramt og skandaliseret. For Peter Linck blev Dagen selve symbolet på hybris.

Han fløj for tæt på solen og styrtede. Men havde det ikke været for Linck og hans bror Morten – som fandt på navnet og tegnede logoet – havde du ikke siddet med denne 279. udgave (den skarpe læser vil nok pointere, at med en månedlig udgave i 25 år skulle dette være nr. 300, men de første år kom magasinet ikke hver måned) mellem hænderne, for det, som startede som et vildt iværksættereventyr, har med årene vist sig at blive et af Danmarks stærkeste brands og mest læste medier overhovedet.      

I dette nummer har vi gravet i Euroman-arkivet og fundet de bedste, værste og særeste historier frem fra de første 25 år. Og når man ser på de mange interview, reportager, modeserier, rejseessays, portrætter, gadgetsider, pinups og alt det andet, er det tydeligt, hvordan Euroman og tiderne har ændret sig, men at den velkendte opskrift er forblevet den samme: At vi klæder moderne mænd på med intelligent underholdning.

Kære Euroman. Hvor ville vi være uden dig? Tillykke med de 25 år.

Få 3 måneders abonnement af Euroman og Flipp for kun 179 ,-

LÆS OGSÅ: Euromans far: "Jeg er våd, jeg har ikke noget kørekort, jeg kører på cykel, og jeg er personligt konkurs. Hvordan kan det så være, at jeg er så glad?”

LÆS OGSÅ: Expresso og 18 andre sproglige misforståelser, der giver os kvalme

LÆS OGSÅ: Hold øje med i 2017 - Iværksætter Mads Fauerholt: "Pengene giver mig faktisk slet ikke et kick, som mange måske tror"