Artiklen er et del af Euroman og Eurowomans magasin, der er lavet for at hylde Aarhus. Magasinet er sponsoreret af Bestseller.

"Aarhus er en helt vildt dejlig by. Jeg holder særlig meget af Frederiksbjerg, hvor jeg er født og opvokset. Området omkring den gamle Sct. Annagade Skole og ASA’s fodboldbaner er nok der, jeg føler mig allermest hjemme.

Det var et pænt og trygt sted at vokse op. Nydeligt er måske det bedste ord. Og børnevenligt. Skanseparken på Frederiksbjerg har byens bedste legeplads, og den er stadig et af mine yndlingssteder. Jeg kan stadig blive helt nostalgisk, når jeg kommer der i dag.

Jeg gik på Aarhus Friskole. Det var en virkelig god og også speciel skole. Vi fik varm mad hver dag, og der blev ringet ind til time med en gammeldags koklokke. I 0. klasse fik jeg en legestorebror eller -søster, som skulle holde øje med en lille prut som mig, der lige var begyndt i skole.

Aarhus Friskole har helt sikkert haft en finger med i spillet i forhold til, hvor jeg er i dag. Vi havde musik på skemaet hver dag. Det var et fag på linje med dansk eller engelsk. Jeg mindes, at jeg begyndte at tromme på alt, der kunne trommes på, allerede i børnehaven. 

Jeg tror, det var noget med min energi. Jeg havde virkelig meget krudt i røven. Men på skolen var der rigtige trommesæt. Og så var musikundervisningen en god måde at få sådan en som mig til at slappe af i løbet af en skoledag.

Den helt rigtige Aarhus-fornemmelse finder man i Øgade­kvarteret omkring Sjællandsgade og Samsøgades Skole. Bygningerne er små og pastelfarvede, der er en købmand på hvert andet gadehjørne og legepladser over det hele. Det er så hyggeligt.

Hvis jeg skal ud og spise, tager jeg på Memphis Roadhouse i Christiansgade og spiser spareribs og drikker øl af frosne glas. Hvis jeg skal ud bagefter, vil jeg tage til mit barndomskvarter, Frederiksbjerg, på nogle af de små barer.

Jeg er også glad for Den Permanente, Botanisk Have, Moesgaard Museum og Den Sidste, og så drømmer jeg om at optræde i Musikhuset i Store Sal. Det ville være helt fantastisk.

Jeg kan godt lide, at byen udvikler sig. Det ser godt ud rundtomkring efterhånden. Når jeg ikke har været i Aarhus et stykke tid, tager jeg en tur op i regnbuen i ARoS. Derfra indser man virkelig, hvor sej byen er.

Men jeg synes, de store byggeprojekter nede ved havnen fylder virkelig meget. Nu må de gerne snart steppe tempoet lidt op, så det bliver pænt. Så man har lyst til at bo der eller bare gå en tur i området. Jeg savner at se resultatet af det hele. Kom nu. Det er altså ikke særlig kulturhovedstadsagtigt lige nu, hvis jeg skal være helt ærlig.

Naturen er det, jeg savner mest, efter jeg flyttede til København for tre år siden. Den er virkelig tæt på Midtbyen i Aarhus. Det er helt unikt. Du kan gå ud til Marselisborg Skov, Riis Skov eller til vandet på ingen tid. Det er helt uvurderligt, især om sommeren.

Der er alligevel et stykke vej med en ulækker metro eller et gammelt S-tog i København, hvor jeg bor nu. Det føles i hvert fald meget langt. Det er det, Aarhus kan, som er tydeligst. Og så er der dialekten. Der skiller byen sig virkelig ud. Jeg kan høre, at jeg er tilbage i Aarhus, i det minut, jeg træder ind i en butik. Byen har sit helt eget sprog. Det er meget charmerende.

Jeg synes, at Aarhus er en virkelig hyggelig by, men den er blevet lidt for lille til mig. Hvis den havde været bare en smule større, ville det være min yndlingsby. Der er, hvad man skal bruge, og der er efterhånden kommet en del flere mere tjekkede steder, især langs åen. Det er jeg rigtig glad for.

Eftermiddagene i Aarhus er super, men jeg har aldrig været særlig stor fan af nattelivet. Det bliver for småt. Lige pludselig er du nået igennem byen, og det tog et kvarter.

Men jeg synes helt klart, at Aarhus har potentialet til at blive Danmarks fedeste. Byg det der færdigt nede ved havnen. Så bliver det nice. Lige nu har jeg ikke planer om at flytte tilbage. Det kommer an på, hvordan resultatet af havnen bliver. Det afhænger faktisk af det.”

LÆS OGSÅ: 26 ting du skal opleve i Aarhus

LÆS OGSÅ: Madsucces i Aarhus: ”Her sker noget, som man ikke vil misse”